Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Nyt bestyrelsesmedlem i Lederforeningens bestyrelse

De ledende sygeplejersker i Lederforeningens Valgkreds Syddanmark har valgt et nyt bestyrelsesmedlem til at repræsentere medlemmerne i lederforeningens bestyrelse. To kandidater stillede op til den ledige post. Næsten to hundrede ledende sygeplejersker ud af kredsens 765 medlemmer afgav deres stemme ved valget.

Publiceret: 

24. marts 2025

Senest opdateret: 

24. marts 2025

Af:

Thomas Garlov

thg@dsr.dk

Medlemmerne i Valgkreds Syddanmark valgte at pege på chefsygeplejerske Line Larsen som deres nye bestyrelsesmedlem.

Line Larsen arbejder til daglig på Odense Universitetshospital, men har også ledererfaring fra det kommunale sundhedsvæsen.

Ud over Line Larsen stillede også Lasse Bay Hedevang op til valget. Lasse Bay Hedevang er derfor nu suppleant, hvis ét at de to bestyrelsesmedlemmer trækker sig inden det ordinære valg til bestyrelsen. Det er ordinært valg til Lederforeningens bestyrelse i efteråret.

Line Larsen

Om Line Larsen

Line Larsen har været sygeplejefaglig leder siden 2007.

Line har været oversygeplejerske på OUH i mange år, områdeleder af plejehjemmene i en kommune, og de seneste 7 år været ansat som chefsygeplejerske på OUH.

Det seneste år har Line Larsen været Lederrepræsentant for chefsygeplejersker og chefradiografer på OUH.

Der blev tale om en tæt afgørelse mellem de to kandidater ved valget. Lasse Bay Hedevang opnåede 88 stemmer, mens Line Larsen opnåede 109 stemmer.

Line Larsen opnåede således at blive valgt til den ledige bestyrelsespost med cirka 55 procent af de afgivne stemmer.

Line Larsen skriver i sit valgoplæg, at hun er optaget af, 
hvordan vi som ledende sygeplejersker, får ”spillet os ind, som en uundværlig central spiller på banen”.

Line Larsen vil gerne være med til at skabe yderligere opmærksomhed på, hvilken værdi, central- og kulturbærende rolle, vi som ledende sygeplejersker har, for at lykkes som et samlet sundhedsvæsen og internt i DSR.

Læs hele valgoplægget her!