Nyhed
Folkemødedebat: Hvordan får vi et robust sundhedsvæsen?
Bornholm er selv et tydeligt eksempel på, at der er brug for nye løsninger i sundhedsvæsenet. På Bornholms Hospital er rigtig mange ansatte løst tilknyttet, og flere sygeplejersker har valgt at arbejde på en lokal fabrik. Det kom frem, da Robusthedskommissionen stillede op til debat på Folkemødet.
Publiceret:
16. juni 2023
Senest opdateret:
19. juni 2023
Foto:
Mai Brandi Ludvigsen
”I er jo på Bornholm, og jeg benytter altid lejligheden til at sige, at hvis nogen af jer har lyst til at blive og arbejde i sundhedsvæsenet på Bornholm, så er i meget velkomne.”
Sådan indledte Annemarie Hellebæk, direktør på Bornholms Hospital, sit indspark, da der torsdag var debat med Robusthedskommissionen på folkemødet på Bornholm.
”Bornholms Hospital, der er situationen sådan, at på de lægefaglige områder, og de specialiserede sygeplejefunktioner, radiografer og så videre, der mangler vi altså 70 pct.,” fortsatte hun og gav dermed et tydeligt billede af, hvad det er for nogle udfordringer, sundhedsvæsenet står med.
Det er netop løsninger, der kan skaffe flere medarbejdere og mere tid til kerneopgaven, som Robusthedskommissionen er sat i verden for at komme med bud på.
Torsdag var 12 ud af den 16 mand store kommission samlet til debat med Folkemødet, hvor de gav deres bud på, hvor de ser løsningerne. Budene samlede sig primært i tre klumper: Prioritering af opgaver, arbejdsvilkår og arbejdstilrettelæggelse samt uddannelse, kompetencer og teknologi.
Der må ikke gives køb på fagligheden
En af deltagerne i debatten – og medlem af robusthedskommissionen – var Dorthe Boe Danbjørg, næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd. Hun pegede på, at noget af det, der skal til er, at der investeres i faglighed og et højt uddannelsesniveau:
”Vi ved fra forskningen, at hvis man har en høj andel af sygeplejersker, så bliver sundhedsvæsenet mere effektivt, det øger patientsikkerheden, og vi kan også få patienterne hurtigere ud til kommunerne. På den måde kan vi få et mere robust sundhedsvæsen, hvis vi tør tænke mere langsigtet, og hvis vi tør investere i at have gode veluddannede sundhedsprofessionelle, der også har efter og videreuddannelse.”
Når der mangler medarbejdere, er det nærliggende at se på, hvordan andre kan løse nogle af de sundhedsfaglige opgaver, og det er da også er en del af opdraget i Robusthedskommissionen. Her mener Dorthe Boe Danbjørg, at det er vigtigt at være varsom og i stedet tænke i helheder og høj faglighed.
Sygeplejersker har valgt at arbejde på fabrik
Fra tilhørerpladserne kom sygeplejerske og kredsnæstformand i DSR, Christian Kummerfeldt med en kommentar, der trak opmærksomheden tilbage på situationen på Bornholm:
”Jeg snakkede med nogle sygeplejersker fra Bornholms sygehus for ikke så længe siden. De er bare ikke sygeplejersker længere. De arbejder på en fabrik, der laver komponenter til køleindustrien. Der er 10 sygeplejersker, der arbejder der. Det gør de fordi der er en bedre løn, de har fri i weekenden, de bliver ikke bedt om at blive på overarbejde.”
”Jeg synes at det er rigtig vigtigt, at vi husker på, hvad det er der fastholder sygeplejersker,” tilføjede han.
Løn er dog ikke en del af kommissoriet for Robusthedskommissionen.
Hospitalsdirektør Annemarie Hellebæk bekræftede historien, og fortalte, at de prøver at lokke dem tilbage. Men andre har også fundet ud af, hvor fantastisk dygtige sygeplejersker er til at løse problemer, sagde hun.