Sådan får I en lederrepræsentant
I skal være mindst 5 ledende sygeplejersker. Mere præcist skal I være 5 på lederoverenskomst for overenskomstgruppen: ledende sygeplejersker.
På det kommunale område omfatter betegnelsen ledende sygeplejersker selvfølgelig også ledende sundhedsplejersker. På det regionale område tæller ledende radiografer med, da Lederforeningen i DSR har forhandlings- og aftaleretten for denne gruppe.
Alle tæller med i de 5 – både de som er medlemmer af DSR og de som ikke er.
På det regionale område gælder tilsvarende, at både ledende radiografer som er medlem og ikke-medlem af Radiograf Rådet tæller med.
Hvis I er under 5 ledende sygeplejersker, kan I indgå i valgforbund med ledende sygeplejersker på en anden institution.
Læs mere om, hvad der skal til for at vælge en lederrepræsentant.
Fem grunde til lederrepræsentant
Som leder er du måske mest vant til, at du skal klare alle tingene selv også dine egne vilkår. I Lederforeningen tror vi på, at også ledere kan have gavn af et fællesskab og en sparringspartner, der har fokus på arbejdsmiljø og vilkår for lederne i din organisation.
Formålet med at have en lederrepræsentant er i al sin enkelthed at:
- Øge ledende sygeplejersker, sundhedsplejerskers og radiografers bevidsthed om eget arbejdsmiljø, vilkår og løn.
- Øge ledelsens og arbejdspladsens bevidsthed om ledende sygeplejerskers vilkår og løn.
- Øge ledende sygeplejers bevidsthed om at påvirke sundhedsvæsenet
- Øge sammenhængskraften mellem ledende sygeplejersker.
Lederrepræsentant rollen
En lederrepræsentant har 3 roller: Ambassadør, talsperson og sparringspart.
Rollen som ambassadør
Lederrepræsentant er officiel kontaktperson og fungerer som bindeled mellem arbejdsgiver og kolleger i forhold, der vedrører ledernes vilkår. Lederrepræsentant er officiel kontaktperson og fungerer som bindeled mellem Lederforeningen og arbejdspladsen. Det betyder, at Lederrepræsentanten holder Lederforeningen orienteret om hvad der foregår på arbejdspladsen specielt i forhold til større ændringer og ledernes arbejdsmiljø og vilkår. Og tilsvarende holder sine kolleger orienteret om hvad der foregår i Lederforeningen og hvad man der er opmærksomhed på.
Lederrepræsentanten fungerer som bindeled mellem sine kolleger og tager initiativ til og afholder møder /arrangementer om ledelsesemner, sundhedsfaglige emner mm. for de grupper, som giver bedst mening på arbejdspladsen.
Rollen som talsperson
Lederrepræsentant taler på vegne af og sammen med sine lederkolleger på samme ledelsesniveau overfor hhv. arbejdsgiver og Lederforening når det handler om ledergruppens arbejdsmiljø vilkår., fx ved strukturændringer og/eller besparelser på arbejdspladsen.
Lederrepræsentanten blander sig på arbejdspladsen i forhold som har betydning for ledende sygeplejerskers arbejdsmiljø og vilkår, og lederrepræsentanten har mulighed for at involvere sig og kommentere ind i Lederforeningens aktiviteter og politik, fra en mere direkte vinkel.
Lederrepræsentanten søger dialog med arbejdsgiver mht. at videreformidle lederkollegers oplevelse og spørgsmål på arbejdspladsen, som har berøring med deres arbejds-, personale-, samarbejds- og arbejdsmiljøforhold. Lederrepræsentanten giver arbejdsgiver mulighed for at vide, hvad der rører sig blandt en gruppe af ledere.
Rollen som sparringspart
Lederrepræsentanten har fokus på arbejdsmiljø, men er også relevant sparringspart for sine lederkolleger i forhold til løn og ansættelsesforhold, men også kontaktled til Lederforeningen og hvor der kan hentes hjælp.
Lederrepræsentanten kan af en kollega blive bedt om at fungere som bisidder for sine lederkolleger. I sådan et tilfælde anbefaler vi at lederrepræsentanten involverer den lokale ledelseskonsulent.
Lederrepræsentanten kvalificerer Lederforeningen i kontakten med den enkelte arbejdsplads, det være sig ved dialog om arbejdsmiljø og udfordringer, konkrete løn- og vilkårsforhandlinger og i det hele taget i dialogen mellem arbejdspladsen og Lederforeningen.
Sådan bruger du din lederrepræsentant
Når en Lederrepræsentant således agerer talsperson over for ledelsen, eller når Lederrepræsentanten sammen med Lederforeningen forhandler forhold vedr. ledende sygeplejerskers arbejdsmiljø, vilkår eller samlede lønforhold i kommune/region, vil Lederrepræsentanten helt naturligt repræsentere alle – både medlemmer og ikke medlemmer af Lederforeningen i DSR.
Derimod vil det være forbeholdt medlemmer af Lederforeningen i DSR at få en Lederrepræsentant til at samarbejde med den lokale ledelseskonsulent om at hjælpe sig i forhold til den årlige individuelle lønforhandling, ansættelsesforhold mm.
En Lederrepræsentant kan varetage følgende opgaver:
1. Formel kontaktperson og bindeled mellem Lederforeningen og medlemmerne/arbejdspladserne
2. Kontakt og informationsudveksling med de lederkollegaer du repræsenterer
3. Møder og koordinering med andre Lederrepræsentanter på tværs af ledelsesniveauer, arbejdspladser og sektorer
4. Talsperson for ledergruppen i forhold til arbejdsgiver og gerne også det politiske niveau og medierne
Derudover kan Lederrepræsentanten, hvis dette er aftalt på den enkelte arbejdsplads - og Lederrepræsentanten har hhv. lyst og kompetencerne til det - varetage følgende:
5. I samarbejde med den lokaleledelseskonsulent vejlede medlemmer, der ønsker det i forbindelse med løn- og ansættelsesforhold, herunder lønforhandling, samtaler m.m.
6. I samarbejde med den lokale ledelseskonsulent/Forperson forberede forhandling af løn- og ansættelsesforhold for grupper (forhåndsaftaler).
7. Lederrepræsentanten kan af en kollega blive bedt om at fungere som bisidder for medlemmet ved vanskelige samtaler, Lederforeningen anbefaler, at lederrepræsentanten henviser pågældende til den lokale ledelseskonsulent for at sikre, den bedste juridiske vejledning.
Blanket til anmeldelse af lederrepræsentant
Her finder du blanketten, som du skal bruge, når I var valgt en lederrepræsentant og vil anmelde vedkommende til leder-TR systemet.
I skal være mindst 5 ledende sygeplejersker. Mere præcist skal I være 5 på lederoverenskomst for overenskomstgruppen: ledende sygeplejersker. Hvis I er under 5 ledende sygeplejersker, kan I indgå i valgforbund med ledende sygeplejersker på en anden institution.