Debat: Otte sundhedsaktører: Ny lov skulle beskytte offentligt ansatte. Men fire år senere virker den stadig ikke

Dette indlæg er bragt i Altinget d. 8. januar 2026. Dansk Sygeplejeråd er afsender sammen med 7 andre sundhedsaktører. Alle afsendere kan ses i faktaboksen i artiklen.

Forestil dig, at en patient sender dig beskeder på Messenger midt om natten. En anden sender blomster. En tredje møder op ved hoveddøren. Og en fjerde skriver mishagsytringer om dig på Facebook.

Der er ingen direkte trusler, men det føles alligevel grænseoverskridende at blive kontaktet, opsøgt og skrevet om. Det føles utrygt. Fordi grænsen mellem arbejdsliv og privatliv udviskes.

For bag de mange eksempler på uønsket og grænseløs kontakt ligger også en mere alvorlig virkelighed: sundhedsprofessionelle, der mødes med direkte trusler, råb, intimidering eller endda fysisk vold, når de passer deres arbejde.

Det er desværre virkeligheden for en del af de danske sundhedsprofessionelle og den virkelighed, som loven om navnebeskyttelse skulle have ændret.

Men her fire år efter, at Folketinget vedtog lovgivningen, der skulle beskytte offentligt ansatte mod vold, trusler, chikane og uønsket kontakt, er det stadig for få sundhedsprofessionelle, der reelt mærker en forskel.

Løfter, der ikke blev indfriet

Statsminister Mette Frederiksen satte i sin åbningstale fokus på netop det: at offentligt ansatte skal kunne passe deres arbejde uden frygt for trusler eller opsøgende adfærd. Om at problemet i dag er så alvorligt, at det faktisk truer vores demokrati.

Alligevel står vi her, i slutningen af 2025 med en virkelighed, der ikke matcher den retorik, der blev fulgt af løfter tilbage i 2021.

Da Danske Regioner i 2024 skulle omsætte lovgivningen til praksis, valgte man to modeller: enten kan hele afdelinger navnebeskyttes, eller også kan en enkelt medarbejders navn skjules over for en enkelt patient i op til 90 dage. 

Men den første model bliver i praksis næsten udelukkende brugt i retspsykiatrien. Akutmodtagelserne, de medicinske sengeafsnit, socialpsykiatri og andre områder, hvor risikoen for vold, trusler og uønsket kontakt også er høj, er ofte efterladt uden beskyttelse.

Det kan være en udfordring, eksempelvis i akutmodtagelserne, fordi de ofte er første kontaktpunkt for patienter med voldsom adfærd og komplekse problemstillinger. Inden for samtlige områder er det utrygt.

Den anden model giver mulighed for at sløre navnet efter en konkret hændelse, men i praksis bruges den næsten ikke.

Den kræver både dokumentation, godkendelse og en allerede hændt episode, før navnet kan skjules. Det er, karikeret sagt, som at låse døren, efter at nogen allerede er gået ind.

Tallene kan ikke ignoreres

Det kalder på en mere realistisk model, der faktisk matcher de udfordringer, vores sundhedsprofessionelle møder i hverdagen.

Tallene taler deres helt eget tydelige sprog:

Radiograf Rådets medlemsundersøgelse viser, at over halvdelen har modtaget upassende bemærkninger fra patienter, mens en medlemsundersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 69 procent af sygeplejerskerne er utrygge ved, at deres fulde navn står i journalen, og mere end hver tredje sygeplejerske frygter at blive opsøgt privat.

Og FOA dokumenterer, at 90 procent af deres medlemmer i psykiatrien og ældreplejen mener, at navnebeskyttelse er en god ide, og at 82 procent selv ville benytte sig af ordningen, hvis de fik lov.

Det vidner om, at det her altså ikke bare er et lille problem. Men at det er et alvorligt og voksende arbejdsmiljøproblem, som alt for mange mærker på egen krop.

Når statsministeren siger, at vi som samfund ikke kan acceptere, at offentligt ansatte udsættes for trusler og chikane, har hun helt ret. Derfor er det også vigtigt, at vi sørger for, at de løsninger, som nu engang er vedtaget, virker.

Derfor kan det syne paradoksalt, når statsministerens klare ord om tryghed ikke altid matcher medarbejdernes oplevelser. For de eksisterende ordninger virker i bedste fald i et meget lille omfang.

Hvis trygheden for medarbejdere i sundhedsvæsenet og ældreplejen skal tages alvorligt, må handlingen følge efter ordene.

Det kræver, at de løsninger, der allerede er vedtaget, bliver gjort tilgængelige der, hvor behovet er størst, og at beskyttelsen ikke afhænger af, hvilken afdeling man tilfældigvis arbejder på.

Først når det sker, får de politiske løfter den tyngde og troværdighed, situationen kræver.