DE SVÆRE GRÆNSER FOR TONE OG KRAV

LEDELSESMAGASIN FORKANT - Indsigt
Tekst: Journalist Thomas Davidsen, forkant@dsr.dk

På et personalemøde om den nye vagtplan på plejehjemmet Solbjerg bliver man enige om, at det er vigtigt med lidt ekstra bemanding frem til kl. 15 om fredagen. En af medarbejderne siger så til forstanderen Marianne Pind på en måde, hun ikke kan opfatte som andet end provokerende: ”Så bliver du her også til kl. 15?!"

Der går rigtig meget igennem Marianne Pinds hoved på meget kort tid lige dér som reaktion på medarbejderens spørgsmål eller kommentar.
Det er tanker som: ’Jeg bliver ringet op om aftenen kl. 22, fordi en familie ikke kan få fat i deres mor. Jeg er på i weekenderne. Jeg laver så meget, som ikke er umiddelbart synligt. Du skal i øvrigt overhovedet ikke blande dig i mine arbejdstider, for det er mig, der er leder. Og hvad er det forresten for en tone?’

Men det hele går så stærkt, at hun ikke når at reagere. Hun lader spørgsmålet passere. 

Det gjorde hun også sidste vinter, da der var snestorm. En af medarbejderne skriver mandag morgen, at hun ikke kommer på arbejde, fordi hun ikke kan få bilen ud ad indkørslen, fortæller Marianne Pind. 

”Jeg ringer til hende og siger, at det skulle hun have tænkt på om søndagen, for vejene havde været fri i flere dage, men jeg ville gerne komme og hente hende.
’Jeg skal fanme ikke blande mig i, om hun skal på arbejde eller ej’, råber medarbejderen og smækker røret på. 
Da hun alligevel møder ind senere på dagen, siger jeg til hende, at vi lige bliver nødt til at tale sammen, men hun vender sig om på hælene og går. Senere samme dag bliver vi så gode venner, men jeg når ikke at få sagt klart fra overfor hende." 

Læs også artikel "Mellemledere oplever stigende pres" - her!

Man skal passe på sig selv

Det er en svær afvejning, hvornår man som leder skal lade tingene passere, og hvornår man skal gribe ind og sætte grænsen, mener Marianne Pind. 

”Fornyelig sagde jeg fra overfor en medarbejder, hvilket virkede rigtig godt. Hun havde det med at være i dårligt humør til morgenmøderne, hvor hun brokkede sig højlydt over det ene og det andet. Indtil jeg sagde, at hvis hun fremover havde noget at klage over, så skulle det være inde på mit kontor og ikke over for alle de andre. Så kom hun ind til mig et par gange, og derefter gik det i sig selv”.

Marianne Pind har mærket en helt klar ændring i de 10 år, hun har været forstander på Solbjerg.

”Der er ingen tvivl om, at medarbejderne synes, de kan tillade sig mere og mere overfor deres leder. Det er både hvad angår tonen og de krav de synes, det er i sin orden at stille. 
’Jeg kan ikke være her om aftenen, for min pige vil puttes af sin mor. Det ved du jo godt Marianne, for du har jo selv haft børn’. Hvad skal man dog sige til det?”

Marianne Pind beskriver sig selv som lidt af en drøvtygger, der skal have tid til at tænke over, hvad det næste skridt er.

”Jeg farer ikke op som trold af en æske, og sådan er vi jo så forskellige. Men jeg tror da nok, jeg skal overveje, om jeg skal træde mere i karakter ind imellem. Nogle gange inviterer jeg måske også for meget til, at jeg bare står til rådighed. ’Hvis der nu bliver noget i aften, så ringer du bare’. Det siger jeg jo, for de skal ikke føle, at de står alene, hvis der er noget med en beboer.
Man skal passe på sig selv, for det er mange ting, en leder skal lytte på og parkere et eller andet sted. Jeg bruger pyt-knappen en del. Men jeg kan have dage, hvor jeg er mere sårbar end andre dage, og så kan man jo ikke bare sig pyt,” siger Marianne Pind.

De grænseløse medarbejdere

En del ledere oplever, at nogle medarbejdere er blevet mere grænseløse i deres kommunikation, vurderer Helle Hammer Witthøfft, der er oversygeplejerske og lederrepræsentant på Sjællands Universitetshospital.

”Det er især de yngre, som er mindre autoritetstro, end vi selv var, da vi var unge.
Vi, i min generation, har opdraget vores børn til at være kritiske og tale højt om, hvad de føler. Nu møder vi dem så som unge medarbejdere. Faktisk synes jeg, det er spændende, at de er så selvstændige og gerne vil udfordre nogle af de indimellem rigide systemer, der kan være på et sygehus. 
Men når vi arbejder med at skabe psykologisk tryghed, så de kan tænke højt, så skal der til gengæld være tydelige rammer for kommunikationen. Og der må man som leder se i øjnene, at det er nødvendigt at håndtere medarbejdere, som har en upassende adfærd. Hvis man ikke formår at sætte de grænser, så kommer tingene til at flyde, hvilket forvirrer alle medarbejderne.”

 Langt de fleste grænser, der skal sættes, kan foregå ved, at man stille og roligt skitserer reglerne og forventningerne, mener Helle Hammer Witthøfft. 

”Hvad er god kommunikation, hvad er det for en kultur, vi ønsker? Ideelt set får lederen markeret sig så proaktivt, at det kun meget sjældent kommer til egentlige konflikter. 
Kommer der en medarbejder ind på kontoret, som er lidt frustreret og opfarende, så prøver jeg at rumme vedkommende og forklarer derefter roligt, hvordan vi gør her. Jeg er ikke tilhænger af, at man har behov for at statuere, hvem der har magten, for tryk avler modtryk. Så der kommer ikke noget godt ud af selv at være opfarende.” 

Den feminine vej

Sygeplejefaget vægter de bløde og feminine værdier højt, erkender Helle Hammer Witthøfft.

”Det er nemt for en sygeplejerske at fortælle sin leder om private ting. Vi involveres i mange private begivenheder. Det kan være sygdom i familien eller skilsmisser, men også glædelige ting. Sådan har det nok altid været. 
I den omsorgskultur vi arbejder i, skal vi være opmærksomme på også at passe på os selv. Vi kan meget hurtig ’drukne’ i bar forståelse for det vores medarbejdere står i, hvilket kan føre til, at vi selv får ondt i maven. 
Min fornemmelse er, at de mandlige ledende sygeplejersker har nemmere ved at være konsekvente og holde den personlige involvering lidt mere ud i strakt arm.
Men man skal ikke kimse ad den feminine vej. En åben dør til medarbejderne kan føre til, at man får en stor viden om, hvad rør sig. Og ved man, hvad der rør sig, kan man også hurtigere sætte ind. Men det er en balancegang,” siger Helle Hammer Witthøfft.

Læs også artiklen: "Mellemledere oplever stigende pres" - her!