Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Månedens bog om ledelse:
DEN INKLUDERENDE LEDER

Med denne måneds ledelsesbog gør dig i stand til at navigere i det, som forfatterne selv kalder ”bias’ mudrede vande”, med masse gode cases og ideer til at skabe den inkluderende arbejdsplads, lyder det fra vores anmelder, Tom Ekeroth.

bogmaj

Ledelsesbøger og podcasts anmeldes af journalist og tidligere chefredaktør Tom Ekeroth

Denne måneds bog:

Den inkluderende leder – fem trin til at lede gennem bias. 
Poornima Luthra og Sara Louise Muhr
376 sider. 399,95. Djøf Forlag.

Af Tom Ekeroth 

 

Måske bliver ”bias” en dag et ord, som indgår naturligt i dansk, men til da begynder vi lige med en definition:
”Bias, der kommer fra engelsk, betyder skævhed, hældning, fordom eller forudindtagethed.
Det udtales som på engelsk og bruges især fagligt. Det tilsvarende adjektiv er biased”.

Og vi er alle biased eller forudindtagede, men vi kan gøre et oprigtigt forsøg på at mindske den diskriminerende effekt af bias og skabe inkluderende arbejdspladser, præget af diversitet.

Da jeg læste ”Den inkluderende leder” virkede det pludselig som ufatteligt mange år siden, at man på nogle arbejdspladser mente, at ”management by fear” var præstationsfremmende. Det var dengang en stor mediearbejdsplads i Danmark havde en leder, hvis store idol var Patton, og han prøvede at leve op til den amerikanske general og top tyrans personalepolitik. Det var ikke en inkluderende arbejdsplads.

I dag ved man godt, at sådan driver man ikke en virksomhed eller en organisation. ”Den inkluderende leder” handler dybest set om lederen som et ordentligt menneske, og hvorfor det giver gode resultater.

Man bliver en inkluderende leder gennem fem trin:

  1. At lede gennem overbevisning, der er helhjertet opbakning til diversitet og inklusion som værdidrevet formål. Det er ikke nok at være tolerant.

  2. At lede med klarsyn, som bunder i en dyb forståelse for bias og skaber evne til at reflektere over sin egen forudindtagethed.

  3. At lede med ansvarlighed, der handler om at blokere bias, hvor du møder den.

  4. At lede gennem ”allyship” (det kommer af det engelske ord for allieret eller forbundsfælle) – det handler om at skabe stærkere inklusion på arbejdspladsen ved at blokere bias i de personlige relationer, vi har kolleger, ledere og medarbejdere, i det daglige samvær ved kaffemaskinen og i kantinen.

  5. At lede med styrke, vise sårbarged og udvikle dig gennem diversitet.

”De fem trin” kan godt give associationer i retning af noget fra en ældre japansk vismand, men bogen er særdeles konkret og jordnær med forslag som ”server mad, der passer til medarbejdernes spisevaner”, ”tag hensyn til og respekter forskellige højtider”, ”skift pladser ved møder og frokoster”.

Det kan du bruge bogen til:

Den gør dig i stand til at navigere i det, som forfatterne selv kalder ”bias’ mudrede vande” med masse gode cases og ideer til at skabe den inkluderende arbejdsplads. Og det at kunne arbejde for inklusion og diversitet er i dag karrierefremmende.