DSR: Der er brug for at styrke palliationen – ikke aktiv dødshjælp

I onsdags kom Det Etiske Råd med sin anbefaling til aktiv dødshjælp. Det var et tydeligt nej fra 16 af rådets 17 medlemmer. De mener ikke, at det er muligt at udvikle en lovgivning, der kan fungere på forsvarlig vis og samtidig beskytte de mest sårbare i samfundet.

Dansk Sygeplejeråd, Sygeplejeetisk Råd og Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker bakker op om Det Etiske Råds anbefalinger.

”Det er sympatisk at diskutere en værdig død, men det behøver ikke være at diskutere aktiv dødshjælp. Vi risikerer, at aktiv dødshjælp vil ramme som en boomerang nogle steder, hvor det ikke lever op til vores forestilling og intention om, hvad det skal kunne,” siger Anne Bendix Andersen, der er formand for Sygeplejeetisk Råd og forsker og lektor på VIA University College.

Hun peger på nogle af de samme bekymringer, som Det Etiske Råd også har rejst. Både i forhold til, hvad aktiv dødshjælp vil gøre ved vores menneskesyn og ved de sundhedsprofessionelle, som vil skulle udføre eller deltage i udførelsen af aktiv dødshjælp. Derudover er der en bekymring for, om en lovliggørelse kan være en glidebane.

”Jeg forstår godt frustrationen hos folk, der læser skræmmeeksemplerne i medierne og tænker, at de aldrig vil blive dén, der bliver glemt på plejehjemmet eller ikke kan få ble på og skal dø i smerte. Men det skal ikke være motivet til at indføre aktiv dødshjælp – for hvad er det så for en måde, vi laver sundhedsvæsen på? Siger vi så, at så kan vi bare dø, og så er vi fri for det?” siger Anne Bendix Andersen.

Ikke uddannet til at slå ihjel

Bliver aktiv dødshjælp en mulighed, vil sygeplejersker formentlig blive centrale nøglepersoner. Det kolliderer med grundværdierne i det at være sygeplejerske, mener Brita Jørgensen, der er formand for Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker og sygeplejerske i Enhed for Lindrende Behandling på Aarhus Universitetshospital:

”Jeg er uddannet til at udøve omsorg, lindre, trøste og i visse henseender at medvirke ved behandling. Jeg er ikke uddannet til at slå mennesker ihjel,” siger hun og fortsætter:

”Det vi ser er, at mange får alt for meget behandling. I stedet for at tale om aktiv dødshjælp, skal vi hellere tale om at stoppe behandlinger i tide. Det har også med selvbestemmelse og livskvalitet at gøre. Det er i virkeligheden en vigtigere diskussion at tage. At give plads til, at døden er en naturlig del af livet.”

Ifølge Brita Jørgensen er der en for snæver opfattelse af, hvad der er et værdigt liv, og det, mange måske tænker er uværdigt, kan sagtens være værdigt under de rette forudsætninger. Det handler om, at der er sundhedspersonale og kompetencer til at yde den omsorg, der skal til, for at man kan blive mødt med værdighed. Her oplever hun, at der er mangler. 

Alt for få har adgang til specialiseret palliation

I Dansk Sygeplejeråd anerkender forkvinde Dorthe Boe Danbjørg, at der for nogen kan være situationer, hvor ønsket om at fremskynde sin egen død vil være forståelig. Men hun lytter til Det Etiske Råd, som fremhæver, at de ikke finder det muligt at udvikle en lovgivning, som kan fungere forsvarligt.

I stedet bør der være et stærkere fokus på palliation, mener hun:

”Som sundhedspersonale skal vi ikke hjælpe mennesker med at dø. Vi skal lindre smerter, angst og andre ubehagelige symptomer, der kan gøre livet uudholdeligt. Der ved vi desværre, at mange patienter ikke får god nok hjælp i den sidste tid.”

Dorthe Boe Danbjørg henviser til en redegørelse fra Rigsrevisionen, der viser, at patienter ikke har adgang til den nødvendige specialiserede palliative indsats og dermed ikke lindres godt nok i den sidste tid. Det giver en dårligere afslutning på livet, og det belaster de pårørende unødigt.

”Der er brug for at styrke palliationen og for et nationalt kompetenceløft af den palliativ sygepleje i form af en specialuddannelse. I dag findes der ikke en national uddannelse i palliativ sygepleje, og det giver stor variation i kompetencer og dermed også alt for stor variation i den sygepleje og behandling patienterne modtager,” siger Dorthe Boe Danbjørg.