Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

DSR: Finanslov byder kun på små fremskridt

Finansloven for 2024 sender flere penge til ældre og psykiatrien. Det er positivt, men aftalen vil ikke løse de store problemer, som patienter og medarbejdere i sundhedsvæsenet mærker hver dag, mener DSR-forkvinde Dorthe Boe Danbjørg.

Publiceret: 

27. november 2023

Senest opdateret: 

12. november 2024

Af:

Mai Brandi Ludvigsen

mlu@dsr.dk
59574849

Foto:

Søren Svendsen

Folketinget har mandag præsenteret en finanslovsaftale for 2024 med samtlige af Folketingets partier på nær Enhedslisten.

Det er en aftale uden store armbevægelser og uden at der for alvor tages livtag med udfordringerne i sundhedsvæsenet, mener Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd:

”Ventelister, sengelukninger og mangel på personale præger sundhedsvæsenet, men det er ikke noget, der fylder i finansloven. Regeringen har anerkendt, at der er behov for flere penge for at tackle udfordringerne, men der bliver ikke rigtig rykket på det. Vi efterlyser mere konkrete bud på løsninger, og at regeringen fremrykker nogle af de investeringer, som er planlagt fra 2025 som en del af 2030-planen.”

Dorthe Boe Danbjørg ser dog også flere gode elementer i aftalen:

”Det er positivt, at der afsættes penge til ældreområdet og til psykiatrien med fokus på børn og unge. Vi er også glade for, at der er fundet penge til, at arbejdet i Demensalliancen kan fortsætte.”

Udvalgte prioriteter i aftale om finansloven for 2024

  • Værdig ældrepleje: 150 mio. kr. i 2024 og samlet 695 mio. kr. over perioden 2024-2027. Pengene kan blandt andet gå til udbredelse af faste teams og af velfærdsteknologi.

  • Demensalliancen: Der afsættes 4 mio. kr. årligt i perioden 2024 til 2027 til at understøtte Demensalliancens arbejde med at indsamle og formidle viden om demens, samt understøtte et demensvenligt samfund for borgere med demens og deres pårørende.

Tidligere lancerede investeringer:

  • Fertilitetsbehandling: Området styrkes med 45 mio. kr. årligt i perioden 2024-2027. Kan blandt andet ske ved at udvide antallet af forsøg i fertilitetsbehandling.

  • Kræftbehandling: Der investeres for 300 mio. kr. på kræftområdet i 2024. Der afsættes også 600 mio. kr. årligt fra 2025 til Kræftplan V. 

  • Psykiatrien: Der øremærkes 400 mio. kr. til psykiatriområdet i 2024. Det er blandt andet indsatser målrettet børn og unge, en større tryghed for medarbejderne og forebyggelse af selvmord.

Læs mere om Finanslovsaftalen 2024