Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Bliver det nye år helt anderledes? …Ja, måske!

Årets hilsen til dig fra os i Lederforeningen!

vinter24

Hilsen til dig fra Marie Rosbjerg og Irene Hesselberg 

Det er altid en lidt underlig følelse, når man skal kigge tilbage på et år. For fik vi egentlig udrettet de ting, som vi satte os som mål…?

Og var der positive overraskelser, som vi slet ikke havde set komme. Men som endte med at definere året og gøre det til et af de helt særlige?

Måske er det i virkeligheden lidt unødvendigt at vende sig om og kigge tilbage… Måske ville vi ende med at udrette endnu mere, hvis vi bare nøjedes med at kigge frem og vælge den rigtige vej i nuet…

Sådan er virkeligheden naturligvis ikke. Vi ved som ledere, at der er sund idé i også at turde evaluere. Ikke nødvendigvis fortryde - men alligevel reflektere og lave små fine justeringer.

Bare rolig. Vi er ikke på vej til at evaluere et helt år. Men tillad os alligevel at udpege et par af årets begivenheder.

2023 bød blandt andet på flere store undersøgelser. Lønstrukturkomiteen og robusthedskommissionen ville under normale omstændigheder hver især kunne ende med store aftryk og forandringer.

Lønstrukturkomiteen skulle ændre på den ulige løn, som desværre har præget vores offentlige arbejdsmarked alt for længe.

Men knapt var komiteen færdig med sit arbejde, førend at robusthedskommissionen tog opmærksomheden.

For vores sundhedsområdet har været og er stadigvæk presset af både mangel på kvalificeret arbejdskraft og desværre også stadigvæk alt for mange og lange ventelister på behandling.

Efteråret endte derfor med en trepartsaftale, der i forhold til sundhedsområdet fik fokus på at forsøge at vende udviklingen på hospitalerne. I første omgang med ekstra penge til basis. Men dermed også et andet afsæt, når der snart skal forhandles nye overenskomster for hele sundhedsområdet.

For os som ledere bliver 2024 og OK24 derfor noget mere interessant.

2024 bliver forhåbentlig et år, hvor der for alvor bliver fokus på ledernes vilkår, når vi skal forhandle de nye overenskomster.

Der er masser af gode grunde til, at arbejdsgiverne bør anerkende ledernes arbejdsindsats. En indsats uden højeste arbejdstid i en presset hverdag – hvor vi skal lykkes med at skabe sundhed og ledelse med nærvær og arbejdsglæde. Det er i sandhed en stor ledelsesopgave – og som vi rent faktisk lykkes med. Det bør da anerkendes!

2024 bliver også et spændende år, fordi sundhedsstrukturkommissionen fremlægger sine bud på, hvordan hele sundhedsindsatsen skal indrettes i fremtiden.

Det er sjældent, at den slags anbefalinger betyder, at man vender virkeligheden på hovedet. Men mon ikke, at politikerne alligevel har anerkendt, at der denne gang er brug for lidt ny vind … medvind på cykelstierne?

2023 betød i øvrigt også, at vores faglige fællesskab tog nye skridt.
Virtuelle faglige arrangementer, nyt digitalt ledelsesmagasin. Den udvikling fortsætter vi. Glæd dig til et år i Lederforeningen, hvor vi sætter nyt fokus på, hvordan vi kan vande vores egen karriere. Hvordan vil du mærke allerede om få uger.

Forhåbentlig har du også sat kryds i kalenderen for at deltage i vores ledelseskonference INSPIRATOR i april. Den oplevelse bør alle faktisk unde sig selv. Vi tror helt enkelt på, at vi bliver endnu bedre ledere ved også at få mulighed for at lade os inspirere … af hinanden og af spændende oplægsholdere, der kan sætte ord og perspektiv på det at være leder.

Og det er der da brug for. Vores styrke i det faglige fællesskab er netop, at vi kan vende hverdagen med hinanden.
Med det nye udvidede virksomhedsområde for sygeplejersker, som træder i kraft samtidig med det nye år, er der også lagt trædesten til, at selve vores fag, sygeplejefaget, får mere opmærksomhed og anerkendelse.

Så 2024 bliver spændende. Vi skal sammen sætte fokus på vores vilkår som ledere frem mod OK24. Og vi skal mødes og sammen inspireres ved INSPIRATOR i april og alle de andre gange, hvor netværket og fællesskabet giver så god mening.

Tak for året! Vi glæder os til at dele det kommende år med dig.
Du ønskes et godt og spændende nyt år, 2024!

Varme hilsner
fra os i Lederforeningen

Marie Rosbjerg og Irene Hesselberg
Næstforkvinde / forkvinde i Lederforeningen

kort2024