Nyhed
Åbent brev: "Gabestokken" har intet andet formål end at udskamme personalet
Offentliggørelsesordningen, også kaldet ”gabestokken”, er en forældet ordning, der hører fortiden til. Vi forstår ganske enkelt ikke, at regeringen ikke har taget initiativ til at få afskaffet ordningen for længe siden, skriver Harun Demirtas, Tanja Nielsen og Camilla Noelle Rathcke i et åbent brev til Sophie Løhde.
Publiceret:
8. september 2025
Senest opdateret:
8. september 2025
Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen og FOA er gået sammen om et fælles brev til sundhedsminister Sophie Løhde. Brevet er desuden bragt på Altinget.dk
Kære Sophie
Dansk Sygeplejeråd, FOA og Lægeforeningen modtog den 27. maj 2025, ligesom de øvrige medlemmer i arbejdsgruppen om afdækning af patientklagesystemet, en orientering om ministeriets undersøgelse af offentliggørelsesordningen (”Gabestokken”).
Undersøgelsen skulle ifølge anbefalingen fra arbejdsgruppen ”afdække formålet med og effekten af ordningen i lyset af ambitionen om i højere grad at uddrage læring af klagesager”. Desuden skulle undersøgelsen afdække grundlaget for at justere eller afskaffe ordningen.
Ministeriet konkluderer i al væsentlighed, at få sundhedspersoner årligt offentliggøres i ordningen, og at der dermed er meget lille risiko for, at man ender med at få sit navn offentliggjort. Samtidig, at borgernes anvendelse af offentliggørelsesordningen som forbrugerinformation er begrænset, men at ordningen på trods af dette spiller en rolle for gennemsigtigheden af sundhedssektoren.
På baggrund heraf konkluderer ministeriet samlet, at formålet med offentliggørelsen af sundhedspersoners navne i tilstrækkelig grad er mødt, selvom effekten heraf vedrørende patienternes anvendelse er begrænset.
Selvom konklusionen altså fremhæver ordningens manglende effekt, og det eneste argument for ordningen synes at være patientforeningernes opbakning hertil, så orienteres vi om, at det på denne baggrund er blevet besluttet at bevare offentliggørelsesordningen i sin nuværende form.
Vi kan fortsat konstatere, gennem vores mange og jævnlige kontakter med sundhedspersoner, at offentliggørelsesordningen bidrager til alt andet end læring. Alene fordi den findes, vil den have en negativ effekt på sundhedspersoner, når de udfører deres arbejde.
Det ændrer ikke noget, at der “kun” er tale om få sundhedspersoner, hvis navne bliver offentliggjort. Der bør ikke være en eneste, der skal hænges ud i offentligheden, for det tjener intet andet formål end udskamning og bidrager ikke konstruktivt til læring. Det er derimod en ekstra “straf” oveni den disciplinære afgørelse, der allerede er truffet.
Det vil ovenikøbet forventeligt forholde sig sådan, at Styrelsen for Patientsikkerhed påbegynder en tilsynssag på baggrund af Disciplinærnævnets afgørelse, og at den fremadrettede patientsikkerhedsrisiko ved den pågældende sundhedspersons virke dermed særskilt vurderes.
Derfor er det utilfredsstillende, at vi ikke præsenteres for, hvad det er for en undersøgelse, der ligger til grund for, at ordningen ikke skal afskaffes. Undersøgelsens formål var som beskrevet i arbejdsgruppens anbefalinger, at ”afdække formålet med og effekten af ordningen i lyset af ambitionen om i højere grad at uddrage læring af klagesager.”
Vi kan imidlertid ikke udlede af afrapporteringen, at lærings-delen er belyst, og vi mener derfor ikke, at undersøgelsen lever op til anbefalingens formål. Vi mener derfor ikke, at ministeriets undersøgelse lever op til de aftalte kriterier, som vi blev lovet med udgangen af 3. kvartal 2024.
For det giver ikke øget gennemsigtighed i sundhedsvæsenet at forældede oplysninger offentliggøres, og det medfører slet ikke en forbedret patientsikkerhed.
Der er de seneste mange år iværksat en lang række tiltag for at styrke tilsynet med sundhedspersoner og behandlingssteder og styrke samarbejdet mellem det, der i dag er Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager. Det er med de tiltag sikret, at patienter ikke skal møde sundhedspersoner, der er til fare for patientsikkerheden.
Offentliggørelsesordningen – ”gabestokken” – er en forældet ordning, der hører fortiden til. Vi forstår ganske enkelt ikke, at regeringen ikke har taget initiativ til at få afskaffet ordningen for længe siden.
Med venlig hilsen
Harun Demirtas, 1. næstforperson, Dansk Sygeplejeråd, Tanja Nielsen, sektorformand, FOA, Camilla Noelle Rathcke, formand, Lægeforeningen