Fra studerende til leder
OM AT BÆRE HÅBET ... I PSYKIATRIEN

LEDELSESMAGASIN FORKANT - Reportage
Tekst og fotos: Simon Jeppesen, fotojournalist, forkant@dsr.dk

Ledelsesmagasinet FORKANT er taget på reportage. Vi har fået et "tip" om et sted, hvor der grines på arbejdet. Og hvor chefen selv startede som studerende. Der er formentlig andre steder som dette. Men i dag besøger vi en arbejdsplads i psykiatrien i Aarhus.

„Jeg har verdens korteste CV,“ siger Maja Skau.

Det kunne se ud sådan her:
”2008 – nu: Psykiatrisk Hospital, Aarhus.”

Man kunne måske tilføje, at i de 17 år er hun gået fra at være her som studerende til at være leder for hele afdelingen for depression og angst, hvor hun i dag har det faglige ansvar sammen med cheflægen.

Jeg møder på hendes kontor på tredje sal. Det ligner andre kontorer til forveksling.

Jeg havde vist forventet mere. For hendes assistent Aya tog imod mig i ”Det Lyserøde,” Også kaldet ”Barbie World,” 

Stueetagen af afdelingen er meget gennemført. Farvesat i lyserøde nuancer af Tal R. Og med kunst på væggene lavet af brugere af psykiatrien, udlånt fra Museum Ovataci. 

Indretningsvalget og farverne har affødt mange reaktioner.

Jeg tænkte først, at farven måske var vandret videre op i bygningen. Men nej, kontoret ligner andre kontorer.

Så vi går nedenunder igen og sætter os blandt farver og kunst.

Rædsel

„Jeg var rædselsslagen,“ fortæller Maja om sit første møde med psykiatrisk hospital, Risskov:

„Det er svært at forstå sygeplejen her, når man er helt ny og ikke kender psykiatrien. Alle de andre steder, jeg havde været, var det meget instrumentelt. “

Hvad er det, der er svært at forstå?, spørger jeg Maja.

„Noget af det helt særlige er, at det i høj grad handler om kommunikation, om samtaler og om at opbygge relationer til patienter. Det viste sig, at det blev jeg rigtig, rigtig glad for,“ fortæller chefsygeplejersken, og viser så rundt på arbejdspladsen.

Maja var så glad, at hun blev fastansat, da hun var færdiguddannet i 2010.

Hvorfor blev du glad for det?

„Der var en helt anden grad af nærvær. Man kommer langt med kommunikation, hvis man sætter sig ned og lytter til patienterne. Det var nogle historier, jeg ikke havde været vant til at høre tidligere – livshistorier, skæbner. Vi fik lov til at gøre en forskel på en anden måde, end jeg havde prøvet før."

"Dengang arbejdede jeg meget med psykosepatienter; hvordan de var blevet ramt af sygdommen, og hvad det betød for deres liv. Hvordan de havde det med behandlingen og den medicinske tilgang og det at være indlagt."

"Det gjorde et stort indtryk på mig, at jeg blev et holdepunkt for patienterne, når det var allersværest. Det syntes jeg var enormt givende.
Også meget hårdt, fordi man giver meget af sig selv i de relationer. Man bærer meget tristhed og frygtelige livsomstændigheder.“

Det er det, der slider?

„Det er slidsomt. Det er også det, der slider folk op.“

Hvorfor slider det ikke dig op?

„Det har været mere givende, end det har været slidsomt. Og derfor tror jeg, at jeg kan holde til det. Det handler om at se, hvor kort en periode vi er en del af patienternes liv. En 14-dages indlæggelse er ikke meget i et helt liv. Og dem, vi ikke ser igen, det plejer at være, fordi de har fået det godt, og det skal man huske. Det er jo en kliche, men man ikke skal tage sit arbejde med hjem. Der er simpelthen for mange voldsomme historier og oplevelser i de patienters liv. Og så er jeg jo også heldig, at jeg har været et sted, hvor jeg har fået lov til at udvikle mig i de 17 år.“

Og så bærer de ansatte andet end tristhed og frygtelige livsomstændigheder, forklarer chefsygeplejersken.

„Det har altid været helt afgørende for mig, at være den, der bærer håbet. For der er mange af dem, der bliver indlagt, som ikke har det selv.“

Den gode historie

Vi hører ofte dårlige historier fra psykiatrien. Typisk om mennesker, der handler voldeligt i det offentlige rum, og personale der bliver slidt ned.
Maja fortalte mig allerede inden interviewet, at det er vigtigt for hende også at fortælle ”den gode historie.”

Hvad er den gode historie som, du gerne vil fortælle?, spørger jeg derfor.

„Den gode historie er, at vi møder en fantastisk masse dejlige mennesker. Det er rigtigt, der er farlige patienter. Men langt de fleste er ligesom du og jeg. Vi kan alle sammen blive ramt af psykisk sygdom, og den gode historie er, at vi kan hjælpe langt de fleste," svarer hun, og tilføjer:

"Jeg har patienter, der stadigvæk vil give mig en krammer nede i gågaden, selvom vi har været igennem helt vildt mange svære ting under indlæggelsen. Fordi jeg har gjort en forskel.”

Et eksempel på en svær ting kunne være dødstruslerne.

"Det handler jo ikke om mig som Maja. Jeg er ansigtet på et system, og hvis nogle er rigtigt syge, hvor skal de ellers aflevere det? Hvis ikke man kan distancere sig fra det, eller forstå, at det ikke er mig som person, så tror jeg ikke, man overlever i det.“

Maja fortæller om en mail fra en tidligere patient, der roste afdelingen i høje toner.

Den mail kunne jeg godt tænke mig at citere, forklarer jeg hende.

„Ja, men jeg må ikke vise dig den, det er for personfølsomt.“

Så dén gode historie kan jeg ikke fortælle videre.

Relationsarbejdet

Da Maja selv begyndte for 17 år siden, blev hun kastet ud i det, for man måtte ”lære at svømme og kunne helt sikkert ikke bunde.”

Hvad betyder det for dig som souschef og senere som chef, at du har prøvet at være menig sygeplejerske det samme sted?

„Det er fuldstændig afgørende, fordi jeg ved, hvad deres arbejde består af. Jeg har selv været der, jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg prøver at sætte retning for vores behandling her i afdelingen, når jeg arbejder med at klæde mine egne medarbejdere ordentligt på.“

Dit fokus er skiftet fra relationsarbejde med patienterne til relationsarbejde med dine ansatte?

„Jeg er meget et relationsmenneske. Det er vigtigt for mig. Jeg synes også, at de bedste ledere, jeg selv har kendt igennem tiden, er dem, hvor man kunne mærke dem.“

Maja har den daglige ledelse af 24 funktionsledere i de ambulante afdelinger og sengeafsnittene, og hun kommer på de personalemøder, hvor hun bliver inviteret:

„Jeg har brug for, at vi har en god relation, funktionslederne og jeg. Det er helt afgørende for, at vi kan stå i ting, der er svære, og fejre når det går godt. En stor forbedring fra dengang jeg startede er, at vi i dag har en strategi for at klæde vores medarbejdere på.“

Ministeren

Da sundhedsminister Sophie Løhde bekendtgjorde den nye 10-årsplan og stort økonomisk løft til psykiatrien, sagde hun bl.a. om den psykiatriske behandling til nu: „Vi er ikke lykkes…“

Du har været i det i 17 år. Er det rigtigt, som ministeren beskriver?

„Hvis vi snakker om forebyggelse, så vil jeg give hende ret. Folk har ikke fået nok hjælp, inden de blev for dårlige. Her gør vi det så godt, vi kan. Og med de vilkår vi har. Vi kan ikke gøre det hele for det halve."

"Jeg tager glædeligt imod flere sengepladser og flere penge til psykiatrien. Men der vil nok være personale, der vil være triste over den besked, for vi lykkes jo med rigtigt mange ting.“

Det hele menneske

Tilbage til den gode historie...:

„Det er en kæmpe gave at arbejde i psykiatrien, hvis man er sygeplejerske, synes jeg. Det er vi ikke gode nok til at fortælle. Vi fortæller heller ikke, at arbejdet i psykiatrien handler om at arbejde med det hele menneske. Vi arbejder både med psyken og med somatiske problemstillinger.“

Fra 1/1, 2026 skal psykiatrisk hospital, Skejby, integreres i det somatisk hospital, ét hospital under én ledelse.

„Vi kan lave patientforløb, som indeholder både den somatiske og den psykiatriske behandling. Det er dejligt ambitiøst, og det glæder jeg mig over på patienternes vegne. Det er det eneste rigtige“

Hvorfor,? beder jeg hende uddybe.

„Før havde vi to hospitaler, et til hovedet og et til kroppen. Vi anerkender, at krop og sind hører sammen – og det har det altid gjort.“

Det er en god historie?

„Ja det er det. Vi har en patientgruppe, der dør væsentligt tidligere en baggrundsbefolkningen, og vi kan lave bedre patientforløb, der indeholder både den somatiske go psykiatriske behandling.
Det bliver rigtigt godt – og det bliver et rigtigt stort arbejde for os, der skal få det til at hænge sammen.“

De 60 minutter, der var sat af til vores snak, er ved at rinde ud.

Er der noget du savner fra din tid som menig sygeplejerske?

„Jeg kan godt savne aftenvagterne, når lægerne var gået hjem, og vi havde bedre tid til at tale med patienterne om alt, ikke kun om deres sygdom. En af patienterne lærte mig at strikke, og vi strikkede et tæppe sammen.“

Strikker du stadig?

„Jeg strikker trøjer til mine børn.“

Maja får det sidste ord:

„Hvem er der, når der ikke er andre? Det er vi herude. Vi er der og det kan vi godt være stolte af.“