Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

På vej mod en sundere, stærkere økonomi

Kongressen har vedtaget, at kontingentet igen skal reguleres med nettoprisindekset og at 3 pct.-henlæggelsen suspenderes midlertidigt.

Publiceret: 

14. maj 2024

Senest opdateret: 

14. maj 2024

Af:

Maria Klit Eriksen

mat@dsr.dk

Kongressen fik i dag forelagt en gennemgang af Dansk Sygeplejeråds rammebudgetter for 2025 og 2026.

Dorthe Boe Danbjørg fremlagde, at Dansk Sygeplejeråd nu er ved at komme i mål med en mere balanceret økonomi.

”Det har været nogle rigtigt svære år. Det har krævet svære drøftelser og beslutninger i hovedbestyrelsen at skabe balance i budgetterne, men vi ser nu, at vi er ved at komme i mål med en mere balanceret økonomi,” fremlagde Dorthe Boe Danbjørg.  

Kontingentet reguleres igen med nettoprisindekset

Dansk Sygeplejeråds kongres vedtog, at kontingentet igen reguleres med nettoprisindekset.

Hovedbestyrelsen havde indstillet til kongressen, at kontingentet fremover igen skulle reguleres med nettoprisindekset. DSR har traditionelt reguleret kontingentet med udviklingen i nettoprisindekset fra juni til juni (året før).

Loft over kontingentudvikling

Kongressen vedtog også hovedbestyrelsens forslag om, at hovedbestyrelsen fremover får bemyndigelse til at sætte et loft for reguleringen, hvis der igen skulle opstå en ekstraordinær høj inflation på 4 pct. eller derover.

Det betyder, at hovedbestyrelsen selvstændigt kan beslutte at nedsætte kontingentet for DSR’s medlemmer, hvis inflation og forbrugspriser igen stiger voldsomt grundet uventede omstændigheder – uden at skulle vente på at kunne få kongressens godkendelse. Også dette blev vedtaget.

70 kroner ekstra om året

”Jeg ved godt, at mange er optagede af kontingentet. Men det er medlemmernes kontingent som gør, at vi kan have en robust økonomi og være en handlekraftig organisation for vores medlemmer.”

Hun understregede også vigtigheden af at få omsat tallene til kroner og ører, så det blev helt tydeligt, hvad tallene konkret betyder for medlemmerne.

Reguleringen vil i runde tal betyde en stigning på 8 kroner om måneden. Fordi man kan trække kontingentbidraget fra i skat, vil den reelle stigning for medlemmerne være 6 kroner om måneden – altså ca. 70 kroner om året.

3. pct-henlæggelsen til garantifonden suspenderes

Det blev også vedtaget at suspendere 3 pct.-henlæggelsen til garantifonden, i daglig tale kaldet strejkekassen – i første omgang til og med 2026.

Garantifonden har på nuværende tidspunkt en størrelse, der gør det muligt at håndtere én strejke i stil med OK21.