Nyhed
Dansk Sygeplejeråd ansætter ny forhandlingschef
Anders Thrane Niebuhr skal fremover lede overenskomstforhandlingerne for Dansk Sygeplejeråd sammen med Dorthe Boe Danbjørg. Han kommer fra en lignende rolle i ingeniørernes fagforening.
Publiceret:
3. december 2024
Senest opdateret:
3. december 2024
Dansk Sygeplejeråd har ansat Anders Thrane Niebuhr som ny forhandlingschef med virkning fra 1. januar.
Anders Thrane Niebuhr er uddannet jurist fra Københavns Universitet og kommer fra en stilling som forhandlingschef i fagforeningen for ingeniører IDA. Tidligere har han bl.a. arbejdet som stabschef i Langeland Kommune.
- Vi glæder os til at byde Anders Thrane Niebuhr velkommen som ny forhandlingschef i Dansk Sygeplejeråd. Der er brug for en stærk og tydelig stemme ved forhandlingsbordet, og med Anders’ erfaring og strategiske tilgang vil han sammen med vores forkvinde få en central rolle i at sikre, at medlemmernes interesser bliver hørt og taget alvorligt, siger Lars Pram, administrerende direktør i Dansk Sygeplejeråd
Han peger på, at den nyligt vedtagne sundhedsreform giver mulighed for, at sygeplejersker i højere grad kan yde den rette sygepleje, men at reformen også får betydning for sygeplejerskernes arbejdsvilkår.
Dansk Sygeplejeråd og den nye forhandlingschef vil nøje følge udviklingen frem mod de kommende overenskomstforhandlinger.
Der ligger derfor masser af vigtige opgaver klar til den nye forhandlingschef, som ser frem til at trække i arbejdstøjet for Dansk Sygeplejeråds mere end 73.000 medlemmer.
- Jeg går ydmygt, men med store ambitioner ind til opgaven som ny forhandlingschef for Dansk Sygeplejeråd. Sygeplejersker gør en kæmpe indsats i vores sundhedsvæsen. Ingen sygeplejersker, intet sundhedsvæsen. Derfor er det helt afgørende at sikre sygeplejerskerne gode løn- og arbejdsvilkår. Dén dagsorden glæder jeg mig til at bidrage til, siger Anders Thrane Niebuhr.
Anders Thrane Niebuhr overtager posten som forhandlingschef i Dansk Sygeplejeråd efter Louise Kanstrup, der er skiftet til en stilling som chef for politik og strategi i Børn og Unge-forvaltningen i Aalborg Kommune.
Se Anders Niebuhrs profil på LinkedIn.