Debat: Privatisering af den kommunale sygepleje sniges ind ad bagdøren med den nye sundhedsreform

Debatindlægget er af Harun Demirtas og Inge Jekes. Indlægget er bragt i Information d. 14/10-24. Privatisering af den kommunale sygepleje sniges ind ad bagdøren med den nye sundhedsreform | Information

Vi er nødt til at adressere, at den kommunale sygepleje potentielt er i færd med at blive privatiseret. 

Det sker i den største politiske reform af sundhedsvæsenet i knap tyve år, som regeringen har lagt op til med deres nye bud på en sundhedsreform.

Langt hen ad vejen leverer regeringen egentlig et ambitiøst forsøg på at løse nogle af udfordringerne. For eksempel sundhedspakker til borgere med kronisk sygdom, en fælles national sundhedsplan og en folkesundhedslov. 

Det er også positivt, at regeringen vil tænke sundhed og ældre sammen ved at integrere den almene sygepleje i den kommende helhedspleje for ældre borgere. Helhedsplejen indebærer, at én leverandør får det samlede ansvar for borgerens forløb, herunder rengøring, personlig pleje og rehabilitering – madservice undtaget.

Men ingen roser uden torne. Sundhedsreformen rummer også en trojansk hest med foruroligende potentiale til at privatisere store dele af ældreplejen og den kommunale sygepleje. Det er desværre en overset del af sundhedsreformen, og vi er bekymrede for borgernes sundhed, hvis denne del bliver til virkelighed.

En potentiel privatisering bør debatteres

Den trojanske hest tager skikkelse ved, at reformens planlagte integration af sygeplejen i helhedsplejen betyder, at den almene sygepleje vil blive omfattet af ældrelovens bestemmelser om, at borgeren har frit valg til at bestemme, om helhedsplejen skal leveres af det offentlige eller af en privat leverandør.

Omkring 15.000 sygeplejersker arbejder i kommunerne. De spiller en vigtig rolle for de ældre borgeres helbred og trivsel, i hjemmesygeplejen og på plejecentrene, hvor de bidrager med sundhedsfaglig ekspertise. Sygeplejerskerne forebygger indlæggelser, følger op på borgernes behandling af blandt andet KOL, diabetes og demens. Deres arbejde er en signifikant kerne i vores offentlige sundhedsvæsen, der med regeringens forslag kan privatiseres. Noget, der bør rejse en kaskade af kritiske spørgsmål.

Først og fremmest: Er det al sygepleje i kommunerne, som kommer til at indgå i helhedsplejen og dermed potentielt vil skulle løftes af private leverandører? Gør det sig gældende for alle de forskellige former for sygepleje – den specialiserede, den palliative og sårbehandling?

Bekymringer om det komplekse samarbejde

Med reformudspillet lægges der op til, at regionerne skal have ansvaret for blandt andet akutsygeplejen, hjemmebehandlingsteams og midlertidige sundheds- og omsorgspladser. Men selv om regionerne overtager ansvaret, skal opgaven fortsat løses i det nære og altså ikke på sygehusene. Hvordan er endnu ikke besluttet, men kan eksempelvis ske ved, at der oprettes funktioner, som går på tværs af kommuner og placeres i lokale sundhedshuse, eller ved at delegere opgaver tilbage til kommunerne.

Ligegyldigt hvad vil det have en væsentlig snitflade med den kommunale sygepleje. Det betyder, at antallet af aktører i det nære sundhedsvæsen vokser, og hvis der samtidig er en eller flere private aktører, giver det et komplekst samarbejdsbillede.

Det virker paradoksalt, når man fra politisk hold tidligere har slået på tromme for, at borgernes hjem ikke må blive en banegård for forskellige sundhedsaktører.

I ligningen er også de praktiserende læger, som med reformen skal tage et større ansvar for borgerens forløb, hvilket indebærer, at der skal delegeres opgaver til sygeplejerskerne i lægehusene. Det er en opgave, som kommuner, regioner og almen praksis skal lykkes med, for at reformen får den ønskede virkning.

Med disse store forandringer i sigte er vi nysgerrige på, hvordan det kommer til at foregå, når der er private leverandører med i spillet. Kan en privat udøver af helhedspleje selv beslutte at inddrage en akutsygeplejerske, og snakker deres systemer sammen med det offentliges?

Grundlæggende er der en stor forskel på at være leverandør af en konkret serviceydelse, som madlavning eller vinduespudsning, og så at være et tandhjul i et stort, offentligt og komplekst maskineri som det danske sundhedsvæsen.

Har regeringen glemt sine egne ambitioner?

I regeringens eget grundlag står der, at den vil arbejde for at få »nedbragt uligheden i sundhedsvæsenet – både geografisk og socialt«, mens brugen af privat kapacitet ikke må gå ud over de grundlæggende værdier i vores offentlige sundhedsvæsen.

Vi kunne ikke være mere enige.

Derfor virker forslaget, om at den kommunale sygepleje skal privatiseres, paradoksalt sammenholdt med regeringens egne ambitioner, da privatisering kan vise sig at være en dyr affære for kommunerne. For selv om sygeplejen eventuelt privatiseres, vil det fortsat være kommunen, der har forpligtelsen til at træde til, hvis den private udøver går konkurs eller af andre årsager ikke kan levere. 

Vi ved, at private ældreplejetilbud oftere får kritik end kommunale tilbud, og at private tilbud inden for ældreplejen historisk set har været hårdt ramt af konkurser. 

Derfor er det afgørende, at diskussionen om privatiseringen af store dele af det livsnødvendige sygeplejefag bliver taget på et oplyst grundlag.