Debat: Sygeplejersker: Vi skal ikke tage patienters liv

Debatindlægget er af Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd. Indlægget er bragt i Avisen Danmark d. 2/2-25. Sygeplejersker: - Vi skal ikke tage patienters liv | avisendanmark.dk

Debat: Fredag den 31. januar afleverede "Udvalget for en mere værdig død" de længe ventede anbefalinger til sundhedsministeren. Udvalget anbefaler blandt andet, at patienter med mindre end et halvt år tilbage af livet fremover skal kunne få hjælp til assisteret selvmord af sundhedspersonalet. Det er en anbefaling, vi som sygeplejersker er nødt til at stille os i opposition til.

Debatten om aktiv dødshjælp er overhovedet ikke simpel. Den vækker følelser, og det skal der være plads til. Mange af os har dybt rørende historier, som måske taler for aktiv dødshjælp. Det er forståeligt. Jeg anerkender det fuldt ud.
 
Men som sygeplejersker er vores opgave at lindre og være til stede, når frygt og smerte fylder. Vores opgave er at pleje – ikke tage liv, men det kan vi komme til, hvis udvalgets anbefalinger bliver til virkelighed.
I takt med at debatten om aktiv dødshjælp tager fart, er det afgørende at huske på, at der findes en anden vej, hvor omsorg, lindring og nærvær er i centrum.

For når vi taler om at give dødeligt syge mennesker en mere værdig afslutning på livet, bør vi ikke møde dem med en sprøjte og en afslutning, men med de rette ressourcer til at sikre, at de kan leve deres sidste tid i tryghed og uden unødig smerte.

I flere europæiske lande er aktiv dødshjælp blevet en mulighed, og erfaringerne derfra rejser alvorlige etiske og praktiske spørgsmål. Det, der startede som en mulighed for terminalt syge, er blevet udvidet til gradvist at omfatte mennesker med kroniske lidelser, psykiske sygdomme og endda unge, der oplever livsudfordringer. Se bare på Holland, hvor målgruppen er udvidet fra terminalt syge til mennesker med kroniske lidelser, psykiatriske patienter og endda børn helt ned til 12-års alderen.

Den udvikling må vi tage alvorligt, for den viser, at grænsen mellem frivillighed og samfundspres hurtigt kan blive udvisket. Og det efterlader helt fundamentale spørgsmål: Hvem sikrer, at ingen vælger døden, fordi de føler sig som en byrde? Og hvem garanterer, at mennesker i krise ikke får en løsning, de ikke havde brug for, hvis blot vi som samfund tilbød dem bedre alternativer?

I Danmark er det store problem ikke mangel på dødshjælp, men den eklatante mangel på tilstrækkelig palliativ behandling. Mange dødeligt syge venter længe på både basal og specialiseret symptomlindring, og adgangen afhænger ofte af bopæl og diagnosen.

Det betyder, at mennesker i deres mest sårbare stund ikke altid får den nødvendige støtte, selvom vi ved, at den rette pleje kan mindske lidelse markant. I stedet for at åbne døren for dødshjælp bør vi investere massivt i et sundhedsvæsen, der kan sikre, at ingen behøver at se døden som deres eneste udvej.

Langt de fleste, der udtrykker ønske om at dø, skifter mening, når de modtager den rette omsorg. De har ikke brug for en sundhedsperson, der afslutter deres liv, men for en professionel, der sikrer, at de kan leve den sidste tid i værdighed. Når vi som samfund diskuterer aktiv dødshjælp, må vi ikke glemme, at et menneskeligt sundhedsvæsen ikke handler om at forkorte livet, men om at gøre det bedre – til det sidste. Også når det er svært.

I stedet for at indføre en ordning, hvor sundhedspersonale skal assistere patienter med at komme herfra, bør vi sikre, at mennesker får den fornødne tid, opmærksomhed og behandling til at leve deres sidste dage i tryghed.

Vi skal sørge for et sundhedsvæsen, hvor ingen dør alene, i frygt eller med uudholdelige smerter, men hvor alle føler sig set, hørt og omsorgsfuldt behandlet. Hvis vi virkelig vil styrke værdigheden i livets afslutning, er løsningen ikke at gøre døden til et tilbud i sundhedsvæsenet.

Løsningen er at sikre, at vi har flere specialiserede palliative tilbud, bedre uddannede sygeplejersker og læger, der kan tilbyde den nødvendige lindring, samt et system, der understøtter de pårørende, så de ikke står alene i sorgen og ansvaret.

Kun ved at prioritere livshjælp frem for dødshjælp kan vi sikre et samfund, hvor de svageste og mest sårbare får den respekt og omsorg, de fortjener. Det er her, vores fokus bør ligge. Det er her, vi virkelig kan gøre en forskel.