Boganmeldelse:
Ærlig snak, tak
Forfatterne til denne måneds bog, professor og forskningsleder, peger på store problemer i den måde, samtalerne foregår på arbejdspladser. Eller ikke foregår! Ledelsesmagasinet Forkants Tom Ekeroth har læst bogen "Sig det Højt" ... og anbefaler bogen. Læs her hvorfor.
Ledelsesbøger og podcasts anmeldes af journalist og tidligere chefredaktør Tom Ekeroth
Denne måneds bog:
Megan Reitz og John Higgins: Sig det højt. 192 sider. 336.25 kr. Dafolo.
Af Tom Ekeroth
Jeg havde lidt forbehold over for denne bog: Det aktiverer min skepsis, når man præsenterer en bestemt model som løsningen på det problem, bogen opstiller. Men så alligevel, for de to engelske forfattere, professor og forskningsleder, peger på store problemer i den måde, samtalerne foregår på arbejdspladsen. Eller ikke foregår: ”Tavshed er den udeblevne stemme i en samtale”, som forfatterne smukt og provokerende formulerer det.
Vi lærer reglerne i vores sociale gruppe at kende, hvad vi skal sige og hvad vi ikke skal. Hvem der må mene noget, og hvis mening, der ikke tæller. Og imens vokser elefanterne i rummet, så man på nogle arbejdspladser nærmest kan høre det, fordi vi slavisk følger det uudtalte ”sådan gør vi her”. For en arbejdsplads handler også om andet end arbejde. Det er et sted vi skal passe ind og blive anerkendt som en, der hører til.
Bogen går praktisk til værks, og her er TRUTH-modellen helt central:
- Hvor meget stoler du på værdien af din og andres mening? – Trust
- Hvilke risici er der, når du eller andre taler højt? – Risks
- Forstår du politikken om, hvem der siger hvad og hvorfor? - Understand
- Er du opmærksom på titler og mærkater, vi sætter på hinanden, og hvordan de former det, der bliver sagt og hørt? – Titles
- Ved du hvordan du vælger de rette ord på det rette tidspunkt, på det rette sted og til den rette person? – How
Hvis du kan se bort fra det lettere angelsaksiske præg – navne, nogle sammenligninger og arbejdspladsbeskrivelser, kan du læse den med glæde og genkendelse. Og dens beskrivelser kunne såmænd godt være hentet på en offentlig arbejdsplads, hvor tavshedens lov hersker. Ikke din, men måske en i nærheden. Et godt træk ved ”Sig det højt” er i øvrigt, at den også kigger på hvad der sker i fremtiden med vores nye kollega Chat GBT.
Det kan du bruge bogen til:
En indsigtsfuld analyse af samtale, magt, frygt og muligheder for at komme den sidste til livs ved at fremme ærlig snak.
Læs et udsnit af bogen HER!