HUN HAR GIVET LEDERNE EN STEMME – MED KAMPGEJST, KANT OG KREATIVITET

LEDELSESMAGASIN FORKANT - AKTUELT
Tekst: Journalist Malene Mølgaard, forkant@dsr.dk

I 18 år har Irene Hesselberg stået i spidsen for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd – en forening, hun selv skabte, da "...ingen andre tog lederne alvorligt".
Hun startede alene med et skrivebord, en Word-skabelon og en hjemmelavet julehilsen til de ledende sygeplejersker. 

For første gang i 18 år har Irene Hesselberg ikke en plan.

Efter sin sidste arbejdsdag som forkvinde for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd den 10. november, ved hun ikke, hvad hun skal.

”Jeg er ikke sådan en, der har sparet op og har råd til ikke at lave noget resten af mit liv,” siger hun og tilføjer, at der intet krukkeri er forbundet med, at hun nu har besluttet at sige stop til de lange dage på landevejen mellem møder med ledermedlemmer og forhandlinger med arbejdsgiverne.

”Min familie og særligt min mand vil være skrækslagne, hvis ikke nogen underholder mig de første 50 timer om ugen. Men jeg ved det simpelthen ikke – og jeg skal heller ikke gå Caminoen,” siger Irene Hesselberg og tilføjer ærligt, at man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig.

”Min far var officer, så jeg sagde, at jeg skal aldrig giftes med en officer, hvorefter jeg giftede mig med en. Da han døde, var jeg i mellemtiden blevet sygeplejerske og skulle aldrig nogensinde giftes med en læge – hvorefter jeg giftede mig med en læge. Så man skal passe på med at sige, hvad man aldrig skal,” griner den afgående forkvinde, som hævder, at hun knapt nok kan stave til karrieplan.

”Jeg ved det ikke endnu. Men da mine spidskompetencer er at rydde op i kaos eller at skabe noget nyt, så tænker jeg, det er to kompetencer, der må være brug for ret mange steder, som verden ser ud nu med sundhedsreform og ældrereform og alt muligt andet…”

Foreningen er myndig

Men hvorfor gå af netop nu midt i reformer og med nye strukturer på tegnebrættet?

”Jeg er ufatteligt glad for at være forkvinde for Lederforeningen. Men jeg er også 58 år,” siger hun og spoler tilbage i tiden til foreningens begyndelse, hvor hun kom fra et job som plejehjemsleder med ’Peter Plys’ bog om ledelse’ som vejviser – siden har hun pligtskyldigt taget både diplom i ledelse og en Master of Public Health, men hun holder sig stadig mest til Peter Plys.

”Jeg troede, da jeg startede, at jeg lige skulle ind og få banket det her op, sikre aftale- og forhandlingsret til Lederforeningen med en plads ved det centrale forhandlingsbord, og så skulle jeg ud igen. Det var ikke mit mål at være her i 18 år,” slår hun fast. 

”Men jeg synes, det har været et kæmpe privilegie, hver gang, der har været valg, at skulle stille mig selv det spørgsmål: Synes du stadig, du er den mest visionære? Synes du stadig, det er sjovt? Og så lægge det ud til medlemmerne, om de stadig er enige i det,” siger hun taknemmeligt.

I mødelokalet i Lederforeningens hovedkvarter hos Dansk Sygeplejeråd i København ligger mapper, magasiner og 18 års historie pænt organiseret som et billede på den organisation, Irene Hesselberg skabte og har holdt sammen på siden 2007. 

Dengang var der ingen Lederforening, men bare en nyvalgt formand, et skrivebord og en mission om, at ledende sygeplejersker skulle have deres egen stemme.

Så hun lavede julehilsener i Word og klippede billeder af kristtjørn ind i tekstbokse, ringede selv til medlemmerne og kørte landet tyndt med foldere i bagagerummet. I begyndelsen var Irene Hesselberg Lederforeningen.

“Jeg synes, det har været et kæmpe privilegium at bygge Lederforeningen op som en græsrodsbevægelse,” siger hun.

”Egentlig er der noget helt symbolsk i, at det er lige nu efter 18 år, hvor Lederforeningen er myndig, den har fået stemmeret, den kan klare sig selv. Mor er skredet!” griner hun som en stolt forælder, der nu er klar til, at barnet flyver fra reden.

Men her er det hende selv, der smutter, og hun er helt tryg ved at forlade skuden, som sagtens selv kan sejle videre med 13 konsulenter og medarbejdere.

”Der er et fantastisk sekretariat, vi er en lederforening. Vi har lige været på en stor OK-turne i alle kommuner og alle hospitaler. Jeg tror ikke ret mange foreninger kan bryste sig af, at de er i kontakt med to tredjedele af deres medlemmer hvert eneste år.”

Fest, farver og frækhed

“Jeg har en masse energi, som jeg heldigvis har lært at tæmme ved at bruge det til at gøre noget for andre. Jeg ved godt, det lyder floskelagtigt, men jeg er simpelthen opdraget til et samfundssind, der sætter samfundet og andre forrest. Hvis du har noget at bidrage med, så er du forpligtet til det,” siger hun, så man næsten gør honnør og klapper hælene sammen med et javel!

Hendes far var oberst, moren fysioterapeut, og Irene Hesselberg voksede op i en familie, hvor det var en selvfølge at stå til rådighed for Danmark. Hun har været spejder hele sit liv og fået med som en del af sit DNA, at er man en del af en organisation, kan man påvirke processer, råbe og skrige, indtil der er truffet en beslutning, men herefter arbejder man loyalt efter det, der er aftalt og følger dem, der har større stjerner på skuldrene.

“Jeg synes, det er sjovt at tage en kreativ vej til noget, hvis jeg møder et nej eller synes, det går for langsomt, eller at det kunne man godt gøre festligere,” griner hun og understreger.

“Det må absolut gerne være festligt! Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være kedeligt at gå på arbejde!”

Hun har haft det sjovt undervejs, men for Irene Hesselberg er fest, farver og frækhed ikke bare for sjov, det er også en strategi.

“Nogle af det største resultater, vi har fået hjem, er ikke nødvendigvis kommet, fordi de papirer, vi har sendt frem og tilbage over bordet har været lige efter ... standarden,” siger hun og leder et kort sekund efter ordene, men finder dem lynhurtigt igen.

“Jeg har bagt dragehaleroulader, gået luciaoptog og haft husfred på bordet til forhandlinger, for at sige, det er bedre, vi æder dragerne end at have ufred i rummet. Jeg er faktisk meget optaget af, at der er god stemning, men det skal ikke være, fordi jeg pleaser nogen,” slår hun fast og fortæller om dengang, hun fik et fint tilbud under langvarige forhandlinger med nogle meget seriøse mænd i en jysk region.

”De havde skrevet aftalen som et kærestebrev med hjerter i kanten: Vil I have det her løntrin? Ja, nej eller måske,” fortæller Irene Hesselberg, som stik mod herrernes forventning takkede nej til det hele og pressede resultatet et nøk op.

Far var feminist

De ledende sygeplejerskers forkvinde er bestemt heller ikke kedelig i sit udtryk. Hun klæder sig i friske farver, smilet er omkranset af rød læbestift, og hun går gerne i lårkort.

“Det er faktisk et af mine takes på feminismen og ligestillingskampen. Jeg forstår simpelthen ikke, at er man direktør og kvinde, så skal man gå i et sort jakkesæt. Og hvis du har lårkort på, så er du useriøs. Der har jeg det bare sådan, at hvis vi skal have mangfoldighed, så må vi vel gå i det tøj, som vi synes klæder os – også selvom vi gerne vil tages seriøst,” siger Irene Hesselberg skarpt og skrapt og mindes igen sin far, obersten.

”Min far var den største feminist. Han havde den første kampvognsdeling kun med kvinder. Men han mente, at hvis man gerne vil køre kampvogn og er kvinde, så skal man også kunne sætte bæltet på, hvis det er kørt af. Han havde også en kvindelig chauffør, og hvis bilen punkterede, så var det ikke min far, der skiftede dækket. Jeg er sådan set enig. Hvis man gerne vil have ligestilling, så må man også tappe ind i det,” siger Irene Hesselberg, der er handywoman derhjemme og står for alt det praktiske, havearbejde og rengøring, mens hendes mand laver mad.

”Jeg ved godt, der ikke er ligeløn i Danmark, og jeg er jo ikke blind i ligestillingskampen. Men jeg er opdraget til, at der ikke var noget, jeg ikke kunne gøre, fordi jeg var en meter og tres og kvinde eller enlig mor og sygeplejerske. Jeg har simpelthen aldrig tænkt den tanke, at noget stod i vejen for mig, hvis jeg havde fået en god ide,” understreger hun og slår fast:

”Hvis vi som kvinder og som ledende sygeplejersker tænker, at vi er ofre, så kommer vi jo ingen vegne!”

Tag skeen i egen hånd

Da Lederforeningen delegerede forhandlingsretten om løn ud til lederne selv, var det ifølge forkvinden netop et greb, der tager medlemmerne og deres position og ansvar alvorligt.

“Det gjorde vi helt bevidst, fordi lederne bliver nødt til at opføre sig som ledere og tage skeen i egen hånd og kæmpe lidt på deres egen bane i stedet for at forvente, at vi forhandler det for dem,” siger hun stålsat og teflonbelagt efter at have diskuteret det utallige gange med sine ledermedlemmer.

“Hør her, en plejehjemsleder eller chefsygeplejerske har mange medarbejdere og et kæmpestort budget, og folk dør, hvis I fejler. Hvis du kan styre et milliardbudget, så kan du vel for pokker også gå ind og bede om noget mere i løn!” siger hun og understreger, at det ikke betyder, at Lederforeningen ikke vil støtte lederne undervejs og sørge for, at vejen er banet til at tage den årlige lønsamtale.

”Vi har lavet en logbog – brug den, for I kan jo ikke huske, hvad I lavede i januar, når vi kommer til november. Lederne kan få sparring, og nu kan vi heldigvis se, at det har jo virket. Vi er en af de faggrupper, der får flest lokallønsmidler,” konkluderer hun med et tilfreds smil og medgiver, at hun ikke altid har været enig med sine medlemmer.

“Jeg tror ikke, jeg er elsket af alle, det behøver de heller ikke. Det har givet nogle gode diskussioner, men vi er som regel blevet enige om, at vi kæmper faktisk på samme side og kan rigtig meget sammen. Det er meget sjældent, jeg går ud af et rum, hvor der er dårlig stemning. Jeg synes, det er vigtigt, at man altid kan komme tilbage.”

Gennem årene har Irene Hesselberg heller ikke været enig i beslutninger og retningen i Dansk Sygeplejeråd. To gange har hun kandideret til formandsposten.

Første gang mod Grete Christensen i 2009, hvor 500 stemmer adskilte de to. Og i august 2023, hvor der var kampvalg mellem fem kandidater, og Dorthe Boe Danbjørg løb med sejren.

”Begge gange var fordi, jeg var træt af det skingre sprog i Dansk Sygeplejeråd, hvor alt er for dårligt,” siger Irene Hesselberg, der hverken lider af hensynsbetændelse eller tabermentalitet, selvom hun ikke vandt.

”Men jeg tror, jeg var blevet en pissegod formand for Dansk Sygeplejeråd!”

Alle stimlede sammen

En af de sejre, som kom af, at alle i Lederforeningen stod sammen og truede med at buldre, var ligeværdige titler mellem ledende oversygeplejerske og ledende overlæger, som i forbindelse med overenskomstaftalen i 2021 kom til at hedde cheflæger.

Her gjorde Irene Hesselberg klart, at det var et ufravigeligt krav, at med en ny cheflægetitel på sygehusafdelingerne skulle der også indføres chefsygeplejersker.

“Vi er rigtig glade for, at der nu bliver klarhed i både titlerne mellem de ledere, som skal samarbejde i dagligdagen, og at det dermed også signaleres tydeligt, at der er en ligeværdig ledelse,” sagde formand Irene Hesselberg om sejren, der ikke blot handlede om en titel.

“Det var ikke bare en fiks ide. Og en ting var, hvad der foregik ved forhandlingsbordet, men vi havde ikke fået det igennem, hvis ikke vi havde fået stimlet alle oversygeplejerskerne sammen. De skrev breve til højre og venstre og henvendte sig til direktionerne og koncernen,” siger hun og understreger meget tilfreds:

“Det betød, at vi til næste overenskomst fik en chefaftale. Men hvis vi ikke havde så god kontakt til vores medlemmer, så var det jo ikke kommet igennem,” siger hun og kalder det lange seje træk, hvor Lederforeningen fik tilkæmpet sig den decentrale aftale- og forhandlingsret i 2011 for en milepæl, som senere førte til cheftitlen og chefaftalen.

Ledelse som faglighed

For Irene Hesselberg har kampen altid handlet om anerkendelse – ikke bare i løn og titel, men en forståelse af, hvad ledelse er.

”Lederne er ikke bare dem, der får hjulene til at dreje. De er en faglig styrke i sig selv. Hvis vi vil have kvalitet i sundhedsvæsenet, skal vi også investere i ledelse,” konstaterer hun og husker tydeligt, hvordan det var at stå alene som plejehjemsleder og føle, at ansvaret voksede, mens indflydelsen svandt.

”Der var en tid, hvor lederrollen nærmest blev reduceret til drift og budget og handlede mere om excelark end mennesker. Men sygeplejefaglig ledelse handler jo om at skabe rammerne for, at andre kan lykkes.”

I dag er lederjobbet blevet endnu mere komplekst. Det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde kræver overblik, mod og diplomati – og ikke mindst, at lederne får lov til at udøve deres eget personlige lederskab.

”Jeg tror stadig på den synlige leder, men synlighed handler ikke om at være fysisk til stede hele tiden – det handler om, at medarbejderne ved, hvad deres leder står for.”

Resultaterne er ikke kun sejre, der kan måles i aftaler, titler og strukturer, men i den kultur, der er skabt.

”Vi har bygget en forening, der er tæt på medlemmerne. Vi ved, hvem de er – og de ved, hvor vi er. Det er jeg mest stolt af,” siger Irene Hesselberg.

Men nu er det slut. Også selvom hun ikke blev helt færdig med sin mission: At få en central plads ved forhandlingsbordet til overenskomstforhandlingerne.

”Der har været så mange chancer, hvor jeg synes, det har været så oplagt, at man havde lavet en særlig lederoverenskomst i det offentlige. Og det er jeg jo ikke færdig med, så den stafet giver jeg nu videre,” erkender hun.

Nu må andre tage over, for der skal ske noget helt andet. Og indtil hun finder ud af, hvad det er, så vælter hun en væg derhjemme, laver et mosaikgulv i kælderen eller kreative lamper ud af croisanter og epoxy.