FRA OVERSYGEPLEJERSKE TIL SYGEPLEJERSKE: JEG SAVNER IKKE ANSVARET
Efter en halv snes år som leder og i koordinatorfunktioner besluttede 47-årige Karina Lokjær Jensen, at hun ikke længere ville være leder. For selvom hun altid har elsket at være med til at udvikle mennesker og organisationer, har det også en bagside at være leder. I dag er hun almen sygeplejerske og føler sig lettet over sit karriereskift.
LEDELSESMAGASIN FORKANT - FOKUS
Tekst: Journalist Heidi Nielsen, forkant@dsr.dk
“Jeg er blevet forelsket i sygeplejen igen. Det er nok den følelse, der fylder mest”.
Sådan siger 47-årige Karina Lokjær Jensen, der har valgt at skifte lederrollen ud med et job som almen sygeplejerske i Aarhus Kommune.
“Det blev tydeligt for mig, hvor meget energi mit lederjob havde krævet, og hvor meget jeg havde skruet ned for alt det derhjemme for at være leder,” uddyber Karina Lokjær Jensen, der er mor til to på henholdsvis 13 og 4 år.
Hun erkender dog, at hun en gang imellem savner at være leder.
“Det med at have alle informationer og vide, hvad der kommer som det næste. At mærke pulsen og følelsen af at være på forkant,” siger Karina Lokjær Jensen.
Alligevel beskriver hun det også som “et klarsyn” at have forladt lederjobbet.
“Jeg elsker at være ude blandt borgerne igen, og jeg savner ikke ansvaret. Det gør jeg virkelig ikke,” siger hun.
Fordele og ulemper
Karina Lokjær Jensen nåede at være oversygeplejerske i otte år på afdelingen for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
Før det havde hun i 3-4 år haft flere koordinatorroller med ansvar for fx vagtplanlægning, sygefraværssamtaler og daglig drift uden at være egentlig leder.
“Det sjove ved at være leder var udviklingsopgaverne, at have fingeren på pulsen og få tingene til at glide. Jeg kunne også rigtig godt lide at hjælpe unge sygeplejersker med at udvikle sig og se dem vokse med opgaven. Eller at være med til at implementere nye tiltag,” siger hun.
Der var dog også mindre gode sider ved lederjobbet, som for eksempel arbejdstiderne, eller når hun var nødt til at stille større krav, end personalet var klar til.
“Det gjorde jeg for eksempel under corona, hvor de ansatte måtte løse opgaver, de ikke var trygge ved eller havde kompetencerne til. Det gjorde mig presset på min ordentlighed,” siger Karina Lokjær Jensen.
Det sjove ved at være leder var udviklingsopgaverne, at have fingeren på pulsen og få tingene til at glide.
Karina Lokjær Jensen vil ikke afvise, at hun engang vil sige ja til lederrollen igen.
Sygemelding
For tre år siden blev hun sygemeldt med stress i nogle måneder. På grund af nogle organisationsændringer var hun gået fra at være oversygeplejerske på et lille sengeafsnit med seks medarbejdere til at have 33 medarbejdere under sig.
“Opgaverne var for mange, og jeg skulle løbe for stærkt. Så min ordentlighed fældede mig. Jeg kunne ikke løse opgaverne, som jeg gerne ville,” husker hun tilbage.
Karina Lokjær Jensen kom tilbage efter sin stresssygemelding i et år, men hun kom aldrig tilbage på toppen igen, som hun selv formulerer det. Derfor tog hun beslutningen om at skifte spor i karrieren. Det var en lettelse:
“Jeg nåede i nogle måneder at komme tilbage som den leder, jeg var tidligere. Det var egentlig det, der gjorde, at jeg fik roen til at sige, at det skulle jeg ikke mere,” siger hun.
I dag er Karina Lokjær Jensen ansat i Sundhedsenhed Brabrand i Aarhus Kommune. Her er hun med til at modtage nye borgere i forløb på 8-12 uger med fokus på rehabilitering og afklaring af behov for hjælp.
“Jeg er blevet en del af en kollegagruppe og et fællesskab. Det havde jeg ikke på samme måde, da jeg var leder. Det nyder jeg,” siger hun.
Nye lederdrømme?
Hun synes ikke, det har været svært at give afkald på at være leder:
“Det havde nok været sværere, hvis jeg var blevet i regionen, men fordi det er en ny type organisation i kommunen, så på den måde har det været nemmere at give slip. Det har givet mig frihed til at dedikere mig sygeplejen”.
På spørgsmålet om, hvorvidt lederdrømmene helt er lagt i graven, svarer Karina Lokjær Jensen tvetydigt:
”Man skal aldrig sige aldrig. Lige nu er jeg blevet spurgt, om jeg vil være faglig nøgleperson i enheden, og det har jeg sagt ja til. Jeg kommer til at understøtte implementering af nye tiltag og kompetenceudvikling af kolleger. Vi ved stadig ikke helt, hvad funktionen skal indeholde. Men der er da noget leder, de vågner lidt i mig,” siger hun og fortsætter:
”Jeg ved ikke endnu, hvad jeg synes om det. Jeg kan godt lide at være sygeplejerske og kollega, og det har jeg på ingen måde lyst til at give køb på. Og jeg er helt vild med den energi, jeg har derhjemme nu,” siger hun.