Nyhed
Ny afgørelse: Offentlige overenskomster er i strid med EU-reglerne for deltidsansatte
En række overenskomster skal laves om, efter en faglig voldgift har vurderet, at aftalerne er i strid med EU’s regler for aflønning af deltidsansatte.
Publiceret:
4. februar 2026
Senest opdateret:
4. februar 2026
Foto:
Joachim Rode
Nu er der kommet en afgørelse i sagen om de såkaldte deltidsdomme.
Kort fortalt handler det om de to EU-domme, der har sået tvivl om, hvorvidt de danske regler for aflønning af deltidsansattes merarbejde stemmer overens med EU’s regler på området.
Det gør de ikke, lyder afgørelsen fra den faglige voldgift, hvor tre højesteretsdommere har vurderet sagen.
”Det har været et fælles ønske fra os og arbejdsgiverne at få vurderet de aftaler, vi har indgået. Derfor er jeg også glad for, at der nu er kommet en afklaring,” siger Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg.
Med afgørelsen er der udsigt til, at de danske aftaler skal ændres. Samtidig vurderer den faglige voldgift, at deltidsansatte kan have ret til efterbetaling for de timer, de har arbejdet udover den normale arbejdstid.
”Det arbejde tager vi nu hul på sammen med arbejdsgiverne. Vi skal have justeret aftalerne, og ændringerne skal implementeres. I den sidste del spiller vores tillidsvalgte en stor rolle, da det er dem, der dagligt guider og rådgiver vores kollegaer,” siger Dorthe Boe Danbjørg.
”Vores tilgang til den her sag har hele tiden været at få afklaring, så vi sammen med arbejdsgiverne vidste, hvad vi havde at forholde os til fremadrettet. Nu skal vi sammen finde ud af, hvordan vi håndterer den nye situation, vi står i,” fortsætter hun.
Du kan læse mere om deltidsdommen på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside.