Nyhed
Færre søger mod sygeplejerskeuddannelsen: "Situationen er alvorlig og kræver handling"
Antallet af ansøgere via kvote 2 er faldet med 5 procent, og Dansk Sygeplejeråd efterlyser politisk handling for at vende udviklingen.
Publiceret:
15. marts 2025
Senest opdateret:
15. marts 2025

Foto:
Nikolai Linares
Nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser en tilbagegang i antallet af kvote 2-ansøgninger til sygeplejerskeuddannelsen. På landsplan er søgningen faldet med hele 5 procent sammenlignet med sidste år.
I alt har 2.031 valgt at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen via kvote 2.
Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, kalder udviklingen alarmerende:
- Jeg skal være ærlig at sige, at jeg er ærgerlig. Jeg havde virkelig håbet på et andet resultat. Vi står i en situation, hvor sundhedsvæsenet har brug for sygeplejersker, men hvor færre vælger uddannelsen. Det er en bekymrende tendens, der kræver politisk handling og konkrete forbedringer i både uddannelses- og arbejdsvilkår.
Antallet af kvote 2-ansøgere giver normalvis en pejling af, hvordan det endelige optag på sygeplejerskeuddannelsen kommer til at se ud. Noget tyder derfor på, at færre vil søge sygeplejerskeuddannelsen i 2025 end i 2024.
Bedre uddannelsesforhold er nødvendigt
En ny analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) afdækker unges begrundelser for til- og fravalg af uddannelser. Analysen viser, at 58 procent har fravalgt sygeplejerskeuddannelsen, fordi arbejdsvilkårene ikke er gode nok, og 13 procent har fravalgt uddannelsen, fordi de har en tvivl om, hvorvidt det faglige niveau er for lavt.
Sygeplejersker fik et mærkbart lønløft tilbage i 2023 i forbindelse med trepartsaftalen, men det er desværre ikke noget, der endnu kan aflæses i ansøgertallet.
Ifølge Dorthe Boe Danbjørg er det nødvendigt at investere i bedre uddannelsesforhold, styrke kvaliteten af praktikken og sikre klare karriereveje, hvis sygeplejefaget skal gøres mere attraktivt for unge.
Regeringen har da også varslet en reform af professionsuddannelserne. Derfor er det Dorthe Boe Danbjørg forhåbning, at der i reformen vil være investeringer i sygeplejerskeuddannelsen, så der kan sikres et endnu højere fagligt niveau.
- Vi skal vise de unge, at sygeplejerskeuddannelsen er en faglig stærk uddannelse med gode udviklingsmuligheder og et bæredygtigt arbejdsliv. Det kræver en ambitiøs indsats – og den skal starte nu, understreger Dorthe Boe Danbjørg.
