Nyhed
Berlingske kommentar: Sygeplejerske om nyt forslag fra Lars Løkke: "Det er udnyttelse"
Harun Demirtas kommenterer på Moderaternes forslag om at uddanne sygeplejersker i udlandet.
Publiceret:
23. juli 2023
Senest opdateret:
26. juli 2023
Foto:
Søren Svendsen
KOMMENTAR
Lars Løkke Rasmussen vil uddanne filippinske unge til sygeplejersker og rekruttere dem til Danmark.
Men der er ingen, der spørger ham, hvorfor han lige foreslår Filippinerne og Indien og for eksempel ikke Norge og Sverige, som taler næsten samme sprog og har næsten samme kultur som danskerne? Svaret kender vi nok alle sammen.
Nemlig, at Løkke ikke tør konkurrere med Norge, som gang på gang stjæler danske sygeplejersker, fordi de betaler en bedre løn.
Så er det bedre at holde sig til fattige lande, hvor unge i desperation kaster sig over hvad som helst for at forlade deres land til fordel for Europa, hvor mulighederne er enorme.
Det er udnyttelse.
For det første er Filippinerne ikke et land, der har et ekstra lager af sygeplejersker. Helt omvendt har de faktisk også mangel på sygeplejersker.
For det andet skaber det ulighed i den globale sundhed, når filippinske sygeplejersker importeres til rigere lande.
Det er uetisk at stjæle fra fattige. Det er der faktisk også regler for, som WHO står bag! Derfor bør Moderaterne i stedet rette fokus mod det danske arbejdsmarked og droppe hele snakken om, at der ikke er nok unge at uddanne.
I dag er der 5.000 sygeplejersker uden for sygeplejefaget og samtidig 1.300 efterlønnere, der gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet, hvis de får flere goder. For eksempel kunne man give dem bedre løn og mere fleksibilitet.
Desuden bør de snart komme med en plan for, hvad der skal til for at fastholde de sygeplejersker, vi i forvejen har uddannet, og som allerede arbejder i dag, men som stadig venter på, at deres krav om bedre anerkendelse for deres faglighed bliver opfyldt. Moderaternes forslag skaber intet håb, men slukker omvendt for håbet om, at der snart kommer en løsning.
Derfor vil jeg gerne spørge Moderaterne: Hvordan skal de danske sygeplejersker forstå importen af indiske og filippinske sygeplejersker, mens vi stadig venter på, at I investerer i jeres egne? Lars Løkke Rasmussen er optaget af skabe flere produkter, der er stemplet med »Made by LLR«. Men det gider vi ikke mere. Vi vil have en politiker, der går til opgaven for at løse den sammen med os i stedet for at gå solo og blive husket som »manden, der tænker utraditionelt«. Jeg er desværre bange for, at endnu flere sygeplejersker vil forlade jobbet som sygeplejerske, fordi ingen arbejdsgiver eller politiker vil tage ansvar for problemet.
Det kan godt være, at politikerne er trætte af os. Men vi kæmper for fremtiden for det danske sundhedsvæsen og mod ethvert slag, der tilintetgør vores faglighed og identitet.
Så gør dog noget, så vi alle kan få ro på arbejdsmarkedet.
Harun Demirtas
Sygeplejerske, forperson for Din Sundhedsfaglige a-kasse og næstforperson for Dansk Sygeplejeråd.