Lang læretid rustede Anne Koch til ledelse

LEDELSESMAGASINET FORKANT - INTERVIEW
Af Helle Jung, journalist, info@jungkommunikation.dk
Fotos: Carsten Ingemann, carsteningemann@icloud.com

10 års tilløb, gode forbilleder og et bagland, der lige skulle blive helt klar, var, hvad der skulle til, før Anne Koch slog til og for alvor fulgte sin mangeårige overvejelser om at blive leder.

”Men det er en tilfældighed, at det bliver lige nu - at jeg lige blev inviteret på en kop kaffe i min kommende afdeling, og at jeg søgte den ledige stilling, som jeg ærlig talt ikke havde regnet med at få. Det er faktisk den første stilling jeg søger, siden jeg blev uddannet,” fortæller Anne Koch, der 1. oktober skifter fra specialeansvarlig sygeplejerske og driftskoordinator på Aarhus Universitetshospitals traumecenter til oversygepleje på hospitalets afdeling for infektionssygdomme.

”Jeg glæder mig til at komme i gang og prøve mig selv af i et lederjob, men det er med ambivalente følelser, at jeg forlader den afdeling, jeg fagligt nærmest er født og opvokset på. Jeg forlader noget, jeg føler mig god til og tryg i, og jeg kommer med garanti til at savne kollegerne. Så det er en stor beslutning.”

Tilløb som højre hånd

Anne Koch har i en årrække været specialeansvarlig og stået for blandt andet supervisionen af traumecentrets mest erfarne sygeplejersker. Varetagelsen af uddelegerede lederopgaver begyndte endnu længere tilbage, da hun som klinisk vejleder var vagtplanlægger for afdelingens sygeplejerskestuderende, og de seneste 10 år har hun som driftskoordinator lagt vagtplaner for 100 sygeplejersker. Dertil kom opgaver som lønføring, sygdom og sygdomsdækning.

”Jeg har altid været optaget af, at tingene skulle gå op, og min leder må have set et talent hos mig, for vi har løbende talt om, hvilken retning mit sygeplejerskeliv skulle tage. Hun har hele tiden ment, at det skulle være inden for ledelse, så jeg har faktisk aldrig været i tvivl om, at jeg før eller siden skulle være leder.”

Både supervision og vagtplanlægning har betydet, at Anne Koch undervejs har lært hver enkelt sygeplejerske rimelig godt at kende og fået øje for den enkeltes styrker og talenter.

”Jeg har som en slags højre hånd været tæt knyttet til min leder, der har været god til at involvere mig i ledelsesopgaverne og klæde mig på til de knap så sjove opgaver og dilemmaer, som ledere også har. Hun har altid sparret med mig og taget mig med på råd, og på den måde er jeg blevet fortrolig med tankegangen. Samtidig har jeg haft den sikkerhed, at hvis jeg vitterligt ikke kunne løse en sag eller få en plan til at gå op, kunne jeg gå tilbage til min leder, fordi hun i sidste ende har ansvaret og det sidste ord. Dét kan jeg ikke i mit nye job.”

Undervejs er Anne Koch blevet fagligt rustet gennem lederuddannelse, først afklaringsforløbet Apollo i 2016 og siden lederudviklingsprogrammet Explorer, som hun afsluttede i år, begge dele hos Region Midtjylland.

”Det seneste forløb gav mig samtidig et netværk af ledende sygeplejersker og læger. Min studiegruppe mødes stadig fire gange årligt og bruger hinanden til gensidig inspiration og sparring. Også her er udbyttet indsigten i ledelsestankegangen.”

Medarbejderindflydelse og introforløb

Den nyslåede oversygeplejerske erkender, at timingen for hendes jobskifte og avancement kunne have været bedre, efter at hun især i de senere år i samarbejde med ledelsen har arbejdet for tiltrækning og fastholdelse af afdelingens medarbejdere. Anne Koch har som driftskoordinator nemlig en stor del af æren for, at AUH’s traumecenter er gået fra at være en afdeling, der styrtblødte medarbejdere, til i dag både at kunne rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere og holde på dem.

Personaleafgangen begyndte for alvor med covid-pandemiens indtog i 2020, der pålagde traumecenteret mange nye opgaver, øgede arbejdspresset og dermed pressede vagtplanen til stykke ud over det yderste. En situation, der hurtigt blev forværret i takt med, at både nye og erfarne medarbejdere søgte væk. Da det stod værst til, havde traumecentret mistet 40 erfarne sygeplejersker og stod med en del ubesatte stillinger. Det betød, at den gennemsnitlige arbejdsuge for nogle af de tilbageværende sygeplejersker ind imellem nåede op på over 50 timer, lige som sommerferier måtte rykkes eller afkortes.

Det stod klart, at skulle den negative udvikling brydes, måtte der helt nye metoder til.

”Både ledelsen, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, de oplæringsansvarlige og jeg måtte tænke kreativt. Hvor vi tidligere udelukkende havde ansat sygeplejersker med erfaring, måtte vi nu sande, at det var nyuddannede vi kunne få. Så introduktionsprogrammet måtte nytænkes og lægges om. Derfor er der nu dagligt afsat en erfaren sygeplejerske til at sikre de ofte helt nyuddannede, nye kolleger faglig back up.”

Dertil blev der lagt en ny strategi for vagtplanlægningen, der indbød medarbejderne til at komme med vagtønsker og på den måde få indflydelse på planlægningen. Det betød betydeligt mere arbejde til koordinatoren, men til gengæld også et forbedret arbejdsmiljø og øget medarbejdertilfredshed, så personaleafgangen kom ned på et normalt niveau. Og endelig er der, ikke mindst for at komme de nye unge medarbejdere i møde, blevet indført ret til orlov.

I dag ligger afdelingens normering nok fire-fem medarbejdere for højt, men vagtplanen går op og levner samtidig plads til en langt bedre balance mellem arbejds- og privatliv. En time out fra det faste lørdagstillæg får økonomisk kabalen til at gå op.

”Det kom alt sammen i stand ved at sparre med ledere, medarbejdere og tillidsrepræsentant, der alle blev inviteret til at komme med bud på, hvad der kunne aflaste vagtplanen og forbedre arbejdsmiljøet. Det var svært at være i, mens det var værst, men alle udviste stor forståelse for, hvorfor situationen var opstået, og for at den måtte løses,” siger Anne Koch.

Tager dialogen med sig

De gode erfaringer med konstruktiv dialog alle involverede parter imellem, der banede vejen for aftaler, der kunne rette op på en uholdbar situation, er noget af det, Anne Koch tager med sig fra traumecentret til afdelingen for infektionssygdomme.

”God ledelse er for mig langt hen ad vejen at gå i dialog med medarbejderne, så vi sammen kan finde løsninger. Og jeg vil bestemt tage medarbejderindflydelse på vagtplanlægningen med i mit nye job for at se, om det ikke også kan fungere der. Før i tiden kunne man intet planlægge, før man kendte sin vagtplan, men jeg tror ikke, at vi kommer uden om en større fleksibilitet over for de nye, unge medarbejdere. Vil vi have et sundhedsvæsen, der hænger sammen, skal livet også hænge sammen for dem, der skal levere det.”

Anne Koch drømmer for sit eget vedkommende om at blive respekteret og vellidt leder, som medarbejderne er trygge ved - også, når der ind imellem skal træffes svære eller upopulære beslutninger.

”Så må jeg som leder argumentere for mine beslutninger og de vilkår, de er taget under. Jeg tror på en grundlæggende ordentlighed, hvor man er upartisk og kan se begge sider af en sag. Selvfølgelig er der altid nogle, man svinger bedre med end andre, men man skal kunne tale tingene ordentligt igennem med alle, undgå forskelsbehandling og ville samtlige medarbejdere det bedste. Lever jeg op til det, håber jeg, at mine medarbejdere vil synes, at jeg leder dem godt på vej.”

Det eneste, den kommende oversygeplejerske kan være lidt ængstelig for, er at blive ensom i sin nye funktion, nu hun ikke længere kommer med til medarbejdernes julefrokoster og sammenkomster. Og om det fortsat vil være muligt at kunne rekruttere tilstrækkeligt mange sygeplejersker.

”Det sidste kan løses ved at udvise organisatorisk mod og ansætte andre faggrupper, for eksempel sosu-assistenter som under covid-pandemien, og så omfordele ansvar og opgaver efter de fagligheder, som er til rådighed.”

Det handler også om mod, når Anne Koch skal give råd til andre sygeplejersker med en mulig leder i maven.

”Man skal hoppe ud i det. Og bede sin leder om at få opgaver med ledelsesindhold, så man kan prøve sig selv af. Spørg, om du må løbe med den her, hvis du ser en lederopgave, du godt tænke dig. Man skal være opsøgende. Jeg tog selv tilløb i mange år, men jeg fortryder ikke, at jeg først tager springet nu, for jeg har jo stadig vildt mange år tilbage på arbejdsmarkedet,” griner hun.

”Nu glæder jeg mig bare. Men jeg har også stor respekt for den opgave, der venter.”