5. TITLER OG WOW-EFFEKT
Med tanke på, hvor mange, mange mennesker Susanne Poulsen som vicedirektør på Rigshospitalet var leder for, griner hun stort, når hun fortæller, at hun i dag er leder uden medarbejdere.
”Jeg synes ikke, jeg hviler mere i mig selv i dag, for det har jeg altid gjort. Men jeg er glad for at være landet i et job, hvor jeg kan bruge min erfaring og mine kompetencer, og at der bliver taget vel imod dem. Det nyder jeg virkelig. Og så har jeg da også fået en bedre balance mellem arbejdsliv og fritid.”
Den balance har hendes mand, der tidligere trak en stor del af læsset på hjemmefronten, udnyttet til at give hende maddage.
”Jeg har i virkeligheden ikke været god til at overholde de der fartgrænser i arbejdslivet, men har i dag fået et liv, hvor jeg for eksempel ikke kun behøver orientere mig efter døgnets sene nyheder, men faktisk også når at se dem, der lander tidligere på dagen. Ind imellem siger min mand, ”gud, sidder du der”, når vi sidder ved spisebordet eller i sofaen, for han har været vant til, at jeg ofte har siddet på hjemmekontoret med computeren. Og jeg har opdaget, at en weekend faktisk kan være to dage, hvor man holder fri, mens jeg før altid lige skulle arbejde nogle timer undervejs.”
Ind imellem dukker der henvendelser om en direktørpost op, der godt ”lige kan aktivere ledelsesgenet” og give anledning til en ekstra overvejelse. Men det er ikke noget, hun ligger søvnløs over, som Susanne Poulsen formulerer det.
”Min ambition lige nu er at blive i det job, jeg har, og blive den bedste til det. Jeg er den første i den stilling, så det er også fedt at kunne være med til at skabe rammerne for den.”
Det bekymrer hende ikke, at hun ikke længere besidder en prestigefyldt stilling som hospitalsvicedirektør.
”Jeg kan godt mærke, at der ikke den samme wow-reaktion, når folk spørger, hvad jeg laver, men den har jeg heller ikke behov for. For mig har det hele tiden været opgaverne og ikke min titel, der har været afgørende. Men jo, det kan godt være, at jeg havde set anderledes på det, hvis jeg havde været 10 år yngre - så var havde jeg måske ledt efter et nyt job på samme niveau.”
Hun mener, man skal kunne blive i et nyt toplederjob i mindst fem år, så på det punkt begynder alderen alligevel at spille en rolle.
”Det handler om det perspektiv, du kan tilbyde, selv om der selvfølgelig også er noget smukt i erfaring. Men for mig skulle det være helt exceptionelt, hvis jeg igen tog et direktørjob. Jeg tror måske, der er mere udvikling i at blive i mit nuværende job.”