BLIV (ENDNU) KLOGERE I VARMEN
Ud over alle de andre kvaliteter ved ferie, er det at have tid til at læse, rigtig godt. Her er et bud på to meget forskellige ledelsesbøger, som faktisk er let læst, og man bliver klog ved poolkanten. De begge rummer dramaer og dilemmaer
LEDELSESMAGASIN FORKANT - bøger om ledelse
Tekst: Journalist og tidligere chefredaktør Tom Ekeroth, forkant@dsr.dk
Når det er ferietid, mixer jeg selv let og tungt, gammelt og nyt.
Her er derfor et bud på to meget forskellige ledelsesbøger, som faktisk er let læst, og man bliver klog ved poolkanten. De begge rummer dramaer og dilemmaer:
Topchefens hårde fyring
Forfatter: Lars Sander Matjeka: Fodfæste – Om at miste sig selv i arbejdslivet og finde en ny vej.
150 sider. 299,95 kr. Akademisk Forlag
Som et stort skib ligger Aller-koncernens hovedsæde ud til Københavns Havn. Flot er det, men også stormomsust, for markedet for trykte ugeblade synker hurtigt.
Her var Lars Sander Matjeka kaptajn til en dag i 2020, hvor han lige pludselig ikke var det mere. Og med fyringen fra posten som administrerende direktør var han nærmest i frit fald.
Det blev mildest talt hårdt:
”Jeg føler mig kasseret, forladt, svigtet og uretfærdigt behandlet. Hvorfor gør livet det her mod mig? Hvorfor er der så stille? Hvorfor ringer telefonen ikke? Hvorfor er der ikke bud efter mig?”, skriver han i bogen ”Fodfæste”, som egentlig er et brud med de uskrevne regler blandt topchefer.
Man taler ikke om fyringen, og man skriver da slet ikke.
Men det gjorde han i en befriende ærlig bog, der fortæller om forsøget på at komme tilbage. Det lykkes til sidst, men vejen er til tider smertefuld og indebærer bl.a. at familiens hus må sælges. Respekt for modet til at skrive historien og ros for at fortælle den så godt.
Det kan du bruge bogen til:
”Fodfæste” giver dig et indblik i hvordan kriser i livet er med til at udvikle og forme os som mennesker.
Kriser i livet er med til at udvikle
Fodfæste er en fortælling om, hvad der sker, når man pludselig mister sit arbejde, sin identitet og den indflydelse, man har haft som leder, hvor alles øjne hviler på en. Hvordan man rejser sig igen, når man har mistet sig selv i arbejdslivet, når telefonen ikke længere gløder, og man bare er sig selv – et menneske.
Ti nøgleord om det uundværlige arbejde
Forfattere; Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og Joel Haviv: Arbejdslivets dilemmaer.
70 sider. 129, 00 kr. Psykologisk Forlag.
Det er definerende for os mennesker, at vi arbejder. Mange søger mening og identitet gennem deres arbejde, der i hvert fald for den brede middelklasse er blevet en primær arena for selvrealisering.
Hvis vi hver især laver det tankeeksperiment, at vi skulle gå hundrede år tilbage og forklare vores dengang voksne forfædre om tingenes tilstand og arbejdets betydning, ville et flertal af dem kigge undrende på os.
Men selv om det jo egentlig burde være godt, så er der et væld af historier om arbejdet som et hamsterhjul på fuld speed med triste virkninger som stress og sygemeldinger.
”Vi står et forvirrende og dilemmafyldt sted i arbejdslivets historie med mange både sideløbende og modsatrettede tendenser”, skriver den topkloge treenighed af to professorer og en ledelsesrådgiver i den lille bog ”Arbejdslivets dilemmaer”.
De tre er Svend Brinkmann, professor i almen psykologi og kvalitative metoder på Aalborg Universitet, Len Tanggaard i pædagogiskpsykologi sammesteds og Joel Haviv, direktør, ledelsesrådgiver og religionshistoriker.
De kender hinanden godt, og det kan man mærke i bogen, hvor de har defineret ti dilemmaer.
Den hænger virkelig smukt sammen, velskrevet og med en stille understrøm af lune. Godt arbejde, faktisk.
”Arbejdslivets dilemmaer” er ment som begyndelsen lå en hel serie at små bøger, som med lidt held kan blive ”arbejdslivets små blå”.
Nøgleordene i de ti dilemmaer er mening, udvikling, mistrivsel, følelser, ledelse, fællesskab, teknologier, mennesker, diversitet, kreativitet.
Det kan du bruge bogen til:
Den er som forfatterne skriver læst på et par timer. Den kan inspirere dig til at turde diskutere og involvere dig i samtalerne fremtidens arbejdsliv.
Fremtidens samtale kræver lidt mere mod. Mod til at tro på, at vi sammen kan finde nye veje - ikke ved at undgå konflikter, men ved at undersøge dem med respekt og nysgerrighed. Både forandring og forankring skabes bedst i fællesskab."
Citat fra bogen Arbejdslivets Dilemmaer
ARBEJDSLIVETS DILEMMAER
Menneskers arbejdsliv ser meget forskellige ud, hvad enten vi er ledere, medarbejdere, konsulenter, fagforeningspersoner, frivillige, pensionister eller noget helt syvende. Men ingen af os slipper for på den ene eller anden måde at forholde os til arbejdet som en livsopgave og et eksistentielt grundvilkår.
ARBEJDSLIVETS DILEMMAER er en bogserie, der sætter fokus på de komplekse situationer og dilemmaer, vi møder på jobbet.
Læs et uddrag af den første bog i serien - her!