DET VIGTIGSTE ER RELATIONEN!

LEDELSESMAGASIN FORKANT - TEMA
Tekst og fotos: Fotojournalist Simon Jeppesen, forkant@dsr.dk 

Det er et mentalt højrisikojob, der stiller store krav til sygeplejerskerne – og til deres leder. Det kommer vi til at høre mere om.

Men først skal magasinets journalist og vi en tur til Etiopien.
Dér hvor Tine fandt fokus i sit arbejde som sygeplejerske.

Tine, hvordan fik du dit første lederjob,? spørger magasinets udsendte.

"Jeg sad sammen med nogle fra bestyrelsen. Det foregik jo på norsk, de talte hurtigt, og meget fangede jeg, men ikke det hele. Og så siger Kjell Magne pludselig: ”Og så er vi alle sammen enige om, at Tine er nursing director,” svarer Tine Pradsgaard Møberg, og fortsætter:

"Og så tænkte jeg: ”Hvad?” Det var simpelthen for pinligt at tilstå, at jeg ikke havde fattet, hvad der var foregået. Så jeg smilede bare og sagde: ”ja”."

Mødet var i 2013, og foregik i Addis Abeba, Etiopiens hovedstad.

Tine var der med sin mand, Anders. Han er præst. Han havde en drøm og havde fået en stilling i en Luthersk Kirke. Det var ikke Tines drøm:

"Han havde bare sådan en udlængsel, det havde jeg overhovedet ikke. Jeg er meget glad for min familie, for mine venner, jeg er meget glad for tryghed. Tryghed og relationer er noget af det vigtigste for mig. Jeg var meget nervøs".

Robin Hood

Tine, hendes mand og deres fire børn i alderen ét til ti år tog til Addis Abeba i 2012.

Tine havde før været med til at starte en medicinsk modtagelse i Fredericia op, en slags generalprøve på, hvad hun skulle til nu. Det vidste hun bare ikke.

En norsk læge, Kjell Magne, der var vokset op i Etiopien og var vendt tilbage efter uddannelse i Norge, var ved at starte et hospital op, Nordic Medical Center, NMC. 
Hospitalet var bl.a. finansieret af en stor privat donation. Det har to ben: En afdeling til mennesker med mange penge, der kan betale for lægehjælp af en høj kvalitet, f.eks. andre udstationerede udlændinge med gode forsikringer og rige etiopiere.

Overskuddet bruges til at give gratis eller billig lægehjælp til lokale; en Robin Hood model, at tage fra de rige og give til de fattige.

En fælles bekendt gjorde Kjell Magne opmærksom på Tine, som kedede sig bravt i selskab med andre medfølgende hustruer og med hushjælp til alt husarbejde:

"Jeg var bare så glad for, at jeg kunne finde et arbejde, hvor jeg kunne bruge sygeplejen."

Yes Miss Tine

Det var blandt andet Tines ansvar at indføre skandinaviske standarter i en etiopisk sammenhæng. Hendes ansatte skulle lære noget nyt.
De lokale, hun ansatte, virkede imødekommende nok, de sagde altid: ”Yes Miss Tine.” Man siger nemlig ikke nej til en chef. Så lod de i stedet være med at gøre, hvad de blev bedt om, hvis de ikke mente, at de kunne.

For Tine var det en selvfølge, at når der kom blod og afføring på gulvet, skulle en sygeplejerske kunne tørre det op.

Det var det ikke for hendes ansatte. De ventede på en fra rengøringspersonalet. Det skulle findes et kompromis, hvor rengøringen kom oftere og sygeplejerskerne selv tog det mest akutte.

Sygeplejerskerne skulle lære at reagere mere selvstændigt:

"Vi lavede f.eks. en helt basic undervisning i, hvad kan du se på et EKG. De var lykkelige over, at de nu kunne hive den der strimmel af, gå hen til en læge og sige: ”Jeg tror, der er noget, du skal regere på.”

Etiopiske fletninger

Det viste sig, at Tine også havde noget at lære:

"Hvis jeg spurgte til en jobsamtale: ”Hvorfor blev du sygeplejerske?” så sagde de, at det er et kald: ”Jeg skal elske patienten, som var det min bror, min mor eller min søster.” ...I starten blev jeg provokeret, jeg kunne sige: ”Jeg har en søster, en mor og en bror. Jeg har brug for en sygeplejerske.” Så blev de forvirrede. Jeg kom selv fra noget, der er evidens- og forskningsbaseret", fortæller hun og fortsætter:

"De brugte rigtig meget tid med patienterne. De så det ikke bare som at passe den indlagte, de så det som om, at vi skal rumme hele patienten. Måske laver de etiopiske fletninger, drikker kaffe med hende, fordi hun har brug for nærvær, eller brug for at grine".

Det lyder da ideelt?

"Ja, men det tror jeg ikke, man kan gøre ...her".

Tine ryster på hovedet, bemærker, at normeringerne i Danmark ikke er til at sygeplejersker laver fletninger på deres patienter.

Du var der i fem år. Hvad efterlod du, da I tog hjem?

"Jeg efterlod mit hjerte. Jeg har altid været lidt flyvsk –  gået og tænkt: ”Jamen, jeg kunne også være blevet frisør. Ej, jeg kunne også være blevet tv-vært. Ej, jeg kunne også være blevet sådan en, der solgte rejser, fordi så gjorde man folk glade.”  I de år, jeg var på Nordic, tænkte jeg aldrig andet end, at det er her jeg skal være.

Udenfor på Oluf Palmes Allé er der gult, gråt og blæsende.

Er der noget fra dengang, som du savner i dag?

"Jeg savner menneskerne, jeg savner kulturen. Jeg savner tilgangen til, at vores relation altid er den vigtigste. Det vigtigste er det menneske, jeg har overfor mig. Jeg fik slået fast for mig selv, at sygeplejen virkelig, virkelig var vigtig for mig."

Lederen

Spurgte du nogensinde Kjell Magne om, hvorfor han så en leder i dig?

"Det gjorde jeg, da jeg tog fra Etiopien i 2018. Han svarede ”Det var da meningen hele tiden.” Det har jeg bare aldrig helt forstået."

Kjell Magne så måske noget, som Tine også selv med tiden fik øje på: Hun har viljen og evnen til at være leder.

Etiopien gav hende en måde at være leder på:

"Det, der er vigtigt for mig, og har været vigtigt for mig siden, er relationen til mine medarbejdere. Det er vigtigt, at jeg kan mærke, når ting bliver svære, uanset hvor travlt jeg har. Når jeg kan mærke, at nu er jeg ikke nok derinde, hvor opkaldene bliver taget, så lader jeg min mailboks vokse, lader referater ligge, og går ind og sætter mig i vagtcentralen. Jeg bliver mindet om, at vi redder menneskers liv herinde hver eneste dag."

Tine holder en pause og tænker sig om:

"Hvis jeg skal være en god leder, skal jeg have lyst til at indgå i et samarbejde med dem. Høre på, hvad der betyder noget for dem, så jeg kan understøtte dem. Jeg tror, at de yder mest, hvis de faktisk føler sig set. Det handler ikke om, at jeg er synlig, at de kan se mig. Det handler om, at jeg ser dem.

Dine medarbejdere er i et mentalt højrisikojob?

"Ja, det er de. De sidder i første linje til de værste ting, man kan forestille sig. Grimme trafikuheld. Børn, mennesker, der dør på meget traumatisk vis. De gør deres ypperste. Og de tager opkald efter opkald efter opkald."

Den omsorg, du har for dine medarbejdere, kan du sammenligne den med den omsorg, som dine sygeplejerske i Etiopien havde for deres patienter?

"Det håber jeg. Jeg håber virkelig, at de oplever, at jeg vil dem, at jeg er der for dem."

Du fletter deres hår?

"Nej, det gør jeg ikke. Men jeg bruger meget tid på at prøve at forstå, hvem de er. Jeg spørger ind til deres familie. Jeg følger med, hvis nogen har problemer på hjemmefronten. Hvis moren er indlagt, eller barnet har en  svær episode, så prøver jeg at tænke: Det her, det er vigtigt, fordi det er jo deres liv. Det med oprigtigt at interessere mig for de mennesker, jeg arbejder med og skal være i relation til, ...det kommer helt sikkert fra Etiopien. For sådan havde jeg det ikke før, da jeg var sygeplejerske i Danmark."

Fandt du dit kald i Etiopien?

"Ja, jeg fandt mit kald."