Ferieregler for sygeplejersker ansat i kommuner og regioner
Som ansat i en kommune eller en region er du omfattet af Ferieaftalen på det kommunale/regionale område. Den indeholder bl.a. regler for løn under ferie, retten til 6. ferieuge, optjening og afholdelse af ferie, sygdom i forbindelse med ferie, samt optjening og afvikling af ferie. Læs om dine rettigheder og muligheder i punkterne nedenfor.
Seks ugers ferie
Du har ret til 6 ugers ferie om året.
De 5 uger optjener du løbende som samtidighedsferie. Ferien optjenes hver måned og kan afholdes allerede måneden efter, den er optjent. Det betyder, at du fx kan afholde ferie, du har optjent i september allerede fra oktober måned.
Der er to perioder i Ferieaftalen, du bør kende. Det er ferieåret og ferieafholdelsesperioden.
- Ferieåret er perioden, hvor du optjener din ferie. Det løber fra 1. september til 31. august året efter.
- Ferieafholdelsesperioden er perioden, hvor du kan afholde din ferie. Ferieafholdelsesperioden løber fra 1. september til 31. december året efter – dvs. den er på i alt 16 måneder.
Ferieplanlæggeren
Ferieplanlæggeren giver dig et enkelt og vejledende overblik over, hvor meget ferie du har ret til samt, hvordan du fx kan afholde den.
Ferieplanlæggeren dækker både dine 5 første ferieuger, og 6. ferieuge, hvor du som hidtil optjener den i ét kalenderår og afholder den i perioden fra 1. maj året efter.
Har du optjent ferie nok?
Du kan bruge Ferieplanlæggeren til at indtaste, hvor meget ferie du planlægger at holde eller har holdt hver måned. På den måde får du en idé om, om du har optjent nok, eller om du fx har behov for at tale med din chef om at få ferie på forskud. Du kan også se, hvor meget af din 6. ferieuge du råder over og markere, hvis/når du ønsker at benytte din 6. ferieuge.
Ændringer i antal timer pr. uge?
I Ferieplanlæggeren kan du også angive din ændringer i beskæftigelsesgraden mv.
Som beskrevet i punktet ”Beregning af løn under ferie ved ændring af beskæftigelsesgrad” i menuen nedenfor, kan ændringer i beskæftigelsesgraden påvirke lønnen under ferien, da lønnen bliver beregnet efter den beskæftigelsesgrad, du havde på optjeningstidspunktet.
Med Ferieplanlæggeren kan du se, hvilken beskæftigelsesgrad du har optjent de planlagte feriedage med.
Ferieregler for regionalt og kommunalt ansatte
Se, hvilke ferieregler der gælder for dig, hvis du er ansat i en kommune eller en region.
Den 6. ferieuge optjener og afvikler du forskudt. Det betyder, at du optjener ferien i et kalenderår og afvikler den i perioden 1. maj til 30. april i det efterfølgende kalenderår.
Hvis du ikke ønsker at afholde 6. ferieuge, kan du vælge at få den overført til næste ferieår eller at få den udbetalt i stedet for.
Du har ret til at holde mindst 3 ugers sommerferie i hovedferieperioden 1.maj til 30. september. Du skal aftale med din leder, hvornår ferien skal afholdes.
Det fremgår af ferieaftalen, at din leder så vidt muligt skal imødekomme dine ferieønsker, men i sidste ende er det din leder, der fastlægger, hvornår de 5 af dine 6 ugers ferie skal holdes.
Under din ferie har du krav på at få din fast påregnelige løn, som er dine faste tillæg og udbetalte særydelser for aften, nat, lørdag, søn-og helligdage regnet for en 6 måneders periode.
Tillæg for over- og merarbejde er til gængæld ikke en del af den fast påregnelige løn. Hvis du er deltidsansat, har du dog ret til feriegodtgørelse af udbetalt løn for evt. merarbejde.
Der er nogle situationer, hvor feriepengene bliver udbetalt direkte til dig. Det gælder b.la. "bagateludbetaling", som du kan læse om nedenfor.
- Hvis det drejer sig om optjent ferie ud over 4. uge, bliver feriepenge op til 5.000 kr. før skat automatisk udbetalt af din arbejdsgiver, når ferieafholdelsesperioden er udløbet.
- Ferien udbetales efter anmodning, når ferieåret er udløbet, hvis der er mindre end én feriedag tilbage.
- Din arbejdsgiver kan udbetale feriegodtgørelse til dig ved fratræden, hvis beløbet er højst 2.500 kr. efter skat. Det er op til din arbejdsgiver at vælge, om feriegodtgørelsen ved fratræden skal udbetales eller overføres til feriekort efter de almindelige regler.
Hvis du på ferietidspunktet er ansat på det samme timeantal, som da du optjente ferien, får du samme løn under ferien, som du får, når du går på arbejde.
Hvis du er gået op eller ned i tid, siden du opsparede din ferie, kan din løn under ferie afvige fra din normale løn på ferietidspunktet. Når du holder ferie, får du din sædvanlige løn på ferietidspunktet beregnet i forhold til dit timetal på det tidspunkt, du optjente din ferie. Du afvikler fortsat dine ferietimer i forhold til din aktuelle beskæftigelsesgrad.
Denne måde at beregne løn under ferie på gælder for al ferie, herunder også for 6. ferieuge.
I følgende eksempler kan du se, hvordan din løn beregnes under ferie.
Eksempel 1
På det tidspunkt, hvor du optjener ferien, arbejder du 37 timer om ugen med en timeløn på 220 kr., hvilket svarer til en ugeløn på 8.140,00 kr.
Når du afholder en uges ferie, er du gået ned på 30 timer pr. uge med en ugeløn på 6.600,00 kr. Da løn under ferie beregnes på baggrund af dit timeantal på optjeningstidspunktet, skal der udbetales 8.140,00 kr. (6.600 x 37/30).
Det omvendte gælder, hvis du går op i beskæftigelsesgrad fra ferien optjenes, til den afholdes – se her:
Eksempel 2
På det tidspunkt, hvor du optjener ferien, arbejder du 30 timer om ugen med en timeløn på 220 kr., hvilket svarer til en ugeløn på 6.600,00 kr.
Når du afholder en uges ferie, er du gået op på 37 timer, hvilket svarer til en ugeløn på 8.140,00 kr. Da løn under ferie beregnes på baggrund af dit timeantal på optjeningstidspunktet, skal der udbetales 6.600,00 kr. (8.140 x 30/37).
Hvis du får løn under ferie, vil du få særlig feriegodtgørelse. Den særlige feriegodtgørelse består af et ferietillæg på 1% og et forhøjet ferietillæg. Den særlige feriegodtgørelse udbetales på to måder:
- Den særlige feriegodtgørelse på 1% udbetales i to portioner den 31. maj og 31. august.
Du får derudover en forhøjet særlig feriegodtgørelse, som er forskelligt på det regionale og kommunale område:
Regioner:
- Op til 10 års anciennitet er den særlige feriegodtgørelse 2,39%.
- Efter 10 års anciennitet er den særlige feriegodtgørelse 1,49%.
Det gælder både ikke ledende sygeplejersker og ledere.
Kommuner:
- Den forhøjede særlige feriegodtgørelse udgør 1,83%.
Den forhøjede, særlig feriegodtgørelse udbetales 1. maj.
Godtgørelsen beregnes på baggrund af den ferieberettigede løn i det forudgående ferieår.
Hvis du fratræder dit job, og du har afholdt ferie, inden du har fået udbetalt den særlige feriegodtgørelse på 1%, skal du have udbetalt den særlige feriegodtgørelse for ferien, du har afholdt, i forbindelse med din fratræden.
Hvis du er syg, inden din ferie begynder
Bliver du syg, inden din ferie starter, har du ret til ikke at holde den. Du skal sygemelde dig overfor din leder senest ved arbejdstidens begyndelse på den første feriedag i henhold til de retningslinjer, der gælder på din arbejdsplads.
Hvis du bliver rask, før den planlagte ferie er ovre, kan du vælge at holde resten af ferien, hvis du ønsker det, og holde erstatningsferiedagene, som du får for sygedagene, senere. Du kan også vælge at holde hele ferien senere. Det er vigtigt, du giver din leder besked om, hvad du vælger, når du melder dig rask.
Hvis du bliver syg under din ferie
Bliver du syg under din ferie, har du ret til erstatningsferie efter 5 sygedage (karensdage), hvis du har optjent ret til 25 dages ferie. Har du ikke optjent 25 feriedage, beregnes karensperioden forholdsmæssigt.
Har du ikke været ansat i regionen i hele ferieåret (1.9 - 31.8), indtræder muligheden for erstatningsferie efter et forholdsmæssigt færre antal sygedage.
Det er vigtigt, at du giver din leder besked om sygdom allerede den første dag, da karensdagene først løber fra den dag, du har meldt dig syg til din leder.
Da karensperioden på 5 dage bliver beregnet pr. ferieår, bør du meddele og dokumentere al sygdom, uanset forventet varighed, til din leder. Det er en betingelse, at du for egen regning indhenter en lægeerklæring som dokumentation for din sygdom, også selvom din leder ikke beder om det.
Bliver du rask igen under ferien, kan du vælge at afholde resten af ferien eller at vende tilbage på arbejde. Det er vigtigt, du giver din leder besked om, hvad du vælger, når du melder dig rask.
Ønsker du at holde ferie på et tidspunkt, hvor du endnu ikke har optjent nok ferietimer, kan du indgå en aftale med din leder om, at du kan få lov til at holde ferie på forskud.
Når du har holdt ferie på forskud, vil der ske fradrag i den efterfølgende optjening af ret til betalt ferie, indtil du har optjent den afholdte ferie igen. Ferie på forskud skal være aftalt mellem dig og din leder, din leder kan derfor ikke pålægge dig at holde ferie på forskud.
Hvis du vælger at sige op, før udligningen af ferien er sket, er din arbejdsgiver berettiget til at modregne kroneværdien af de feriedage, du har holdt på forskud, i din sidste månedsløn.
Hvis du bliver opsagt, kan din leder varsle, at du holder ferie i opsigelsesperioden. Din leder kan dog kun kræve, at du afholder din hovedferie i opsigelsesperioden, hvis du har mere end tre måneders opsigelse.
Antallet af feriedage, som kan varsles afholdt i opsigelsesperioden afhænger af, hvor meget ferie du kan nå at optjene, før du fratræder din stilling, og hvor meget ferie du har afholdt inden opsigelsen.
Hvis dit opsigelsesvarsel er 3 måneder eller derunder
- Din leder kan ikke kræve, at du holder hovedferie i opsigelsesperioden, heller ikke selvom ferien er aftalt eller varslet inden opsigelsen.
- Du kan vælge at aftale med din leder at afholde ferien, selvom du er opsagt.
- Din leder kan pålægge dig at holde øvrig ferie i opsigelsesperioden, hvis det bliver varslet mindst en måned før. Du kan dog ikke blive pålagt at holde mere ferie, end du har optjent, når ferien begynder.
- Ferie kan først holdes i måneden efter, den er optjent. Det betyder, at ferie, du optjener i den sidste ansættelsesmåned, ikke kan varsles afholdt.
Hvis dit opsigelsesvarsel er mere end 3 måneder
- Hvis dit opsigelsesvarsel er mere end 3 måneder, kan din leder varsle, at du skal holde både hovedferie og restferie, så længe både varslerne og ferien kan rummes i opsigelsesperioden.
Hvis du modtager varsel om at afholde din hovedferie, skal du have optjent mindst 15 feriedage, inden ferien begynder. Din leder kan altså ikke varsle hovedferie, hvis du fx kun har optjent 12,48 feriedage på det tidspunkt, hvor ferien starter. I den situation kan arbejdsgiver varsle dig til at afholde 10 dages øvrig ferie. Din leder kan ikke pålægge dig at holde forskudsferie eller ferie, der ikke er optjent. - Ferie kan først holdes i måneden efter, den er optjent. Det betyder, at ferie, du optjener i den sidste ansættelsesmåned, ikke kan varsles afholdt.
- Hvis du har overført ferie, kan din leder ikke varsle den afholdt i opsigelsesperioden.
- Din leder kan ikke varsle afholdelse af 6. ferieuge. Den kan du kræve at få udbetalt.
Du kan vælge at få udbetalt feriegodtgørelse og den forhøjede særlige feriegodtgørelse i stedet for at holde ferie med løn og få særlige feriegodtgørelse. Du skal bare oplyse din leder om dit ønske, før ferieåret begynder, dvs. senest 31. august.
Hvis du er ansat et sted, der holder ferielukket, er udgangspunktet, at du har pligt til at afholde ferie svarende til arbejdsstedets lukkeperiode. Det er en betingelse, at din arbejdsgiver varsler ferien korrekt, dvs. 3 måneders varsel for hovedferie og 1 måneds varsel for øvrig ferie.
Ved ferielukning skal din arbejdsgiver så vidt muligt sikre, at du har betalt ferie til gode til ferielukningen. Hvis din arbejdsgiver ikke sikrer dette, skal arbejdsgiver betale din løn under ferielukningen.
Har du været ansat i hele det forudgående ferieår og endnu ikke nået at optjene betalt ferie til de dage, hvor arbejdspladsen holder lukket, har du krav på forskudsferie ved ferielukningen.
Hvis du på grund af en feriehindring er afskåret fra at holde ferie inden ferieafholdelsesperioden udløber den 31. december, får du overført op til 4 ugers betalt ferie til den efterfølgende ferieperiode.
Særlig beskyttelse af 1.-4. ferieuge
Du skal afholde de første 4 ugers ferie i hver ferieafholdelsesperiode - ferieugerne kan som hovedregel ikke udbetales. Har du på grund af en feriehindring, fx barsel eller sygdom, ikke haft mulighed for at afholde hele eller dele af din ferie inden 31. december, vil op til 4 af dine 5 ugers ferie automatisk blive overført til den næste ferieafholdelsesperiode.
Det er ikke muligt at få udbetalt de første 4 ferieuger på grund af en feriehindring. Hvis din feriehindring skyldes sygdom eller barsel, har du dog ret til at få udbetalt den overførte ferie, hvis du stadig er forhindret i at afholde ferien efter udløbet af 2 ferieafholdelsesperioder.
Den 5. ferieuge
Hvis du på grund af en feriehindring ikke har holdt din 5. ferieuge, skal din leder automatisk udbetale den efter ferieafholdelsesperiodens udløb 31. december. I stedet for udbetaling kan I også aftale at overføre den til næste ferieafholdelsesperiode.
Den 6. ferieuge
Hvis du på grund af en feriehindring ikke har holdt din 6. ferieuge, skal din leder automatisk udbetale den efter ferieperiodens udløb 30. april. I stedet for udbetaling kan I også aftale at overføre den til næste ferieafholdelsesperiode.
Når du bliver fritstillet, kan din leder anse din ferie for afholdt uden at have varslet dig, så længe både varsel og ferie kan rummes i fritstillingsperioden. Også her gælder, at du skal have optjent et tilstrækkeligt antal feriedage.
Hvis du får andet arbejde i fritstillingsperioden, gælder som udgangspunkt også, at du skal have en arbejdsfri periode svarende til feriens længde.
Hvis du bliver fritstillet ubetinget, og din arbejdsgiver dermed fraskriver sig retten til at kunne modregne i din løn fra en ny arbejdsgiver, anses ferie dog for afholdt, hvis varslet og ferien kan rummes i fritstillingsperioden.
Din leder kan ikke pålægge dig at afholde overført ferie og 6. ferieuge i en fritstillingsperiode.
Du optjener ret til ferie fra ansættelsens begyndelse, så du kan afholde betalt ferie måneden efter, den er optjent.
Optjening af ferie sker løbende i ferieåret fra 1. september til 31. august. Ferie optjenes i timer, men holdes i hele feriedage. Som fuldtidsansat på 37 timer ugentligt optjener du 15,42 timers ferie om måneden, hvilket svarer til 2,08 feriedag.
Som fuldtidsansat med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer ugentligt, vil du efter ansættelse i hele ferieåret have optjent ret til betalt ferie i 185 ferietimer.
Hvis du er deltidsansat, vil du optjene ferietimer, der svarer til det antal timer, du arbejder hver uge. Beskæftigelsesgraden beregnes som en forholdsmæssig del af de antal ferietimer, man optjener som fuldtidsbeskæftiget.
Hvis du f.eks. er ansat 28 timer ugentligt, vil du optjene 28/37 af 185 timer til brug for fem ugers ferie.
Du kan aftale med din arbejdsgiver, at du overfører optjent ferie ud over 4 uger til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Dette skal ske skriftligt senest den 31. december i ferieafholdelsesperioden.
Hvis du er timelønnet, optjener du ret til feriegodtgørelse, som udbetales løbende sammen med lønnen. Ifølge Ferieaftalen er feriegodtgørelsen 12,5% af din løn. Du får derudover en forhøjet feriegodtgørelse efter Aftale om 6. ferieuge på 0,45%.
Vær opmærksom på, at du efter DSR’s overenskomst har krav på at være ansat som månedslønnet med de bedre rettigheder, det indebærer, hvis du er ansat med mere end en måneds beskæftigelse.
Spørg din tillidsrepræsentant eller din lokale DSR’s kreds, hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for dig.
Hovedreglen er, at du skal varsles mindst 3 måneder før, du skal holde de 3 ugers hovedferie og 1 måned før, du skal holde de 2 ugers øvrig ferie.
Din arbejdsgiver kan ikke varsle din 6. ferieuge. Den skal holdes, når du ønsker det, medmindre tjenesten hindrer det.
Ferieaftaler for ansatte i kommuner og regioner
Kommunalt og regionalt ansatte er omfattet af to aftaler. Læs mere i vejledningerne på det kommunale eller regionale område.
Ferietilbud med DSR
Hotel Koldingfjord ferietilbud
Hotel Koldingfjord har sammensat et særligt ferietilbud til dig, der er medlem af DSR.
Sygeplejerskernes fritidsboliger
Lej et sommerhus eller en ferielejlighed billigt, når du er medlem af DSR.
Se også
Arbejdstid for regionalt ansatte
Arbejdstid er en vigtig del i tilrettelæggelsen af arbejdet. Få et overblik over Arbejdstidsaftalen, dine rettigheder i forhold til hviletid...
Arbejdstid for kommunalt ansatte
Arbejdstid er en vigtig del i tilrettelæggelsen af arbejdet. Få et overblik over Arbejdstidsaftalen, dine rettigheder i forhold til hviletid...
Hvad tjener en sygeplejerske?
Sygeplejerskernes lønninger har ofte været til stor debat, men hvad tjener en sygeplejerske egentligt? Bliv klogere på sygeplejerskernes løn...