Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Kommentar: Nu er det sygeplejerskernes tur

Lønstrukturkomitéen viser noget om, hvordan lønforskellene på arbejdsmarkedet faktisk er – men den siger ikke noget om, om det er fair, eller hvordan det burde være ud fra opgaver og ansvar, udbud og efterspørgsel, skriver Harun Demirtas i Berlingske.

Publiceret: 

17. juni 2023

Senest opdateret: 

19. juni 2023

Af:

Harun Demirtas

hde@dsr.dk
56733255

Foto:

Søren Svendsen

Kommentar i Berlingske af Harun Demirtas, næstforperson for Dansk Sygeplejeråd.

Sygeplejerskerne er stadig der, hvor regeringen efterlod dem efter strejken. Men det er sundhedsvæsnet ikke. Tværtimod er krisen blevet større, og det ændrer de mangelfulde konklusioner fra Lønstrukturkomitéen ikke på.

Vi strejkede for at få mere i løn i 2021. Arbejdsgiverne og politikerne vendte det blinde øje til i håbet om, at det snart blev glemt. Men sådan blev det ikke.

Jeg var en af dem, der ønskede strejken på trods af, at jeg vidste, at strejken ikke nødvendigvis ville få sin fulde effekt med det samme, men på længere sigt. Det gjorde den også. Selvom regeringen og arbejdsgiverne troede, at sygeplejerskestrejken ville drukne i EM-fodboldkampe, vidste jeg, at det med tiden ville fylde mere og mere, fordi vi i hvert fald havde sikret, at nogle af partierne på Christiansborg fik det fulde overblik over krisen i sundhedsvæsnet, som fik alle os på gaden i i alt ti uger.

Vores krav fra 2021 blev et valgtema for folketingsvalget i 2022. Derefter blev der afsat midler i regeringsgrundlaget. Selvom regeringen ikke turde sige, at det var på grund af sygeplejerskestrejken, at de næsten tre milliarder danske kroner blev afsat, ved Christiansborg, fagbevægelsen og arbejdsgiverne det godt. Uden vores strejke havde man aldrig afsat ekstra midler og slet ikke fået regeringen til at bryde traditionen om at holde snuden væk fra spørgsmålet om løndannelse. De lovede mere i løn. Det er godt.

Nu er konklusionen så kommet fra Lønstrukturkomitéen. Mange har haft travlt med at sige, at rapporten viser, at sygeplejerskerne ikke har brug for højere løn. Men det passer ikke.

Lønstrukturkomitéen viser noget om, hvordan lønforskellene på arbejdsmarkedet faktisk er, men den siger ikke noget om, om det er fair, eller hvordan det burde være ud fra opgaver og ansvar, udbud og efterspørgsel. Formanden for komitéen, Torben M. Andersen, har selv sagt, at »rapporten er ingen facitliste«.

De, der påstår, at sygeplejerskerne får rigeligt i løn, tager udgangspunkt i de genetillæg, vi får for at arbejde på skæve tidspunkter, hvor mange danskere holder fri. Aftener, hvor andre hygger sig med familien. Nætter, hvor andre sover. Helligdage, hvor andre er i sommerhus eller på ferie.

Det er selvfølgelig ikke en fair måde at gøre det op på. Hvis man derimod gør lønningerne op uden genetillæg, som Lønstrukturkomitéen også har gjort, viser tallene, at sygeplejerskerne faktisk har et lønefterslæb.

Nu er vi spændte på, hvad arbejdsgiverne og politikerne vil denne gang. For samtidig med at komitéens konklusioner ikke har afgjort noget, så er den krise, der er i sundhedsvæsnet på grund af mangel på sygeplejersker, stadig ikke løst.

Nu må arbejdsgiverne og regeringen på banen. De har erkendt, at de er nødt til at tage mere ansvar for lønningerne. Nu skal de tage næste skridt. Selvom det er utænkeligt for dem at sige, hvem der skal have mere i løn, er de nødt til det denne her gang.

Manglen på sygeplejersker har tvunget sundhedsvæsnet i knæ og truer patienternes liv. Nu er det sygeplejerskernes tur.