Månedens ledelsesbog
TO BØGER MED LUP PÅ LEDELSEN
Mens du overvejer årets julegaver, så kigger vi nærmere på to bøger om ledelse, som ...måske kan være bud på gaven til dig selv? Ledelsesbøger og podcasts anmeldes i FORKANT af journalist og tidligere chefredaktør Tom Ekeroth.
Denne måneds ledelsesbog nr 1:
En medarbejders bekendelser om ledelse
Forfattere: Louise Dinesen, Stephen Holst og Katrine Asp-Poulsen
182 sider. 299,95 kr. Akademisk Forlag
DET MEDARBEJDERNE SIGER OM DIG...
Af Tom Ekeroth
Dine medarbejdere taler om dig. Og om dine lederkolleger. De er ikke glade, faktisk kan det være, at de er på kanten af sammenbrud, at de er tæt på at sige farvel.
I bogen ”En medarbejders bekendelser om ledelse” får de vrede og de tavse medarbejdere stemmer. Takket være de tre forfattere, som har beskæftiget sig med ledelse igennem mange år. Og det er ikke et opløftende billede af ledelse, de giver.
Igennem ti år har de tre forfattere talt med medarbejdere om hvad, der gør arbejdspladsen til et fjendtligt sted at være. De mange interview viser, hvilke faresignaler, der går forud for interne kriser og mediesager om dårlig ledelse, stress, krænkelser og giftige arbejdsmiljøer.
Meget af det som medarbejderne bliver udsat for, ligner hvad man kan kalde ”åndelig grusomhed”, som engang var en skilsmisseårsag.
Det er den også på arbejdspladser, selv om ledelses-lingoen lyder omsorgsfuld og moderne. Sorry folks, det bliver bare set som hykleri.
De tre forfattere har heldigvis også forslag til at komme det rigtige sted hen:
- Værdighed – hvordan kan man i sin ledelse værne om menneskers ytringsmuligheder, værdighed og selvbestemmelse.
- Etik – måske er det tid til at definere nogle fagetiske principper for ledelse, på samme måde som for læger og andre myndighedspersoner.
Det kan du bruge bogen til:
Man kan lære meget af medarbejdernes vrede og sorg. Bogen kan få dig til at forstå mere og i stand til at udøve rettidig omhu.
Da Gitte fik nok!
Gitte er regnskabsmedarbejder i en større virksomhed, men har netop sagt sit job på. En dag blev det for meget:
”I 12 år har jeg betalt firmaets regninger til ledelsescoaching, ledelsesseminarer, værdidage og eksterne konsulenter til dit og dat. Jeg har hørt om værdibaseret ledelse, forandringsledelse, off-site-lederudvikling om trivsel og så videre. Selv vores Lean-projekt til tre millioner har jeg betalt, selv om ingen herinde fattede, hvad det gjorde godt for.
Det var efter en ”work-life-balance”-eftermiddag i vores enhed, at jeg fik nok. Jeg havde to måneder tidligere sendt en ansøgning om at gå på deltids for at få lidt mere ro på. Men jeg fik aldrig noget svar. Og så skule jeg sidde der og høre om teknikker til at klare arbejdet, så vi kunne få en bedre worg-life-balance. Jeg blev så vred, at jeg besluttede mig for at sige op”.
(Case fra bogen: En medarbejders bekendelser om ledelse)
Denne måneds ledelsesbog nr. 2:
10 ting ledere kan lære af Kierkegaard om den etiske udfordring
Forfatter: Pia Søltoft
104 sider. 249,95 kr. Akademisk Forlag.
LÆR AF SØREN...
Af Tom Ekeroth
I nutiden mangler vi etik, både personligt, på samfundet og særligt inden for ledelse. Men vores etiske beslutninger gør os til dem, vi er. Derfor er Søren Kierkegaards etiske udfordring tidløs og relevant for det moderne menneske.
Kierkegaard kan godt engang imellem opleves som nærmest monumental, men Pia Søltoft er eminent til at gøre den store tænker tilgængelig for os som mennesker og som ledere.
Pia Søltoft skriver i indledningen:
”Den etiske fordring fortæller dig ikke, hvilke principper du skal hylde. Hvilke værdier du skal vælge, ligesom den heller ikke fortæller dig, at du skal gøre en forskel. Den siger derimod, at du skal tage livet og ansvaret for livet på dig. Ikke kun din egen skyld, men for hele menneskehedens skyld”.
Bogen er udformet som ti breve til læseren. Det er en rigtig form.
Det kan du bruge bogen til:
Den lille bog åbner et roligt og godt rum for fordybelse og eftertanke uden fluffy ledelsesbegreber. Gå roligt ind!
Om Pia Søltoft
Pia Søltoft er sognepræst ved to københavnske kirker. Hun er også ejer af Coaching Kierkegaard, hvor hun sætter den store filosof og tænker ind i en nutidig og erhvervsorienteret sammenhæng.
Pia Søltoft beskæftiger sig med det personlige lederskab og implementering af etik og bæredygtighed i organisationer.
Læs også hendes ”Kunsten at blive et ordentligt menneske” fra 2022 og ”10 ting ledere kan lære af Kierkegaard” fra 2018.