Nyhed
Tilbage efter ferie…
Sådan udnytter du din nye energi bedst…
Er du fuld af energi og frisk efter en dejlig ferie? Her de første dage tilbage på arbejdet gælder det om ikke at miste alt det gode, som feriepausen har givet dig. Vi har samlet et par gode råd, så du kan komme tilbage på den bedste måde.
Publiceret:
31. juli 2024
Senest opdateret:
31. juli 2024
Ferien har været fantastisk og givet livet nye farver. Det føles som om, at du har fundet helt ny energi og lyst til at tage fat på alle opgaverne.
Og så mødes vi pludselig af virkeligheden og hverdagen, nu vi træder ind ad døren til arbejdspladsen.
Du kan heldigvis hjælpe dig selv til, at energien ikke sådan forsvinder alt for hurtigt.
Med få og enkle greb kan du give dig selv en god start efter ferien. Her er et par fif til en god start på hverdagen.
Book arbejdstid til dig selv
Det kan måske lyde lidt omvendt. For har du ikke lige haft fri? Men ved at starte hverdagen med planlagt tid til at give dig selv et godt overblik og planlægge dine kommende arbejdsopgaver efter ferien, så bliver din start bedre både for dig og for dine omgivelser.
Brug for eksempel den første dag på at blive opdateret.
Udnyt autosvar funktionen
Hov, kom du til at sætte ferie-autosvaret præcis til at slutte dén dag, hvor du er tilbage efter ferien?
Den form for autosvar skaber risiko for en unødvendig forventning om, at du er i fulde omdrejninger omgående - at du for eksempel svarer alle mails den første dag, du er tilbage.
Giv hellere dig selv et ekstra råderum til at lande i. Benyt autosvar selv efter du er tilbage på arbejdet.
Læg eventuelt også et par møder ind i kalenderen, så du giver dig lidt ekstra luft i starten. Udnyt, at du de kommende uger kan lægge møder ind hist og her i kalenderen, så du bevidst planlægger med ”egen-tid”. Det styrker din mulighed for at skabe god ledelse.
Kalenderen må helst ikke starte med at være fyldt med møder osv. En sikker vej til at miste både overblik og overskud er at komme tilbage fra ferien til en proppet kalender.
Gennemgå ikke dine mails kronologisk
Selvfølgelig skal du have overblik over alle mails i din indbakke. Men lad være med at gennemgå indbakken kronologisk.
Start hellere med at sortere dine mails. På den måde sikrer du, at du ikke bruger unødvendig tid på noget, som måske allerede er løst.
Sortér for eksempel efter afsender eller emne, så du også har set hele mailtråden, før du svarer.
Du kan i øvrigt sagtens sende en returmail, hvor du helt enkelt spørger, om det pågældende emne stadig er aktuelt for mailafsenderen. Du vil formentlig opdage, at meget er blevet uaktuelt og at du dermed får ekstra tid til de vigtige ting.
Prioritér dine opgaver
Det er en temmelig naturlig reaktion, at vi gerne vil have styr på det hele fra starten. Men der er jo faktisk ikke nogen, der forventer, at du indhenter alle arbejdsopgaver på din første arbejdsdag tilbage efter ferien.
Brug hellere først lidt tid på at prioritere i opgaverne: Hvad skal gerne være færdigt hurtigt? Og hvad kan omvendt sagtens vente lidt?
Ved at sortere i opgaverne opdager du måske også ting, som har bedre af at blive droppet. Måske ligger der endda ting på dit skrivebord, som du bare havde svært ved at skippe for et par uger siden?
Udnyt, at du lige nu kan se det hele lidt udefra og med nye øjne!
Overvej også at bruge den nye start til måske at lægge en ny plan lidt længere ud i fremtiden. Hvad kunne være gode ting at prioritere for eksempel det kommende halve år? Er der ting, som du særlig gerne vil have øje for?
Drop de lange arbejdsdage
En vigtig pointe med ferien var at koble af fra hverdagen og dit arbejde. Det gælder derfor om at opretholde at det gode, som dét gav.
Hvis du starter i højeste gear med en fuld kalender, mange møder og ekstra lange dage for at indhente dine uger væk fra arbejdspladsen, så risikerer du at miste dén energi og arbejdsglæde, som ferien og dit afbræk fra hverdage lige har givet dig.
Giv i stedet dig selv lov til, at du tager hjem til tiden. Og måske endda at du tage fri lidt tidligere de første dage. Så føles overgangen fra ferie til hverdag ikke nær så hård. Og hvis det betyder, du kan opretholde den gode gejst meget længere, så er det helt sikkert til gavn for alle…
Vær fremsynet - book de næste fridage
Book allerede nu dit næste åndehul. Ja, det kunne du da have gjort allerede, inden ferien sluttede. Men ellers er det en god første opgave, nu hvor du er tilbage.
Det behøver ikke at være flere ugers ferie. Det kan måske bare være en forlænget weekend. Det vigtigste er, at du har noget ferie eller fridage, du så kan se frem til.
Flere fifs her...
Find flere gode råd til din første tid efter ferien i artikler fra ”Væksthus for Ledelse”.
Lederforeningen er en del af væksthuset.
Væksthus for Ledelse er et partnerskab mellem KL, Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet, dedikeret til at styrke lederskabet i kommuner og regioner.
Her er flere fine små artikler om emnet:
5 ting du ikke skal gøre lige efter ferien - lederweb
5 råd: Kom godt tilbage efter ferien - lederweb
6 genveje til at komme op i gear efter ferien - lederweb
Sådan skal du ikke starte op efter ferien - lederweb
Sådan overlever du efter ferien - lederweb
Læs også hvordan du planlægger din ferie
Ved at planlægge, hvordan du planlægger de sidste dage inden ferie og når du er på ferie, kan du gøre dit bedste til, at ferien bliver det afbræk fra hverdagen, som kan give dig ny energi.
Læs artiklen i Lederforeningens digitale ledelsesmagasin her!