Debat: Alvorligt syge bruger al for meget energi på at holde styr på det hele

Dette indlæg er skrevet af Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, og er bragt i Berlingske 22. september

Sonja er 71 år. Hun bor i Charlottenlund og lever med sklerose, diabetes og følgerne af en blodprop i hjernen. Hun har mistet gangfunktionen og sidder nu i kørestol. Men det er ikke tabet af førlighed, hun fremhæver som det sværeste.

Det, der trætter hende mest, er hendes hverdag.

For det er stort set umuligt at følge med. Hvilken behandler skal hun til i dag? Hvornår? Hvordan kommer hun derhen? Hvem kan følge med?

Hvilke oplysninger skal hun huske at give videre til hvem? Hendes dage er fyldt med tjek, kontroller, blodprøver, konsultationer og medicin. Der er mange dygtige fagpersoner, der behandler Sonja. Men hun føler, at ingen samler trådene.

Det er blevet hendes egen opgave. Og når hun ikke selv kan, må hendes voksne datter træde til og hjælpe med at navigere rundt i systemet sammen på systemet. De er begge trætte. Ikke kun af sygdommen, men af alt det, der følger med. Af kompleksiteten. Af den manglende sammenhæng.

Sonjas historie er rørende. Men desværre ikke enestående.

For lidt sammenhæng
En ny befolkningsundersøgelse, som Megafon har lavet for Dansk Sygeplejeråd, viser, at hele 63 procent af danskerne selv oplever at skulle koordinere deres – eller deres pårørendes – sygdomsforløb på tværs af aktører i sundhedsvæsenet. Og 83 procent siger, at de ville føle sig mere trygge, hvis de havde en kontaktperson, for eksempel en sygeplejerske, som kunne samle og koordinere forløbet.

Det er ikke mærkeligt.

Når sygdommen bliver kompleks, bliver sundhedsvæsenet det også.

Specialisterne er mange. Systemerne forskellige. Kommunikationen spredt. Det kan virke paradoksalt, men er desværre velkendt: Jo dårligere helbred, jo mere ansvar får man selv for at holde styr på det hele.

Det burde være omvendt.

For når man er alvorligt syg, som Sonja, skal man ikke også være projektleder for sit eget behandlingsforløb. Og man skal ikke være afhængig af, at ens datter har mulighed for at tage fri for at dosere medicin, følge med til kontroller eller sikre, at informationer ikke går tabt mellem sektorer og instanser.

Det ansvar bør sundhedsvæsenet tage, og som sundhedsreformen har ambitioner om at løse. Og det er et ansvar, som mange sygeplejersker står klar til at tage på sig.

Se mod Esbjerg og Kalundborg

Flere steder i landet er man allerede begyndt. I kommuner som Esbjerg og Kalundborg har man givet en stor andel af sine kommunale sygeplejersker en specialuddannelse i borgernær sygepleje.

Det betyder, at sygeplejerskerne har kompetencerne til at skabe sammenhængen i komplekse forløb. De spotter tidlige tegn på sygdomsforværring, de koordinerer mellem aktører, og de fungerer som faglig sparringspartner for kolleger i både hjemmeplejen og på plejehjem.

Frem for alt er de det, som Sonja mangler: En koordinerende sundhedsperson, der har borgeren i centrum – og overblikket med sig på vegne af patienten

Erfaringerne taler for sig selv: Fra kommuner med specialuddannede sygeplejersker får vi meldinger om færre indlæggelser, højere kvalitet, styrket patientsikkerhed og en markant bedre oplevelse af sammenhæng i borgernes forløb.

Men vi skal videre og sætte ambitionsniveauet højere. For selvom erfaringerne er gode, er det alligevel kun omkring tre procent af de kommunale sygeplejersker, der i dag har denne specialuddannelse. Det stemmer dårligt overens med de gode ambitioner om nærhed og tryghed, som ellers fylder i sundhedsreformen.

I Dansk Sygeplejeråd anbefaler vi, at mindst 20 procent af de kommunale sygeplejersker i 2030 har specialuddannelse i borgernær sygepleje. Det vil være et afgørende skridt mod at skabe mere sammenhæng og større tryghed – ikke kun for borgerne, men også for de pårørende, der i dag løfter en enorm og ofte usynlig opgave.

Samtidig bør sygeplejersker have mulighed for at handle mere selvstændigt. Med det forbeholdte virksomhedsområde, som blev lovfæstet i januar, er der allerede et redskab til rådighed. Nu mangler det blot at blive udbredt og prioriteret lokalt.

Og pengene? De er der faktisk allerede. To milliarder kroner er afsat til tværsektorielle sundhedsindsatser i de regionale sundhedsråd. Det er midler, der oplagt kunne bruges til at investere i den koordinerende og forebyggende indsats, som netop specialuddannede sygeplejersker kan levere.

Sonja siger det ganske tydeligt selv: Det ville hjælpe, hvis der var en til at holde styr på det hele.

Men det kræver, at vi tør investere i dem, der kan gøre det: sygeplejerskerne. For med de rette vilkår, vil det være til gavn for både den enkelte borger, men også forbedre det samlede brug af sundhedsydelser.