Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Debat: Hvorfor er bedre praktik ikke en del af uddannelsesreformen

Vi ved, hvad der skal til for at løfte praktikken på sygeplejerskeuddannelsen. Men det kræver, at der afsættes penge til det i reformen af erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelser.

Publiceret: 

6. februar 2025

Senest opdateret: 

21. februar 2025

Dorthe Boe SLS

Foto:

Nikolai Linares & Søren Svendsen

Debatindlægget er af Dorthe Boe Danbjørg og Nicolaj Laue Juhl, hhv. forkvinde i Dansk Sygeplejeråd og forperson i Studerendes Landssammenslutning. Indlægget blev bragt d. 6/2-2025 i Uddannelsesmonitor og Sundhedsmonitor. Debat: Hvorfor er bedre praktik ikke en del af Egelunds uddannelsesreform?

 

En god praktikoplevelse kommer ikke af sig selv. Det kræver en indsats fra praktikstedet. En indsats, som varierer fra sted til sted. Men hvorfor er der ikke en standard for, hvad en god praktik på sygeplejerskeuddannelsen skal være?

Det kan man godt lave, hvis man vil. For vi ved, hvad der virker i forhold til at give den bedste praktikoplevelse og sørge for, at så få studerende, som muligt, falder fra.

Det har de blandt andet vist på Akutklinikken på Amager Hospital, som for anden gang er kåret til årets bedste praktiksted i Region Hovedstaden. En pris, som Sygeplejestuderendes Landssammenslutning giver til de praktiksteder, der er allerbedst til at klæde sygeplejestuderende på til opgaven som fremtidens sygeplejersker.

Så hvorfor ikke bruge erfaringerne fra Amager Hospital og ‘årets praktiksteder’ fra de fire andre regioner til et løft af praktikken ind i den uddannelsesreform, hvor regeringen ønsker et samlet løft af sygeplejerskeuddannelsen?

Praktikken udgør næsten halvdelen af sygeplejerskeuddannelsen, men er stort set ikke nævnt i uddannelsesreformen. Jo, den skal blive bedre, siger regeringen, men vi mangler både penge og forslag til, hvordan regeringen vil realisere den ambition.

Et inkluderende og støttende arbejdsmiljø

Det er ærgerligt, for Christiansborg-politikerne kunne bare køre en tur over Knippelsbro til et besøg på Amager Hospital for at få inspiration.

Her har man skabt en kultur, hvor studerende ikke blot er gæster, men en helt naturlig del af arbejdsfællesskabet. Det har krævet en målrettet indsats fra de kliniske undervisere og ledelsen og et fokus på at gøre praktikken til en prioriteret opgave – på lige fod med andre vigtige opgaver i afdelingen. De peger på, at et godt praktikforløb kræver et inkluderende og støttende læringsmiljø.

Hvis politikerne kørte en lidt længere tur mod vest, over en lidt større bro, kunne de tage et stop i Faaborg, hvor hjemmesygeplejen er kåret til årets praktiksted i Region Syddanmark. Her har de gjort det til et mål, at studerende skal føle sig velkomne. I praktikforløbene vægtes studerendes læring højt, og de er ikke bare tilskuere, men aktive deltagere, der oplever, hvordan arbejdet gør en forskel for borgerne. Det er med til at motivere de studerende, der både føler sig set og anerkendt.

De gennemgående erfaringer fra prismodtagerne i alle fem regioner understreger betydningen af høj kvalitet i den kliniske vejledning, planlægning, fleksibilitet og en strategisk indsats fra arbejdspladsen, som gør, at de studerende får medbestemmelse på praktikforløbene og rum til faglige refleksioner for at skabe vellykkede praktikforløb.

Det stræber alle praktiksteder efter. Og det er vores indtryk, at alle praktiksteder forsøger så godt, de kan, med de ressourcer de har. Men når hverdagens travlhed rammer, kan det gå udover tiden til de studerende. Naturligt nok. For hvad er alternativet? At lade patienter og borgere vente?

Derfor er det helt essentielt, at den kommende uddannelsesreform insisterer langt kraftigere på et løft af praktikken med bedre vilkår for de kliniske vejledere og gode fysiske rammer for læring med et løfte om, at praktikstederne tildeles de ressourcer, der er nødvendige for at kunne strikke en god praktik sammen. Det kan for eksempel sikres med et såkaldt ’refusionstaxameter’, som det bliver på en række andre professionsbacheloruddannelser, hvor praktikstederne honoreres direkte for at tage praktikanter.

Praktikken er afgørende

Praktikken på sygeplejerskeuddannelsen er helt afgørende for at uddanne dygtige sygeplejersker. 

Det er her, teori møder praksis, og hvor de studerende for alvor får en forsmag på, hvad de kommer ud til, når uddannelsen er slut. På godt og ondt. For det er desværre også i praktikken, at mange studerende falder fra.

Det skyldes ikke manglende engagement fra de kliniske vejledere, men snarere de rammer og vilkår, de har til rådighed.

For at komme det til livs er det blandt andet vigtigt at anerkende, at uddannelse og klinisk vejledning er en kerneopgave, som skal prioriteres. For uden de rette rammer og vilkår risikerer vi, at potentialet går tabt, før det overhovedet får lov at blomstre.

I regeringens udspil til uddannelsesreformen er der flere gode takter. Men der er ikke afsat midler til at praktikken kan få det kvalitetsløft, som bliver lovet.

Det bekymrer os i Dansk Sygeplejeråd og i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, for hvis man virkelig vil styrke sygeplejerskeuddannelsen, skal praktikken prioriteres som et helt centralt indsatsområde.

Vi står over for en god mulighed for at sikre et kvalitetsløft til praktikken på sygeplejerskeuddannelsen gennem den kommende uddannelsesreform, men det kræver, at man vil.

Og vores opfordring til jer, kære regering, er, at I tager erfaringerne fra modtagerne af praktikpriserne med i overvejelserne. De ved om nogen, hvad det kræver at lave et godt praktikforløb.

Vi har brug for, at praktikforløbene prioriteres, så både kliniske vejledere og praktiksteder får de nødvendige ressourcer. Det er ikke blot en investering i sygeplejestuderende, men også en investering i fremtidens sundhedsvæsen.