Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

SYV SKARPE SPØRGSMÅL OM LEDELSE

Chefsygeplejerske Eva Hansen Lüders har altid vidst, at hun ville gå ledelsesvejen og har brugt sin karriere på at specialisere sig i ledelse. Ledelsesmagasinet FORKANT stiller syv skarpe spørgsmål om ledelse til Eva Hansen Lüders.

1 Har du haft en karriereplan?

Noget har været direkte planlagt, og andet har været intuition og at være på det rette sted på det rette tidspunkt. Før jeg besluttede mig for at læse til sygeplejerske, var jeg overbevist om, at jeg skulle læse en kandidat i erhvervsøkonomi og strategi, organisation og ledelse, da jeg var optaget af mennesker og organisationer.

Efter det første år fandt jeg ud af, at jeg savnede noget mere konkret at hæfte arbejdet op på og skiftede til sygeplejerstudiet. Så var grundstenene lagt for de næste skridt og begyndte at dygtiggøre mig inden for vejledning og undervisning af sygeplejestuderende, fordi jeg interesserer mig for mennesker, hvad vi motiveres af og vokser i vores fag.

Herefter lagde jeg en plan blandt andet sammen med min nærmeste leder om at arbejde hen imod at få en klinisk koordinatorstilling, og senere søgte og fik jeg en stilling som afdelingssygeplejerske inden for mit eget speciale.

Efter 12 år søgte jeg ud i en kommune som chef for at blive klogere på sundhedsvæsenet som helhed og udvikle mig bredt som leder.

Efter tre år søgte jeg en stilling som chefsygeplejerske på Kirurgisk fællesafdeling i Randers, hvor opgaven var at få etableret et fællesskab for meget forskellige specialer og afsnit.

Nu arbejder jeg som chefsygeplejerske i hjertesygdomme og har dermed beskæftiget mig med kirurgiske specialer samt plejehjem, hjemmepleje og hjemmesygepleje og nu også et medicinsk speciale.

2 Hvad har været afgørende for din karriere?

Jeg har været opsøgende i forhold til muligheder. Turde at kaste mig selv lidt ud på, hvad der umiddelbart så ud som om var på dybt vand, men samtidigt stole på mine kompetencer. Samtidigt har det været afgørende for mig at bruge sparring og aktivt bruge mit netværk. Jeg har også sat mig nogle mål i forhold til opgaver, job og uddannelse og arbejdet målrettet efter dem.

3 Hvad er dit bedste råd til dem, der vil gøre lederkarriere?

Søg sparring. For sygeplejersker og oversygeplejersker er det en rigtig god ide at tale med sin nærmeste leder om de karrieredrømme, man har. Vær tydelig på, hvad det er, du brænder for, så er det lettere som leder at kunne være med til at understøtte en vej, hvor drømmen bliver mulig.

4 Hvad skal der til for at flere gør lederkarriere?

Som leder arbejder jeg forpligtende med at sikre, at der etableres karrierevej for dem, som ønsker det. Jeg er forpligtet til at spotte ledertalenter og sikre, at vi etabler øvebaner, så det er muligt at øve sig. Jeg er særligt optaget af at spotte talenter, hvor jeg kan se, at de kan bidrage aktivt ind i ledelsen af sundhedsvæsenet i fremtiden og de lederkompetencer, det kalder på.

5 Har andre ledere hjulpet dig i din karriere?

Jeg har i hele min karriere mødt forskellige ledere, der har inspireret mig og hjulpet mig med at bane vejen. Jeg har selv søgt sparring og har kun mødt stor imødekommenhed i forhold til muligheder for at dygtiggøre mig gennem uddannelse og opgaver.

6 Hvilke ledere inspirerer dig?

Jeg har ikke et særligt ledelsesidol, men jeg ser særligt op til ledere, der er i stand til at indgyde tillid og tryghed, og hvor jeg tydeligt kan mærke en autensitet.

7 Hvad har været din største udfordring som leder?

At jeg som leder nogle gange bliver sat i bås og tillagt intentioner, jeg ikke har. Det tænker jeg ofte, ledere bliver "udsat" for.