Debat: Sygeplejerskerne roser nye initiativer: Beredskab er også kitler og kanyler

Dette indlæg er skrevet af Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, og bragt i Avisen Danmark den 12. februar 2026.

Jeg blev glad, da nyheden om Sundhedssektorens Operative Stab (SOST) kom i slutningen af januar.

Et nyt initiativ, der skal styrke beredskabet i sundhedssektoren og samle relevante myndigheder, hvis kritiske funktioner i sundhedsvæsenet svigter, enten af sig selv eller med hjælp udefra.

Tak for det. Det er både nødvendigt og kærkomment, men også på tide.

For et stærkt beredskab handler ikke kun om militær oprustning, men også om et robust sundhedsvæsen, der kan modstå pandemier, cyberangreb, strøm-, tele- og it-nedbrud, eller hvad det nu kan være, der rammer og kan lukke kritiske funktioner i sundhedsvæsenet ned.

Hidtil har det mest handlet om krudt og kugler eller hjemmeberedskaber, når der bliver talt om at ruste Danmark mod mulige kriser.

Oprettelsen af Sundhedssektorens Operative Stab og den nye vejledning til regionernes sygehusberedskab viser, at man fra regeringens side er fuldt ud bevidst om, at et godt beredskab også handler om kitler og kanyler.

Derfor er jeg glad for de nye initiativer. Men jeg mener også, at regeringen bør gøre mere.

For eksempel undrer jeg mig over, at Sundhedsstyrelsens nye vejledning alene retter sig mod regionerne og sygehuse - men ikke kommunerne. Kommunerne har i dag blandt andet ansvaret for ældre i eget hjem og for driften af plejehjem, og er også afhængige alt fra elbiler, digitale løsninger og til vand og varme.

Også her kan længerevarende forsyningssvigt få alvorlige konsekvenser.

Regioner og kommuner er forskellige og beredskab skal ikke være ens overalt. Men vi må samtidig stille os selv spørgsmålet, om der er for stor forskel på, hvor godt de enkelte dele af sundhedsvæsenet er forberedt på en krise?

I dag er det op til den enkelte kommune eller region at planlægge og forberede sig på de kriser, man mener, er relevante for netop dem.

Det betyder, at både patienter og medarbejdere kan stå meget forskelligt i en krisesituation – alt efter hvor de bor og arbejder. Og det er ikke helt rimeligt. Både patienter og medarbejdere fortjener, at arbejdspladsen er godt forberedt.

Derfor er der behov for at sikre større ensartethed på tværs af kommuner og regioner, så et samlet sundhedsvæsen ved, hvilke kriser det skal forberede sig på. Og så det ikke er geografi, der afgør, om sundhedspersonalet er beredt.

Så hvis politikerne for alvor vil styrke sundhedsberedskabet, bør de rykke et skridt videre fra anbefalinger, rådgivning og vejledninger og i stedet stille mere bindende krav til sundhedsberedskabet.
Det kræver dog også ordentlig finansiering.

Sidste år blev der i økonomiaftalen mellem regioner og regering afsat midler til et styrket beredskab. Men grundlæggende er udfordringen fortsat, at kommuner og regioner selv skal finde pengene til deres sundhedsberedskaber inden for allerede stramme budgetter. For en styrkelse af sundhedsberedskabet må ikke gå udover anden velfærd. Derfor er det vigtigt, at der følger investeringer med politikernes gode initiativer.

Den gode nyhed er, at politikerne næppe behøver lede længe efter pengene. Der er nemlig allerede afsat penge til beredskab, for eksempel i finanslovsaftalen for 2026, hvor der årligt er afsat 500 millioner kroner over fire år. Derudover har Danmark gennem en NATO-aftale, forpligtet sig til at bruge 1,5 procent af BNP på at beskytte kritisk infrastruktur – som sundhedsvæsenet i høj grad er. Så måske der er nogle penge at hente der?

Uanset hvor pengene skal findes, så er pointen, at et bedre sundhedsberedskab kræver handling og investeringer.

For uden et modstandsdygtigt sundhedsvæsen, står Danmark ikke stærkt i kriser.