Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

OK24: Forhandlinger i gang

Forhandlingsfællesskabet indleder fredag forhandlinger med Danske Regioner om bedre løn og arbejdsvilkår til sygeplejersker og andre offentligt ansatte på det regionale område.

Publiceret: 

5. januar 2024

Senest opdateret: 

12. november 2024

Af:

Lotte Dahlmann

ldh@dsr.dk
62734743

Torsdag gik startskuddet til OK24, hvor Forhandlingsfællesskabets organisationer indledte lønforhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL).

Fredag d. 5. januar går forhandlingerne i gang med Danske Regioner, hvor Dansk Syglejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg sammen med FOA’s formand, Mona Striib, repræsenterer de offentligt ansatte på det regionale område.

Medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd har et klart ønske til OK24 om bedre løn. Det kom frem i forbindelse med indsamlingen af medlemmernes ønsker i efteråret 2023, hvor et stort flertal i såvel kommuner, regioner som i staten gav udtryk for, at bedre løn står øverst på listen efterfulgt af fokus på arbejdstiden og arbejdsvilkårene i det hele taget.

Dorthe Boe Danbjørg begrunder kravet med, at i den seneste overenskomstperiode har manges indkomst været udfordret af den høje inflation, og det skal der rådes bod på:

”Det kan godt være at inflationen er aftagende, men dagligdagen er bare blevet dyrere, og derfor er det vigtigt for vores medlemmer, at de oplever at få flere penge mellem hænderne.”

Forkvinden peger desuden på, at manglen på sygeplejersker kalder på bedre løn:

”Vi ved, at løn har betydning for, om sygeplejersker vælger at forlade det offentlige sundhedsvæsen, og derfor har vi som samfund brug for, at sygeplejersker og andre sundhedsansatte får en reel lønudvikling denne gang”, siger Dorthe Boe Danbjørg.

Dorthe Boe Danbjørg går ind til forhandlingerne med en forventning om, at forhandlingerne for de offentligt ansatte giver plads til procentuelle lønstigninger og organisationspuljer på linje med de lønstigninger, som de privatansatte opnåede ved OK23.