Månedens bog om ledelse:
IKKE KUN ÉT ARBEJDSLIV - FLYDENDE FASER I ARBEJDSLIVET
Arbejdslivet går fra at være en treretters menu til fremover at blive mere som en en buffet: Ikke kun ét arbejdsliv - flydende faser i arbejdslivet. Ledelsesmagasinet FORKANTS boganmelder kigger nærmere på bogen, der ser på arbejdslivet som en menu. Læs om bogen og hvad vores anmelder synes.
Denne måneds bog om ledelse:
Ikke kun ét arbejdsliv - flydende faser i arbejdslivet
Forfattere:
Lis Petersson og Betina Liliendal
348 sider. 199,00 kr. - Forlaget Alderbedst.
Af journalist Tom Ekeroth
Arbejdslivet er blevet en buffet...
For et par dage siden så jeg et opslag på Facebook fra en journalist, som var praktikant, dengang jeg var bladchef.
Han havde besluttet sig til at droppe sit faste job for at begynde på sygeplejerskeuddannelsen.
Et fint signal om hvor meget arbejdslivet har ændret.
Den tid hvor man gik ind af en port, og blev der, til man var 67. Og gik ud med gulduret til nogle år på pension, er for alvor forbi. Arbejdslivet bliver i stadig mindre grad lineært.
Om man nu synes det er trist eller fedt, så har de to rådgivere Lis Peterson og Betina Lilliedal skrevet en spændende og klog bog om den meget nære fremtid, hvor arbejdslivet går fra at være en treretters menu til en buffet: Ikke kun ét arbejdsliv - flydende faser i arbejdslivet.
De to forfatter opererer med syv faser: læring, familie, start, pauser, sporskifte, genstart, afslutning.
De syv faser er alle indgående beskrevet kombineret med gode tabeller og autentiske cases. Det hele med stor energi.
Efter de syv faser kommer der tre ekstra kapitler. Ét der handler ”andre situationer, der påvirker arbejdslivet” og et par afrundende kapitler om arbejdslivet 2025 og endelig ”Eftertanker”.
De andre situationer er fx ”neurodivergens”, ”konvertering til anden tro” og ”ændring af køn”. Det er nogle, som jeg som chef har aldrig har skullet tage stilling til. Men lige som det er meget godt at have en manual, der fortæller, hvorfor en lampe uventet lyser rødt, så er det også fint, at forfatterne har taget højde for os.
Og i øvrigt gør det med humor og optimisme bogen igennem.
Arbejdslivet går fra at være en treretters menu til en buffet Tidligere fik man først desserten, når man allerede var mæt. Og så smagte den ikke så intenst. Nu kan man tage en lille bid dessert mellem retterne – måske som en længere pause eller rejse, hvor man lader op til næste fase i sit arbejdsliv. Eller man kan blive inspireret til at spise desserten først – hvilket svarer til at bruge sin opsparing til pauser På buffeten kan man vælge og vrage, og på den måde opstår der også nye retter. Man kan prøve lidt forskelligt – måske også nye smagssammensætninger, som man ikke tidligere kendte. For eksempel kan man nu få en ekstra indtægt ved at leje sin bil ud på GoMore eller sit hjem på Airbnb, samtidig med at man har et almindeligt job.
Citat fra ”Ikke kun ét arbejdsliv”.Det kan du bruge bogen til:
Den hjælper dig til rettidig omhu både som leder og i dit eget arbejdsliv. Prøv at diskutere den med nogen af dine kolleger.
Om forfatterne...
Lis Peterson, etlivefter60.dk (øverst) er specialist i seniorpolitik og organisatorisk forandringer med 25 års erfaringer som selvstændig rådgiver med speciale i livsfaser og og aldersdiversitet på arbejdspladsen.
Hun har podcasten Alderbedst, hvor hun udfordrer myter om seniorer på arbejdsmarkedet.
Betina Liliendal, Human Capital Management, er forfatter til bogen ”Okay boomer -Genyz er din nye chef” (tidligere anmeldt i Forkant).
Hun er medproducent på Podcasten Alderbedst. Hun er oprindelig sygeplejerske, har taget en MBA og haft lederroller i både hjemmeplejen og medicinalindustrien.