Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

OK24: Aftale med KL indeholder betydelige organisationsmidler

KL og Forhandlingsfællesskabet lander lønaftale for kommunalt ansatte, der betyder reallønsfremgang de næste to år og som indeholder betydelige organisationspuljer, der nu skal forhandles om med KL.

Publiceret: 

17. februar 2024

Senest opdateret: 

12. november 2024

Af:

Lotte Dahlmann

ldh@dsr.dk
56516681

Foto:

Søren Svendsen

Efter fire intense forhandlingsdøgn landede Forhandlingsfællesskabet og KL lørdag det generelle forlig om lønudviklingen på det kommunale område. Aftalen betyder en samlet lønfremgang på 8,8 procent over de næste to år. Rammen omfatter bla. organisationspuljer på 2 procent, som er de særlige midler, hver organisation får til fordeling i en særskilt forhandling med KL, hvilket er betydeligt højere end tidligere.

Parterne har aftalt, at den største lønstigning skal udmøntes i begyndelsen af perioden. Det betyder, at sygeplejersker og sundhedsplejersker i kommunerne får en lønstigning på 4 procent fra 1. april 2024.

Dansk Sygeplejeråds forkvinde Dorthe Boe Danbjørg siger:

”Med en ramme på 8,8 procent over de næste to år, står de kommunale sygeplejersker til at få en reallønsfremgang, og det har været særligt vigtigt for os i kølvandet på de seneste års økonomiske udvikling. Men ét er rammen og at vi forventer, at det sikrer en reallønsfremgang, noget andet er udmøntningen.

Forhandlingsfællesskabet har arbejdet hårdt for, at det sker tidligt i perioden, og det lykkedes. Det betyder, at kommunalt ansatte kan se frem til en lønforhøjelse på 4 pct. allerede fra 1. april i år. Vi har også fået lagt en ekstra forhandling ind i slutningen af perioden, som skal sikre, at vi ikke sakker bagud efter de privatansattes lønudvikling, og det er jeg godt tilfreds med.”

Dorthe Boe Danbjørg fremhæver, at det også er lykkedes at få betydelige midler til organisationspuljerne. Hver organisation forhandler særskilt med arbejdsgiverne om, hvordan organisationsmidlerne skal bruges, og hun siger til de kommunale sygeplejersker:

”Vi har i forhandlingerne haft fokus på, at der blev afsat betydelige midler til organisationspuljerne på det kommunale område. Vi ved godt, at det var rigtig svært, at treparten ikke gav noget til sygeplejersker i kommunerne. Regeringen havde blikket stift rettet mod helt bestemte grupper - for vores vedkommende var det kun til sygeplejersker ansat på hospitalerne. Derfor har vi kæmpet hårdt for betydelige organisationsmidler, og jeg er tilfreds med at det er lykkedes.

Vi ønsker at bruge midlerne til prioriterede områder, og vi kan se, at det er løn og pension, der betyder noget for jer. Derfor kæmper vi videre, når vi i den kommende tid mødes med KL for at forhandle om organisationsmidlerne, og jeg glæder mig til at dele resultaterne med jer.”

DSR’s forkvinde peger på, at forhandlingerne også har ført til flere forbedringer:

”Aftalen rummer også en række andre forbedringer. Blandt andet har vi forhandlet om arbejdsmiljø og fx sikret, at man som gravid højst må have én nattevagt om ugen. Der er også forbedringer for vores tillidsvalgte, og så har vi forhandlet om en opsparingsmodel, hvor man får mulighed for at samle noget af sin ferie og afspadsering, der giver mere frihed og fleksibilitet, hvis man fx gerne vil ud at rejse i en periode.”

”Men nu starter vi vores egne forhandlinger med KL om organisationspuljerne, og så glæder jeg mig til at udfolde alle elementer meget mere for jer om et par uger, når vi er helt færdige”, siger Dorthe Boe Danbjørg.

Læs hele aftaleteksten her