Du vil jo heller ikke have en hoftekirurg til at behandle din blodprop, bare fordi det er lørdag

Debatindlæg i Jyllands-Posten af Dorthe Boe Danbjørg, næstforkvinde i DSR og Kristina Robins, kredsformand i Kreds Hovedstaden 

Mange medarbejdere synes, at det er ulideligt. Så direkte var budskabet fra Søren Brostrøm, da han for nylig fremlagde anbefalingerne fra Robusthedskommissionen. Det gælder især på områder, hvor der er mange vagter på skæve tidspunkter.

Den måde, vagtarbejdet løses på i dag, er uhensigtsmæssigt, lød det ligeledes fra Robusthedskommissionen. Det er vi sådan set enige i.

Sygeplejersker er helt med på, at sygeplejen indebærer vagter, og vi ønsker ikke at undgå vagter for enhver pris. Det er en udbredt misforståelse. Men som det er i dag, er for mange alt for hårdt belastet af vagter. Det gælder ikke mindst mange unge sygeplejersker, som brænder ud, fordi de møder en urimelig stor vagtbyrde i deres første job.

Så er det jo lige til højrebenet bare at dele vagterne ud på alle sygeplejersker. Eller hvad?

Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er, at det for det første risikerer at ramme patienterne og den kvalitet, de møder. Hvis du er indlagt på et lungemedicinsk afsnit, ønsker du ikke, at der kommer en gæstesygeplejerske fra børneafdelingen og står alene med ansvaret i en weekend eller nat. Du vil jo heller ikke have en hoftekirurg til at behandle din blodprop, bare fordi det er lørdag.

For det andet rammer det sygeplejerskerne. Vi vil gerne have et meningsfuldt arbejdsliv, hvor vores kompetencer udnyttes bedst muligt, og hvor arbejdsliv og privatliv hænger sammen. Som de fleste andre.

Sygeplejersker kan meget, men vi er også specialister. Tag for eksempel en kræftsygeplejerske med 25 års erfaring. Det giver ikke mening, at hun hver sjette weekend skal stå i akutmodtagelsen. Det giver til gengæld god mening, at hun bruger sin specialistviden på kræftafdelingens sengeafsnit.

Eller tag den enlige mor med mindre børn, som netop har valgt at arbejde i et ambulatorium, hvor der kun er dagvagter. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvad der sker, hvis hun tvinges til at tage aften- og nattevagter. Der er helt sikkert en anden arbejdsgiver, som bliver glad, men på sygehuset bliver resultatet blot endnu en ledig stilling.

Som de to eksempler illustrerer, skal man tænke sig godt om, hvis man vil sprede vagterne ud på flere. Vagtdeling er ikke bare den simple genvej til at løse sygeplejerskemanglen. Tværtimod kan det vise sig at være en meget lang omvej, fordi det meget vel kan få flere til at forlade sundhedsvæsnet, når deres arbejdsvilkår bliver ringere, og arbejdsglæden daler.

Vi bliver nødt til at starte den anden vej rundt og sørge for ordentlige forhold, der gør det muligt for flere at deltage i vagtarbejdet. Arbejdsgiverne skal derfor bruge anbefalingen fra Robusthedskommissionen klogt. Der er både gode og dårlige måder at lave mere vagtdeling på. Vi kender til begge.

I Region Hovedstaden så vi, hvordan et udspil baseret på tvang blev vendt til en bedre løsning, fordi man lyttede til medarbejderne. Efter medarbejderne råbte op om de ødelæggende konsekvenser ved tvang og ensretning, satte ledelsen foden på bremsen. I dag arbejder man med en forståelse af, at medarbejderne skal være med til at finde de gode løsninger og at ”one-size doesn’t fit all”.

Heldigvis findes der også gode eksempler. Her har arbejdsgiverne taget en dialog med medarbejderne om, hvordan man bedst muligt kan fordele vagterne, så man samtidig sikrer den rette faglighed og tager hensyn til individuelle ønsker og et godt arbejdsmiljø. Er det den vej, arbejdsgiverne går, kan det her godt gøres på en måde, som alle involverede køber ind på.

Skal vi løse sundhedsvæsenets mange udfordringer, skal vi nemlig først og fremmest sikre flere sygeplejersker alle de steder, hvor de mangler. Det gør man ved at sikre attraktive vilkår for alle sygeplejersker. Ikke ved at gøre det ulideligt for endnu flere.