Oversygeplejerske: Den unge generation har brug for, at man ser dem på en anden måde

Når oversygeplejerske Anne Sofie Kragelund er på sit kontor i Organkirurgisk ambulatorium og endoskopi på Sygehus Lillebælt i Kolding, står døren næsten altid åben. Mindst en gang om dagen smutter hun over i Endoskopien og stikker hovedet ind til sine sygeplejersker på stuerne for at høre, om alt er okay.

„Det har rigtig stor betydning for medarbejderne, at jeg er synlig, og at min dør står fysisk åben, så de ved, hvornår de kan komme ind.
Derfor står det i arbejdsplanen, hvornår jeg er til længere møder og på kursus, så de ved, hvornår de kan regne med, jeg er der. Men også så de ved, hvornår jeg ikke er i afdelingen. Det er vigtigt,“ understreger hun.

Siden Anne Sofie Kragelund tiltrådte stillingen, er rigtig meget af hendes tid gået med personaleledelse og personalepleje.

„Det er en kæmpe del af min lederopgave. Men det er jo også megaspændende! Det synes jeg virkelig, det er,“ siger hun begejstret.

Derfor er det også et helt bevidst valg, at den relativt nytiltrådte oversygeplejerske vælger at sætte sig ved bordet og spise frokost med sine medarbejdere så ofte, det er muligt.

„Der får man snakket og dannet relationer over madpakken. Man lærer virkelig folk at kende, når man spiser frokost sammen, og det betyder rigtig meget både for dem og for mig. Jeg kan også meget bedre tilrettelægge og planlægge, når jeg kender mine medarbejdere og ved, hvem jeg kan sætte til hvad, hvem der er presset lige nu og ikke når ud til frokost, og hvem der trænger til udfordringer,“ forklarer hun.

Mere work-life-balance

Før hun blev oversygeplejerske på Organkirurgisk ambulatorium og endoskopi, var Anne Sofie Kragelund souschef på en sengeafdeling i to år og før det, sygeplejerske i otte år. I ambulatoriet forsøger hun at tilgodese den enkeltes behov og privatliv. De færreste af afdelingens 21 sygeplejersker er på 37 timer, og det giver større mulighed for at rykke rundt i vagtplanen, hvis en medarbejder har et barn, der skal til tandlæge eller læge – uden at det går ud over fællesskabet, for det er vigtigt for hende som leder.

„Og det synes jeg er fedt! Fordi når man kan det, så får man jo også glade medarbejdere, som trives i højere grad,“ konstaterer den ledende sygeplejerske, som bruger en stor del af sin tid på at indpasse ønsker og krav til vagtplanen.

„Jeg kan mærke, vi er i en kultur, hvor både arbejdsliv og privatliv skal harmonere, og der skal tages hensyn på en helt anden måde i dag, end hvad jeg tænker, man skulle bare for fem år siden. Som medarbejder er man meget mere inde over vagtplanen i dag og har indflydelse. Det er kun positivt, for så betyder det jo også, at man forhåbentlig får en større tilfredshed i sit arbejdsliv, fordi det hænger bedre sammen med privatlivet,“ understreger hun og betegner den store vagtplanskabale som en arbejdsopgave, der er vigtig at prioritere.

„Det er selvfølgelig en udfordring, fordi det kræver mere tid at lave en vagtplan, som alle er med til at forme, og der er mange, der skal inddrages og tages hensyn til. Derfor er det superfedt, at jeg har en vagtplanlægger, som har samme værdier som mig. Men det har rigtig stor betydning for den enkelte medarbejders trivsel og arbejdsmiljø, og når man har det in mente, så har man ikke råd til at lade være,“ siger oversygeplejersken og understreger, at alle ønsker ikke altid kan imødekommes.

„Men det er også helt i orden, så længe folk føler, de er blevet set, og der er en, som bruger tid på at prøve at få det løst. Og så giver de gerne igen og byder sig til, hvis jeg fx har problemer med sygemeldinger.“

What’s in it for me?

Både som sygeplejerske, souschef og oversygeplejerske har hun haft en hel del med sygeplejerskestuderende at gøre.

„Jeg kan se, der er sket et skift i tilgangen til både at være studerende på en afdeling, men også det at være yngre sygeplejerske,“ siger hun om de forventninger, unge har til job og privatliv.

„Jeg oplever i højere grad en kultur, i hvert fald hos de nye studerende, at der er meget fokus på privatlivet, og de går de ikke på kompromis med. Det er meget what’s in it for me?“

Den 32-årige oversygeplejerske tilhører selv den såkaldte Generation-Y, der er vokset op med realityprogrammer, iscenesættelse af det perfekte liv på sociale medier, og som ikke er loyale mod en bestemt arbejdsplads. Mens de ældre Boomere og Generation X har en helt anden loyalitet og ikke bare smutter, hvis det knaser, så er det helt modsat med de unge generationer, som træder ind på arbejdsmarkedet.

„Det er lidt mere sådan, at arbejdet helst skal tilpasses privatlivet. Og hvis det ikke kan det, så finder de noget andet. Arbejdet bliver nedprioriteret i forhold til privatlivet på en anden måde i dag, end jeg har oplevet før.“

Se mig! Hør mig!

I ambulatoriet har hun få studerende og nye medarbejdere, og samtidig er det en afdeling med ro på og rum til at spørge.

„Her handler det heller ikke om liv eller død. Det gør det nogle gange på en sengeafdeling, hvis du har en patient, der er virkelig dårlig. Det er altså bare noget, som unge sygeplejersker kan knække på, hvis man ikke har noget ballast eller erfaring fra et studiejob,“ siger Anne Sofie Kragelund.

Hun har bemærket, at de unge praktikanter og nyuddannede kommer med en større usikkerhed og en vis skrøbelighed i forhold til de ældre sygeplejersker.

Om det er fordi, kompleksiteten er steget, og det er vanvittigt dårlige patienter, som er indlagt i hvert fald på sengeafdelingerne, så det kan være svært både som studerende og som ny sygeplejerske at leve op til alt det, man skal kunne, det kan sagtens være,“ gisner hun og understreger, at det også stiller højere krav til introduktion og oplæring.

„Den yngre generation har i større omfang brug for – ikke nødvendigvis guidning, men i hvert fald, at man ser på deres arbejde og sparrer med dem og anerkender dem. De har brug for, at man ser dem på en anden måde.“

I ambulatoriet bliver nye sygeplejersker tilknyttet en erfaren mentor, mens oversygeplejersken selv tager evalueringssamtalerne og sørger for at følge op undervejs.

„Her er et miljø, hvor vi er meget åbne over for forundring, og man må gerne stille spørgsmål til – på en god måde selvfølgelig – hvorfor vi praktiserer, som vi gør. Det er også sundt for os, at det der ’plejer’ lige skal reflekteres lidt over. De forundringssamtaler er mange af de nye rigtig gode til,“ siger oversygeplejersken og understreger, at de samtaler er det vigtigt at skabe rum til med respekt for hinanden og opgaverne i afdelingen.

Når det gælder de ældre sygeplejersker, oplever hun, at nogle dvæler ved, at ressourcer og tid til opgaven var meget bedre førhen.

„Men det er en anden form for sygepleje, vi udøver i dag, fordi alting er blevet effektiviseret. Og det er svært for nogle at agere i, fordi de føler, de ikke gør det godt nok, og det ikke er en ordentlig sygepleje, vi yder til vores patienter. Der kan samarbejdet mellem nogle sygeplejersker nogle gange godt udfordres,“ siger hun.

Taknemmelighed og anerkendelse

De helt unge sygeplejersker har ifølge Anne Sofie Kragelund ikke kun brug for faglig feedback, men i højere grad også at vende nogle private situationer og få lettet hjertet, hvis de har en dårlig dag eller bøvler med forholdet til kæresten. Den slags ’personalepleje’ ser den yngre leder som en naturlig del af sin lederopgave.

„Ja! Det er det,“ siger hun oprigtigt.

„Jeg tror også, det kan handle om, at de gerne vil præstere, fordi de er vokset op i en kultur, hvor de er blevet målt og vejet.
Og derfor siger de, at hvis jeg ikke lige gør det helt så godt i dag, som jeg plejer, så er det måske lige fordi, der er det derhjemme…“

Til gengæld oplever hun stor taknemmelighed og får altid et „tusind tak fordi du ville høre på mig.“

„Jeg spørger også selv. Har I redt det ud derhjemme? Er det ok igen? Det, tror jeg, ville føles som indblanding for nogen i den ældre generation, der ikke på samme måde har brug for den opmærksomhed omkring deres privatliv. Men det er min oplevelse, at det betyder noget for de unge,“ siger hun.

I virkeligheden mener hun, at alle har brug for anerkendelse.

„De ældre måske på en lidt mere objektiv måde, hvor jeg ser på den opgave, de udfører, og så sparrer vi om den. Med den yngre generation er det måske lidt mere … følelsesladet, hvor de gerne vil anerkendes for den måde, de løser opgaven på.“

Selv er den relativt nye oversygeplejersker rimelig rolig omkring sin egen rolle.

„Jeg er meget ærlig også omkring mine begrænsninger. For mig handler der om at finde fred i, at man ikke ved alt, og at der også bare er noget, der kommer med erfaringen,“ siger hun efter knap et halvt
år i jobbet.

„Og så hjælper det da også at have en afdelingsledelse og medarbejdere, der ikke forventer, at man bare kan det hele fra dag et.“

Desuden læner hun sig op af en mentor, som hun sparrer med om svære situationer.

„Det er en, jeg kan spejle mig i og identificere mig med i forhold til den måde, hun leder på. Det betyder meget for mig,“ siger Anne Sofie Kragelund, der også bruger sine lederkolleger som et støttende netværk – hun kalder dem sine allierede.

Unges lederlyst styrtdykker

For at sikre en solid onboarding har Sygehus Lillebælt opstartet et nyt introduktionsprogram til ledere fra 1. januar, der kommer ind på alt lige fra regler om sygefravær til arbejdsmiljø og vagtplanlægning. Et tiltag, der er brug for. Ifølge konsulenthuset Ballisagers årlige undersøgelse om danskernes arbejdsliv, er antallet af personer, som er motiveret for ledelse næsten halveret de seneste tre år. Og det er særligt de unges lyst til at blive leder, der styrtdykker. Den tendens er ikke helt fremmed for den 32-årige oversygeplejerske.

„Ja, selvom man er ansat på 37 timer, så arbejder man jo i perioder mere og skal kunne lide det. Jeg tror ikke, at lederjob er det, der står højst på manges ønskeliste, fordi man arbejder meget, og det kan nogle gange være en lidt udfordret position, fordi du får presset oppe fra chefsygeplejerske og direktion og presset nede fra medarbejderne,“ medgiver hun.

„Man har jo et ansvar for, at en afdeling fungerer og få prioriteret de opgaver, der bliver ved med at poppe op og skyde det til hjørne, som kan vente. Det, jeg synes, har været sværest at håndtere som ny leder er, at skrivebordet bliver ved med at være fyldt. Jeg har jo også en familie og skal hjem og hente børn, og det er ikke altid, en arbejdsdag er helt lang nok til de ting, der skal ordnes.“

Men ind til videre er oversygeplejersken slet ikke træt af lederopgaven.

„Det gør ikke noget, det er hårdt, når det er noget, der motiverer og tilfredsstiller en. Det at det hele værd at se medarbejderne blomstre, når vi arbejder sammen om at få tingene til at lykkes og skabe de fede patientforløb, hvor jeg skal sørge for at sætte de mest optimale rammer, og vi har tillid til, at vi vil hinanden det bedste,“ siger hun med begejstring i stemmen.

„Samspillet om det er megafedt! Jeg synes, det er fantastisk, og jeg kan mærke, det giver mig et kick! Jeg har på ingen måde fortrudt og er slet ikke i tvivl om, at jeg skal blive ved med at være leder.“

Denne artikel er bragt i ledelsesmagasinet Forkant, juni 2023

Forfatter: Journalist Malene Mølgaard. Fotos: Büro Jantzen / fotograf: Ulrik Jantzen.