Debat: En omsorgsfuld mand er en stærk mand

Debatindlægget er af Harun Demirtas, næstforperson i Dansk Sygeplejeråd. Indlægget er bragt i Information d. 22/11-24. En omsorgsfuld mand er en stærk mand | Information

Man tager ikke sit barn på skødet. Man krammer ikke. Man sidder ikke med krydsede ben. Man kalder ikke sin kone eller sine børn ved deres navn. Man går ikke side om side med sin kone på gaden. Kvinder spiser ikke, før mændene har spist, og der er serveret te. Når mænd træder ind ad døren, rejser alle kvinder og unge sig af respekt. Drenge leger ikke med piger.

Det lyder måske helt vildt, men sådan har jeg set min mor blive mødt hele sit liv.

Min mor husker kun enkelte tilfælde, hvor hun har fået et ordentligt kram eller kys på kinden af sin far. En enkelt gang i lufthavnen i Ankara på vej til Europa, hvor ingen vidste, om vi nogensinde kom tilbage – et øjeblik jeg også selv kan huske. Måske den pludselige omsorg skyldtes den lange rejse, der var foran os. Måske var det fordi, vi kunne ende med aldrig at se hinanden igen. Eller måske var det fordi, det var i Ankara – flere hundrede kilometer fra landsbyen, væk fra normen i Konya.

Mændenes skjulte omsorg

Min morfar var ikke et ondt menneske. Han vidste bare ikke bedre og forsøgte at opretholde et ideal. Ligesom de andre mænd i landsbyen. For min mor og de andre kvinder i landsbyen i Konya var der intet underligt i hendes fars opførsel. Det var det daværende maskulinitetsideal, der prægede.

Først for nylig har jeg lært, hvorfor nogle mænd fra min barndom i Tyrkiet ofte var reserverede og distancerede over for deres koner og børn. Tyrkiet har igennem tiden været præget af mange krige og konflikter. Mænd faldt i krig eller var tvunget til at tage langt væk for at arbejde. Det efterlod mange kvinder alene og børn faderløse.

For at skåne dem, der havde mistet en far eller længtes efter ham, opstod en uskreven regel: Mænd viste ikke deres familier for meget kærlighed offentligt. Tanken var, at det kunne vække misundelse hos faderløse børn eller deres mødre.

Som voksen kan jeg forstå logikken bag denne adfærd, men som barn var den mig uforståelig. På den ene side er det let at kritisere en kultur, der skaber afstand mellem familiemedlemmer. På den anden side kan jeg nu anerkende de sociale og kulturelle årsager, der ligger bag. 

Heldigvis er tiderne skiftet. Nye idealer for mænd og kvinder vinder frem. I dag ville mange ikke acceptere de gamle, uskrevne regler, som kvinder og mænd engang levede efter.

I dag befinder mænd sig i et krydspres mellem tradition og forandring. De gamle maskulinitetsidealer smuldrer, men de nye har endnu ikke vundet fodfæste. Heldigvis har kritikken af giftig maskulinitet skabt et nødvendigt rum til at gentænke mandens rolle – både i samfundet og i familien. Men rejsen er ikke uden udfordringer. 

Fra pizzabager til sygeplejerske

I min generation af etniske minoriteter i Danmark er der en stærk vilje til at bryde med de forældede kønsroller, vi har arvet fra vores forældre. Der er stadig unge mænd, der tror på en særlig mandlig autoritet, men det er min oplevelse, at flere og flere ønsker at gøre op med de kulturelle bånd, der fastholder mænd og kvinder i fastlåste roller. 

Tag mig selv som eksempel. Hvis det stod til min mor, skulle jeg være læge eller advokat – og hvis det ikke var muligt, så var det næstbedste at åbne et pizzeria, som flere af mine mandlige slægtninge havde gjort. Når jeg tænker tilbage, finder jeg det ret morsomt, at hendes drømme for mig var begrænset til netop disse tre muligheder. Hun så ingen fremtid for mig som sygeplejerske, selv om det netop er det valg, jeg endte med at træffe.

I mange minoritetsmiljøer er arbejdet bag en pizzadisk forbundet med maskulinitet, fordi det er et selvstændigt erhverv. Ironisk nok involverer arbejdet præcis de samme opgaver, som kvinderne typisk udfører derhjemme: bagning, madlavning og rengøring. Men forskellen ligger i ejerskabet og ansvaret. Det er dét, der gør arbejdet maskulint i manges øjne.

Men det var ikke dét, jeg ville. Og da jeg valgte at uddanne mig til sygeplejerske, mødte jeg en helt anden virkelighed. Sygeplejefaget er traditionelt set kvindedomineret, og dette skaber udfordringer for mænd, der træder ind i faget.

I 1951 blev det første danske mandlige sygeplejehold oprettet – og alligevel er fremskridtene begrænsede. På sygeplejerskeuddannelsen er kun ni procent af de studerende mænd, og det kønsopdelte arbejdsmarked og gamle mandeidealer skaber barrierer for, hvem man som patient møder på sygehusgangene. Dette skaber en ubalance, som vi fortsat arbejder på at rette op på i dag. Men vi ser også, at mænd i faget kan tilføje en dimension, der er lige så vigtig. Selv om omsorg traditionelt har været set som en kvindelig egenskab, tror jeg, at vi skal gentænke dette. Omsorg er en menneskelig egenskab, og den burde ikke være bundet til køn.

Behov for flere omsorgsfulde maskuline rollemodeller

Et centralt aspekt af en ny maskulinitet handler derfor om omsorg. Mænd drager omsorg dagligt – for deres familier, deres venner og deres omgivelser. Det har min morfar også gjort, uden at han nogensinde så det som en del af sin maskulinitet. Når han holdt afstand til sin familie for ikke at vække sorg hos dem, der havde mistet deres far, var det i virkeligheden et udtryk for omsorg. Men denne omsorgsfuldhed var skjult bag en barsk facade, som var den tids maskuline ideal.

Den maskulinitet, vi bør stræbe efter i dag, handler om ansvar, omsorg og fællesskab. Mænd skal forstå, at det er både acceptabelt og nødvendigt at række ud efter hjælp – ikke blot fra professionelle, men også fra deres nære relationer. Vi skal gentænke, hvad det betyder at være en mand i vores moderne verden.

For at skabe denne forandring skal vi have flere mænd ind i omsorgsprofessionerne. Det vil være med til at nedbryde de fordomme, der fastholder mænd i en forældet opfattelse af maskulinitet. Vi har brug for rollemodeller, der viser, at det at drage omsorg er en kilde til stolthed og styrke. Heldigvis har vi allerede mange mandlige sygeplejersker, der dagligt bryder med de gamle normer. Disse mænd viser os, at maskulinitet kan være meget mere end magt og kontrol – det kan også være nænsomhed, omsorg og ansvar.

Det kræver mod at gå imod strømmen og udfordre de forældede idealer. Men det er nødvendigt, hvis vi skal skabe et samfund, hvor alle – uanset køn – kan leve friere, lykkeligere og mere meningsfulde liv.

Den rejse, vi mænd står over for, er ikke blot et opgør med gamle kønsroller. Det er en mulighed for at skabe en ny, fælles forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.