Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Hvad er det vigtigste for dig i kommende ny sundhedsstruktur?

Lederforeningen og de ledende sygeplejersker planlægger lige nu et høringssvar som indspil til en kommende ny indretning af sundhedsstrukturen i Danmark. Du inviteres til at bidrage.

Publiceret: 

17. juni 2024

Senest opdateret: 

25. juni 2024

Af:

Thomas Garlov

thg@dsr.dk

Sundhedsstrukturkommissionen afleverede i starten af juni en rapport på 650 sider med sine anbefalinger til, hvordan man kan sikre sammenhæng og større lighed i sundhedsvæsenet tæt på borgeren.

Sundhedsminister Sophie Løhde har herefter sendt kommissionens rapport i høring, så aktører indenfor sundhedsområdet kan kommentere rapporten fra kommissionen.

”Lederforeningens bestyrelse har besluttet, at vi som ledere bør bidrage med vores tanker og pointer i et høringssvar, så vi forhåbentlig kan bidrage til en kommende ny sundhedsstruktur,” lyder det fra Lederforeningens forkvinde Irene Hesselberg, og tilføjer:

”Vores høringssvar skal ikke ses som, at vi er i modstrid med Dansk Sygeplejeråd, der også sender et høringssvar. Men det er klart, at vi som ledere har fokus på lidt andre ting, som vi også synes er vigtige.”

Derfor inviteres de ledende sygeplejersker nu til at inspirere bestyrelsen.

”Man kan sende tanker direkte til bestyrelsen ved at sende en mail til Lederforeningen på lederforeningen@dsr.dk og forklare, hvad der vil være det vigtigste i forbindelse med en kommende ny sundhedsstruktur,” siger Irene Hesselberg.

Seks anbefalinger

Sundhedsstrukturkommissionen peger i sin rapport på seks tværgående anbefalinger:

  1. Kapacitetsudvidelse og ændret organisering af det almenmedicinske tilbud. En betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud (dvs. praktiserende læger og almenmedicinske lægeklinikker) inden for rammerne af en ændret organisering. Formålet er, at udviklingen af det almen-medicinske tilbud afspejler patienternes stigende behov for sundhedsydelser og tilgængelighed i det primære sundhedsvæsen. Derfor skal de ansvarlige myndigheders kompetence til at påvirke udviklingen styrkes.
  2. Ny organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet. En ny organisering skal være med til at sikre større national beslutnings- og eksekveringskraft og fælles prioritering og retning for digitalisering og brug af data i sundhedsvæsenet.
  3. Tilpasset ressourcefordeling. En national sundhedsplan skal sætte en strategisk retning for tiltag, der sikrer tilpasning af ressourcefordelingen mellem både det primære og sekundære sundhedsvæsen og geografisk på tværs af landet.
  4. Ændringer af organiseringen og samarbejdet på psykiatriområdet. Psykiatrien integreres organisatorisk med det samlede sygehusvæsen, for at understøtte en styrket sammenhæng for den enkelte og et løft af kvaliteten i den tværgående indsats for mennesker med psykiske lidelser.
  5. Tilpasning af de organisatoriske rammer for de praktiserende speciallæger. Tilpasning skal understøtte en effektiv brug af de samlede speciallægeressourcer i omstillingen af sundhedsvæsenet.
  6. Implementering. På baggrund af de politiske beslutninger om den fremtidige struktur for sundhedsområdet oprettes et reformsekretariat under indenrigs- og sund­hedsministeren, som med afsæt i en national implementeringsplan følger implementeringen af de enkelte initiativer og understøtter den decentrale implementering.

Du kan finde hele rapporten fra Sundhedsstrukturkommissionen her!

Dansk Sygeplejeråd inviterer til fælles medlemsmøde for sygeplejersker, studerende og ledende sygeplejersker den 14. august, hvor emnet er en kommende ny sundhedsstruktur.

Du kan finde flere betragtninger på DSRs hjemmeside og tilmelde dig DSR-medlemsmødet i august her!