Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Ældrereform er tiltrængt økonomisk løft til ældreområdet

Dansk Sygeplejeråd hilser en reform af ældreområdet velkommen og kalder det tiltrængt at der tilføres flere penge.

Publiceret: 

18. april 2024

Senest opdateret: 

29. april 2024

Af:

Lotte Dahlmann

ldh@dsr.dk
59403815

Foto:

Søren Svendsen

Med et mål om at sikre helhedspleje, faste teams og at frisætte ældreområdet, præsenterede regeringen og aftalepartierne Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, SF, LA og Det Konservative Folkeparti torsdag en ny ældrereform.

Aftalen, der får virkning fra 1. juli 2025, betyder en milliard kroner ekstra om året i varige midler.

1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd, Harun Demirtas, siger:

"Vi hilser en reform af ældreområdet velkommen, for det er en sektor, der i lang tid har været udfordret på kvaliteten. Det er også tiltrængt med flere penge og godt, at aftalen sikrer en milliard kroner ekstra i varige midler."

Dansk Sygeplejeråd savner dog stadig sundhed i reformen:

”Vi er fortsat uforstående overfor, at aftalepartierne kan lave en ældrereform uden at indtænke sundhed. Et hovedbudskab i aftalen er helhedspleje, men helhedspleje uden sundhed giver ikke mening – og giver ikke det nødvendige løft af kvaliteten for vores ældre. Ældre i dag er ofte kendetegnet ved sygdom og også multisygdom og dermed komplekse behov for pleje og sygepleje – og det er derfor vi siger, at sundhed er en forudsætning for et godt ældreliv”, forklarer Harun Demirtas.

Med aftalen vil forligspartierne forenkle tilsynet på ældreområdet. Der er mange forskelligrettede tilsyn på området, som ikke taler sammen, og derfor håber Dansk Sygeplejeråd, at det kan styrke ældreområdet, at der skal være øget sammenhæng.

En central del af aftalen er også, at faste teams skal udbredes i ældreplejen.

”Dansk Sygeplejeråd kan bakke op om intentionerne bag faste teams, som handler om øget kontinuitet for borgerne og færre personer i borgerens hjem. Men det er samtidig vigtigt, at der er frihed til at organisere indsatsen overfor de ældre, som det bedst giver høj faglig kvalitet og sammenhæng for den enkelte borger”, siger Harun Demirtas.

I og med at sundhed ikke er en del af ældreaftalen har Dansk Sygeplejeråd stadig mange spørgsmål i forhold til, hvordan udbredelsen af faste teams hænger sammen med den kommunale sygepleje.

”Men vi har en forventning om, at aftalen giver fleksible rammer for organiseringen af ældreplejen – dvs. faste teams eller lignende faglige fællesskaber i ældreplejen" pointerer Harun Demirtas.

Forligspartiernes ambition om at afbureaukratisere området er Dansk Sygeplejeråd i princippet tilhængere af, siger Harun Demirtas:

”Men det må ikke være på bekostning af faglig kvalitet og sammenhæng for borgeren. Her har vi en faglig bekymring for, at der fremover ikke skal være krav til dokumentation af pleje og omsorg. Dokumentation har betydning for den sundhedsfaglige kvalitet, som sygeplejerskerne står for. Observationer af borgeren i forbindelse med fx den daglige hygiejne, bevægelse, selvhjulpen og appetit kan være vigtige indikationer på sygdomsforværring, hvor det har betydning, hvis sygeplejersken kan handle tidligt.”