Ledende sygeplejerskers historie
Kampen om retten til ledelse!

LEDELSESMAGASIN FORKANT - Indsigt
Tekst: journalist Helle Jung, forkant@dsr.dk
Fotos: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Historien om sygeplejen i Danmark er også historien om sygeplejerskers kamp for retten til at lede egen faglighed og uddannelse og ad den vej sikre sammenhængen mellem teori og praksis samt sygeplejens kvalitet og udvikling.

Mens DSR nu fylder 125 år, runder Dansk Sygeplejehistorisk Museum et kvart århundrede. Her finder man historien bag sygeplejen, som vi kender den i dag, beskrivelser af de vilkår, danske sygeplejersker gennem tiden har været underlagt, og kan se de til tider pudsige artefakter, de har skullet omgive sig med.

Det er også her, man kan lære historien om de første ledende sygeplejersker, og hvordan de var med til at bane vejen for ledelse som en del af sygeplejefaget, at kende.

Sammen med museumsleder og cand.mag. i historie Trine Gjesing Antvor, kigger vi nærmere på nogle af milepælene for de ledende sygeplejersker gennem tiden.

CHARLOTTE MUNCK VAR DEN FØRSTE

Det er med den legendariske britiske Florence Nightingale, der med sin indsats under Krimkrigen i 1850erne blev kendt som Damen med Lampen og Barmhjertighedens Engel, som forbillede, at man grundlægger sygeplejefaget i Danmark. Og det er ligeledes med udgangspunkt i Nightingales principper og model, at sygeplejersker i Danmark begynder at kæmpe for retten til at lede deres eget fag- og uddannelsesområde.

De første sygeplejersker bliver uddannet på Københavns Kommunehospital i 1876, hvor det er læger, der leder uddannelsen. Forinden er man dog i 1850erne begyndt at uddanne diakonisser på Diakonissestiftelsen.

Men sygeplejerskerne kæder hurtigt ledelse sammen med professionaliseringen af sygeplejefaget. Og da Bispebjerg Hospital åbner i 1913, lykkes det at få en sygeplejerske som forstanderinde for hospitalets sygeplejeuddannelse og daglige ledelse af sygeplejerskerne. Forstanderinden hedder Charlotte Munck, som også i en periode var formand for DSR.

Det var fra begyndelsen i mærkesag for DSR at vinde retten til at lede eget fagområde og dermed kontrollen over sygeplejefaget. Tidens læger fandt det imidlertid helt uansvarligt, men også inden for egne rækker var der fra begyndelsen modstand, for de sygeplejersker, der var øverst i hierarkiet, var ikke interesseret i at afgive mere magt, end de allerede måtte gøre til de læger, de var underordnet.

Læs mere om Charlotte Munck

Læs mere om Florence Nightingale

DEN FØRSTE SYGEPLEJESKOLE

Frem til statsautorisationen af titlen som sygeplejerske i 1933 var en sygeplejeuddannelse i Danmark ikke en entydig størrelse, men DSR fastholdt fra begyndelsen, at man skulle have tre år i sygeplejen bag sig for at blive regnet som sygeplejerske.

Flere måtte til udlandet, overvejende USA, for at få den fulde sygeplejeuddannelse efter Florence Nightingale-princippet, heriblandt Charlotte Munck på anbefaling af Margrethe Koch, som selv havde taget uddannelsen i USA omkring forrige århundredeskifte, men ikke kunne få lov at praktisere den tilbage i Danmark. Koch agiterede ivrigt for etableringen af sygeplejeskoler og i tråd med DSR under ledelse af sygeplejersker, og hun efterfulgte senere Munck som DSR-formand.

Det vidner om kvinder af en særlig støbning med mod på andet og mere, der dengang gjorde den meget eksotiske rejse over Atlanten og greb den exceptionelle mulighed for at uddanne sig, længe før det blev almindeligt for kvinder, der da ikke engang havde stemmeret. Og det har næppe heller været kvinder fra hverken små eller bare jævne kår beskåret, med mindre de var sikret økonomisk støtte fra anden side.

Herhjemme sker oplæringen af sygeplejeelever i fagets vorden på landets mange sygehuse.

I 1938 åbner Danmarks Sygeplejeskole i Aarhus som den første sygeplejeskole, men med videreuddannelse af sygeplejersker som formål. Skolen har tre spor - videreuddannelse af uddannede til sundhedsplejersker, til undervisende sygeplejersker og til ledende sygeplejersker.

Dermed er det slået fast, at ledelse også er en del af sygeplejefagligheden, og DSR kunne sætte en milepæl efter fire årtiers kamp for retten til at lede eget fag.

Retten til at lede uddannelsen af sygeplejersker slås yderligere fast i 1950erne, da man erkender, at mindste sygehuse ikke kan løfte uddannelsesopgaven.

Den nye lov om sygeplejersker i 1956 betød en radikal ændring af sygeplejeuddannelsen, der kom i faste rammer, og med reformen af sygeplejeområdet i 1958 bliver der oprettet egentlige sygeplejeskoler i hele landet, alle under ledelse af sygeplejersker.

Herefter ledes uddannelsen af sygeplejeelever af sygeplejersker, både i praksis på sygehusene og for den teoretiske del på sygeplejeskolerne.

Læs mere om Margrethe Koch

Læs mere om sygeplejeuddannelsens historie

LIGE LEDELSE MED LÆGERNE

I 1970erne brød sygeplejerskerne for første gang gennem glasloftet til lægernes ledelseslag på sygehusene, da man med en såkaldt trojka-model etablerede kollektive ledelser mellem ledende læger, ledende sygeplejerske og ledende administrative medarbejdere.

Det går for en tid, men i løbet af 1980erne opstår der ballede på hospitalerne, hvor lægerne påpeger, at den kollektive ledelse er problematisk i tilfælde af uenighed. Det lykkes lægerne at få gennemtrumfet en uenighedsklausul, der slår fast, at det i tilfælde af uenighed i trojkaen er overlægen, der bestemmer. Og det skaber stor utilfredshed blandt de ledende sygeplejersker, som er rasende over, at deres fagforbund taber kampen.

Herfra er sygeplejerskernes ledelsesansvar bundet op på overenskomstaftaler, som der ved hver fornyelse skal argumenteres og kæmpes for. Og som fra begyndelsen holder DSR fast i retten til at lede egen faglighed for at sikre sammenhængen mellem teori og praktisk udførelse og for at sikre kvaliteten af sygeplejen og fagets fortsatte udvikling. Men hele tiden med sværdslag.

I dag består ledelsen af både sygehuse og sygehusafdelinger så godt som altid af et direktør- eller chefkollegium af sideordene læger og sygeplejersker samt administrative medarbejdere.

TITLER HAR VIGTIG BETYDNING

Titlen har altid været et signal. Og således også når en sygeplejerske fik en ledende rolle. Derfor blev det en vigtig faglig kamp, da de ledende læger i forbindelse med overenskomsten 2021 pludselige ændrede deres titler for ledende læger.

Frygten var, at den ledende sygeplejerske ville miste den ligeværdige ledelsesstatus, hvis en afdelingssygeplejerske pludselig stod overfor en overlæge og en oversygeplejerske overfor en cheflæge.

”Lægernes nye titler kunne ende med at nedbryde den lige ledelse mellem sygeplejersker og læger ved at sende et signal om, at lægen stod lidt over sygeplejersken,” fortæller Irene Hesselberg, der repræsenterer de ledende sygeplejersker som forkvinde for Lederforeningen.

Fagligt sammenhold og mange faglige møder mellem de ledende sygeplejersker førte til krav om, at sygeplejerskerne skulle have fuldstændig sammenlignelige titler med deres lægekolleger i sammenlignelige ledende funktioner.

Den faglige kamp førte i sidste ende til, at også de ledende sygeplejersker i den regionale struktur fik nye titler i forbindelse med de nye overenskomster. Afdelingssygeplejersker ændrede titel til oversygeplejersker og oversygeplejersker ændrede titel til chefsygeplejersker.

”Det var en vigtig faglig sejr. Og i den nyeste overenskomst, OK24, har vi kunne bygge videre ved at indgå en chefaftale for chefsygeplejerskerne. Det er endnu et vigtigt skridt i retning af, at de ledende sygeplejersker indgår i lige ledelse med lægerne. Nu mangler vi så blot, at arbejdsgiverne også anerkender den lige ledelse og ligeværdige værdi ved også at honorere ledelsesarbejdet lige og ens rent økonomisk. Det arbejder vi på,” siger Irene Hesselberg.

I KOMMUNERNE LEDER SYGEPLEJERSKERNE

Siden 1930erne har man ifølge den første lovgivning på socialområdet skullet tage hånd om de borgere, der har brug for hjælp og pleje.

I begyndelsen blev det varetaget af, hvem man nu ansatte til opgaven i kommuner og sogneråd. Først med den første kommunalreform i 1970 og efterfølgende hjemmesygeordninger fra 1973 bliver det en ren kommunal opgave, hvori loven anbefaler ansættelse af ledende hjemmesygeplejersker.

I 1978 slås det med en overenskomstaftale fast, at det er sygeplejersker, der leder hjemmeplejen og sygeplejen af borgerne i egne hjem eller kommunalt regi, for eksempel på plejecentre. Det sker endnu en gang med DSR’s argument, der kobler sammenhængen mellem ledelse, kvalitetssikring og fagets udvikling.

I løbet af 1980erne etableres der integrerede ordninger mellem plejeboliger, hjemmehjælp og hjemmesygepleje. Alligevel er hjemmehjælp og sygepleje stadig adskilte områder i kommunerne - på grund af de lovområder, serviceloven og sundhedsloven, de to områder er fordelt på. Men det er Lederforeningens mål, at begge områder ledes af sygeplejersker med den sygeplejefaglige ballast.

KOMMUNER HAR FJERNET FOKUS PÅ SYGEPLEJEFAGLIG LEDELSE AF SYGEPLEJEN.

I kommunerne blev kravet om, at sygeplejen skulle ledes af sygeplejersker, fjernet en gang i 90érne.
Det medførte mange forskellige ledelsestitler fra kommune til kommune på de forskellige ledelsesniveauer: Teamleder, distriktsleder, områdeleder, ældrechef osv.

Ændringen af titlerne har betydet, at andre faggrupper også indtaget ledelsesgangene – og på trods af at kompleksiteten af den pleje og sygeplejepleje, der skal udøves, er støt stigende.

Aldrig før, har der været så stort fokus på forskellen af ydelser i sundhedslov og servicelov, som i arbejdet med selvstyrende teams og den nye ældrereforms tilblivelse.

”Det burde måske tilsvarende også føre til et tilsyn af titler i kommunerne, eller som minimum en struktureret og saglig debat om, hvilken faglighed det kræver for at løfte opgaverne. Ledelse er ikke bare ledelse. Faglig ledelse kan være den afgørende faktor for, hvorvidt for eksempel ældrereformens ønske om at indføre faste teams i kommunerne i den sidste ende bliver en succes,” lyder det fra Lederforeningens forkvinde, Irene Hesselberg.

UNIFORMER TYDELIGGJORDE HIERARKIET

I modsætning til i dag har der historisk været behov for at signalere og afkode hierarkiet i sundhedssektoren ved hjælp af uniformer, og uniformen har altid været vigtig for sygeplejersker.

De blev i første omgang indfør i 1913 for at øge autoriteten over for patienterne, kolleger og andre faggrupper, men også for at signalere omsorg, tryghed og autorisation.

På uniformerne har mange kunnet aflæse, om man var elev, uddannet eller leder og deres indbyrdes rang. Og de har, som alt andet, afspejlet skiftende tider med forskellige former for pynt og for eksempel lange ærmer, der markerede, at man bestred en stilling, hvor man ikke fik snavsede hænder.

Derudover har man historisk med nåle og emblemer signaleret, at man var autoriseret sygeplejerske, siden 1899 med DSR’s firkløver-nål. Tidligere har man også haft emblemer fra sit uddannelsessted og fra 1938 emblemer med Nightingale-olielampen, der viste, at man havde taget en lederuddannelse.

Først i 2011 kom en vejledning fra Sundhedsstyrelsen med krav til påklædning og brug af emblemer, hvori hygiejnen naturligvis vejede tungest. Med covid-pandemien i 2020 har hygiejnehensynet i påklædningen vejet stadig tungere.

Læs mere om sygeplejeuniformer gennem historien

Læs mere om emblemerne