Debat: Fleksibilitet koster penge – men ufleksibilitet koster medarbejdere

Dette indlæg fra Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, er bragt i Altinget d. 27. januar 2026.

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked er i fuld gang.

Løn fylder med rette meget, men OK26 handler også om, hvorvidt det fremover skal være muligt at få et arbejdsliv til at hænge sammen uden at slide sig selv op.

Fleksibilitet og indflydelse på arbejdstiden er blevet et afgørende spørgsmål – både for dem, der allerede har forladt faget, og for dem, der overvejer, om de kan holde til at blive.

For der er ikke mere end 24 timer i døgnet.

Uanset hvor meget man end måtte ønske sig det for at nå det hele og få arbejds- og familieliv til at hænge sammen.

Jeg har selv stået i det. En hverdag med skæve vagter, ansvar for kolleger, patienter og børn, der skal hentes eller passes derhjemme, når de er syge.

Den udfordring kender de fleste sygeplejersker alt for godt. For mange er det et regnestykke, der kun lige går op. Alt for ofte går det slet ikke op.

Det hænger ikke sammen
Når vi spørger de sygeplejersker, der arbejder på nedsat tid, hvorfor de har valgt det, svarer 44 procent, at de ikke kan få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, hvis de skal arbejde fuld tid.

Det handler ikke om manglende lyst til at arbejde, men om rammerne for arbejdslivet.

Alligevel bliver ønsket om fleksibilitet alt for ofte mødt med mistro. Fleksibilitet bliver set som noget, der trækker arbejdskraft ud af systemet, og som en udgift, vi ikke har råd til.

Den tankegang er ikke bare forkert. Den er også dyr.

For konsekvenserne er tydelige. To tredjedele af de sygeplejersker, der har forladt sundhedsvæsenet, peger på arbejdsmiljøet, herunder stress og høj arbejdsbelastning, som en af årsagerne til, at de stoppede. Derefter peger de på løn og arbejdstider samt problemer med at kombinere arbejde og familieliv.

Det fortæller os noget helt centralt. Når arbejdslivet bliver for ufleksibelt, mister vi dygtige medarbejdere. Ikke bare fra den enkelte arbejdsplads, men fra hele sundhedsvæsenet.

Alligevel regner vi stadig, som om fleksibilitet kun har en pris.

I Finansministeriets Excel-ark står der ikke noget om de såkaldte dynamiske effekter ved fleksibilitet såsom mindre stress, færre sygemeldinger, bedre fastholdelse og et længere arbejdsliv.

Tallene taler ellers sit tydelige sprog. Sygeplejersker, der i lav eller meget lav grad har indflydelse på planlægningen af deres arbejds- og vagtplan, oplever oftere stress, udbrændthed og et ringere psykisk arbejdsmiljø. Mange oplever også, at arbejdet tager så meget energi, at det går ud over privatlivet.

Omvendt ser vi et markant anderledes billede blandt de sygeplejersker, der i høj eller meget høj grad har indflydelse på deres arbejdstilrettelæggelse. De har sjældnere haft sygefravær på grund af arbejdsrelateret stress. De søger sjældnere nyt arbejde.

De forventer oftere at være på deres arbejdsplads om tre år. Og de har i højere grad lyst til at anbefale andre at søge en stilling samme sted.

Det er med andre ord ikke fleksibiliteten, der svækker sundhedsvæsenet. Det er fraværet af fleksibilitet.

Fleksibilitet giver pote
Indflydelse på eget arbejdsliv er med til at forebygge nedslidning og fastholde erfarne medarbejdere. Det gør det muligt at holde til et langt arbejdsliv.

Derfor har vi brug for et opgør med forestillingen om, at fleksibilitet per definition reducerer arbejdsudbuddet og dermed er en belastning for arbejdsgiverne og samfundet generelt.

Vi mener eksempelvis, at sygeplejersker skal have ret til selv at vælge, om genetillæg for skæve arbejdstider skal udbetales eller afspadseres. Det giver fleksibilitet, bedre balance mellem arbejde og fritid – og kan gøre det mere attraktivt at gå på fuld tid.

Måske er det netop fleksibiliteten, der gør, at flere kan blive i faget lidt længere. At de kan tage flere vagter over tid. At de kan vende tilbage efter sygdom med mindre risiko for at ryge ind i en ny sygemelding.

De erfaringer, sygeplejerskerne selv giver udtryk for, peger entydigt i samme retning. Manglende indflydelse hænger sammen med stress og ivrigheden efter at forlade en arbejdsplads. Indflydelse og fleksible rammer hænger sammen med trivsel og lysten til at blive i jobbet.

Det er ikke teori. Det er virkeligheden i sundhedsvæsenet.

Netop derfor fylder spørgsmålet om indflydelse og fleksibilitet også i de igangværende overenskomstforhandlinger. Ikke som et abstrakt ønske, men som et svar på de udfordringer, sygeplejersker allerede står i hver dag. Hvis vi vil have et sundhedsvæsen, der kan hænge sammen på den lange bane, er vi nødt til at lytte til de erfaringer. Og bruge dem.

Fleksibilitet er ikke en luksus. Det er en forudsætning for, at flere har lyst til at blive i sygeplejefaget, og for at velfærden også fungerer i morgen.

Derfor bør overenskomstforhandlingerne føre til konkrete rettigheder til indflydelse, herunder et reelt valg mellem frihed og udbetaling for arbejde på skæve tidspunkter. Det er ikke et særkrav, men nødvendige forudsætninger for, at flere sygeplejersker kan og vil blive i faget.