Nyhed
Danmarks sundhedsudfordringer skal løses nationalt
Regeringen har indgået en bred politisk aftale, der skal gøre det nemmere at rekruttere udenlandsk sundhedspersonale til Danmark. ”Men vi skal løse vores egne sundhedsudfordringer og gøre det mere attraktivt at arbejde i det danske sundhedsvæsen, alt andet er uetisk,” mener Dorthe Boe Danbjørg.
Publiceret:
24. januar 2024
Senest opdateret:
22. februar 2024
Foto:
Søren Svendsen
En aftale om at gøre det lettere at rekruttere udenlandsk sundhedspersonale til Danmark, er ikke en bæredygtig løsning, der løser udfordringerne med at få nok personale til sektoren, mener Dansk Sygeplejeråd.
Forkvinde Dorthe Boe Danbjørg siger om den politiske aftale:
”Vi mener helt grundlæggende, at vi skal løse vores sundhedsudfordringer nationalt. Vi ved, at der er over 5.000 uddannede sygeplejersker, som har fravalgt at arbejde i det offentlige sundhedsvæsen. Regeringen og forligspartierne bør fokusere på at gøre det attraktivt at arbejde i det offentlige sundhedsvæsen, så flere af dem, der er uddannet, har lyst til at arbejde i det offentlige sundhedsvæsen,” siger forkvinde for Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg.
Dorthe Boe Danbjørg understreger, at der er global mangel på sygeplejersker og at det derfor ikke er etisk korrekt at dræne andre lande for sygeplejersker.
”Uanset om de skal arbejde som sygeplejersker eller sosu’er, så er det ikke en bæredygtig løsning, når man har et globalt udsyn.,” siger hun og fortsætter.
”Hvorfor skal vi gå over åen efter vand? Det undrer mig: Er det virkelig den bedste løsning at løse ventelister og udfordringerne i det offentlige sundhedsvæsen med sundhedspersonale fra andre lande? Jeg tænker, at det da må være hurtigere og billigere at gøre det attraktivt for de mange sygeplejersker, vi allerede har investeret i at uddanne herhjemme, at arbejde i vores sundhedsvæsen,” siger hun.
Dorthe Boe Danbjørg opfordrer også til, at regeringen afventer udmøntningen af den såkaldte Trepartsaftale, før der sættes nye, omfattende initiativer i gang.
”Vi har jo lige indgået en trepart med regeringen, som giver et lønløft til bl.a. sygeplejersker og aftalt, at vi skal gøre det mere attraktivt at arbejde i det offentlige sundhedsvæsen. Det arbejde er vi i fuld gang med sammen med arbejdsgiverne, ” siger hun.
Om aftalen
Regeringen har indgået en bred politisk aftale, der vil gøre det nemmere at rekruttere efterspurgt udenlandsk sundhedspersonale til Danmark og samtidig sikre en langt mere smidig og effektiv autorisationsproces for blandt andre læger og sygeplejersker fra udlandet.
Aftalen, der er indgået mellem Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har fokus på 16 konkrete forslag, der skal øge arbejdsudbuddet i sundhedssektoren. Blandt andet ved at gøre det nemmere at rekruttere efterspurgt udenlandsk sundhedspersonale fra tredjelande til Danmark; udvide positivlisten for faglærte med social- og sundhedshjælpere og få op mod 1000 sosu'er til Danmark gennem ordningen. Desuden lægges der i aftalen op til, at der skal indføres en genvej for blandt andet læger og sygeplejersker fra lande uden for EU, så de hurtigere kan bidrage til sundhedsvæsenet.
Konkret betyder det, at udenlandske sundhedspersoner, der har et tilbud om ansættelse i hånden, skal kunne blive ansat i sundhedsvæsenet, allerede fra de går i gang med at blive autoriseret i Danmark.
Læs mere om Trepartsaftalen
Trepartsaftalen for sygeplejersker
Læs om treparten og dens betydning for sygeplejersker i region og kommune samt studerende.
Flere udenlandske sygeplejersker er ikke en løsning
I en tid med mangel på sygeplejersker ser regionerne ikke rekruttering af udenlandske sygeplejersker som en løsning. Tidligere erfaringer vi...