Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Debat: Sygeplejersker: Der er ikke brug for dødshjælp – der er brug for livshjælp

Aktiv dødshjælp, som regeringens udvalg for en mere værdig død nu foreslår, tager vi på det skarpeste afstand fra.

Publiceret: 

31. januar 2025

Senest opdateret: 

24. februar 2025

Indlægget er af Dorthe Boe Danbjørg, Britta Jørgensen og Jesper Grud Rasmussen, hhv. Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, sygeplejerske og formand for fagligt selskab for palliationssygeplejersker samt sygeplejerske og hospicechef på Diakonistiftelsen. Indlægget er bragt i Politiken d. 31/1-25. https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art10269273/Der-er-ikke-brug-for-d%C3%B8dshj%C3%A6lp-%E2%80%93-der-er-brug-for-livshj%C3%A6lp 

 

SOM SYGEPLEJERSKER står vi i frontlinjen af sundhedsvæsnet og møder mennesker i deres mest sårbare øjeblikke. Vi er der, når frygt og smerte fylder rummet, vi lindrer, når kroppen svækkes, og vi sikrer tryghed ved livets afslutning. Vores opgave er at pleje - ikke at tage liv.

Men noget tyder på, at det skal vi til nu. I hvert fald hvis man lytter til regeringens udvalg for en mere værdig død, der netop er kommet med sine længe ventede anbefalinger.

Udvalget foreslår, at en model for assisteret selvmord, hvor sundhedspersonale skal hjælpe deres patienter af dage, skal være en mulighed i fremtidens danske sundhedsvæsen.

Det tager vi på det skarpeste afstand fra. Debatten om aktiv dødshjælp er alt andet end nem eller ligetil. Hvordan man end stiller det op, kan det ikke brydes ned til et simpelt for eller imod. Det vækker følelser, og det skal der være plads til. Mediehistorier med afsæt i enkeltsagshistorier rører noget dybt i os alle.

Det er til at forstå. Vi anerkender det. Men tager vi sygeplejerskebrillerne på, er aktiv dødshjælp altså ikke en farbar vej frem. En værdig død handler ikke om at afslutte livet, men om at sikre omsorg, lindring og støtte, mens man er til.

SUNDHEDSVÆSNETS kerneværdier bygger på at beskytte liv og forbedre livskvalitet, også i de sidste dage. Patienter, der oplever uudholdelig lidelse, har ikke brug for en udvej via dødshjælp - de har brug for bedre symptomlindring, pleje, støtte og nærvær.

Vores erfaring viser, at det er yderst sjældent, at et døende menneske selv efterspørger dødshjælp. De efterspørger hjælp til at kunne leve. Og de, som har haft et ønske om at afslutte livet, skifter ofte mening, når de får den rette pleje og lindring. Derfor er det ikke dødshjælp, der mangler, men bedre ressourcer til palliativ behandling.

Og det har vi store udfordringer med i Danmark.

Alt for mange patienter venter længe på basal og specialiseret symptomlindring, og uligheden er slående: Bopæl og sygdomstype kan afgøre, om man får adgang til den nødvendige lindring.

Det er uholdbart, og det er her, vi skal rette vores fokus hen.

Vi ser med bekymring på udviklingen i lande, hvor aktiv dødshjælp er blevet legaliseret. I eksempelvis Holland er målgruppen udvidet fra terminalt syge til mennesker med kroniske lidelser, psykiatriske patienter og endda børn helt ned til 12-års alderen.

Det skaber en glidebane, hvor livet gradvist mister sin ukrænkelighed.

I Danmark bør vi gå en anden vej. Vi må ikke risikere, at mennesker med handikap, alvorlig sygdom eller ældre føler sig som en byrde og derfor vælger døden frem for livet.

Vores opgave som sygeplejersker er at værne om og drage omsorg for de sårbare, ikke at bringe dem i en situation, hvor de ser døden som eneste løsning.

I stedet for at indføre assisteret selvmord bør vi investere i bedre palliativ behandling, så sårbare borgere kan få den bedste pleje og symptomlindring. Langt de fleste danskere ønsker at dø i eget hjem, hvis de kan få den rette hjælp - og det kræver, at vi sætter tidligt ind med den rette lindrende behandling. Det betyder flere palliative sengepladser, bedre adgang til specialiseret lindring og en mere ensartet indsats på tværs af landet.

Sådan er det ikke i dag, hvor hver femte patient dør i ventetiden på hjælp fra specialister i lindring, og kun 3 procent af patienterne med livstruende sygdom, som ikke er kræft, får hjælp af specialister.

Det er på tide, at man politisk tager ansvar og prioriterer palliationen langt højere. Jovist, sundhedsreformen fra november giver en styrkelse af palliationsområdet, men det er slet ikke nok.

Ingen bør dø i smerte eller frygt. Ingen bør føle sig alene eller til besvær. Løsning herpå finder vi ikke i aktiv dødshjælp, men i et stærkere og mere menneskeligt sundhedsvæsen. Hvor der er tid, og hvor der er ressourcer til at løse den svære opgave.

Sygeplejersker kæmper hver dag for at give mennesker en værdig afslutning på livet. Vi vil ikke tage liv fra patienter - vi vil lindre, støtte og skabe tryghed til det sidste.