Nyhed
Regeringen skal passe rigtig meget på med at presse en i forvejen udmattet faggruppe
DEBAT: Vi er nødt til at lytte til de sygeplejersker, der har problematiseret vagtarbejdet og på grund af privatlivet har forladt faget helt, skriver Harun Demirtas.
Publiceret:
24. september 2023
Senest opdateret:
23. februar 2024
Foto:
Søren Svendsen
Kommentar i Berlingske af Harun Demirtas, næstforperson i Dansk Sygeplejeråd
Man skulle tro, at det var Dansk Sygeplejeråd, der havde bestilt spin oppefra. Men det er det ikke. Nu er der kommet en undersøgelse, hvor arbejdsgiveren Danske Regioner også er afsender. Og undersøgelsen fortæller nøjagtigt, hvorfor flere tusinde sygeplejersker har forladt faget og søgt andre job.
I en spørgeskemaundersøgelse peger mine kolleger på, at de elskede deres fag og valgte det med hjertet. Men vilkårene og lønnen gjorde det sværere for dem at blive.
Det er glædeligt, at regeringen nu har fokus på sygeplejersker som faggruppe og gerne vil se på løn. Men samme regering, som bekymrer sig om mangel på sygeplejersker, varsler også modkrav.
Selvom dette for Socialdemokratiet handler mere om at efterleve lønløftet til sygeplejerskerne, som de har lovet under sidste folketingsvalg, har vi som faggruppe bemærket, at der altså ikke var tale om modkrav under valgkampen.
Når man ser på undersøgelsen, peger mange sygeplejersker på balancen mellem arbejds- og privatliv. Og når regeringen nu drømmer om, at flere sygeplejersker skal på skiftende vagter, skal de vide, at det bliver meget, meget svært.
Et gammelt tyrkisk ordsprog, som jeg i min barndom måtte skrive mig bag øret, burde også regeringen og arbejdsgiverne tænke over: »På vej til ris mistede du bulgur derhjemme«. Tyrkernes forfædre appellerede til tyrkerne om at sætte pris på at være taknemmelige og ydmyg overfor det, de har derhjemme, i stedet for hele tiden at kræve det, man ikke har derhjemme. For så risikerer man også at miste det.
Vi er nødt til at lytte til de sygeplejersker, der har problematiseret vagtarbejdet og på grund af privatlivet har forladt faget helt. Det er heller ikke klogt at tale om skiftende vagter uden at forholde sig til, hvor hårdt det egentlig er at have skiftende døgnrytmer. Når sygeplejersker fortæller, at det er hårdt for kroppen, men at det også har en pris for familielivet, skal man passe på med at snakke om skiftende vagter.
Desuden er snakken om fuldtid unuanceret. Vores arbejde kan ikke opmåles mod en anden stilling med faste arbejdstimer om dagen. Det er ikke PowerPoint og mails, men syge og ældre mennesker, vi arbejder med. Derfor bliver snakken om fuldtid altid frustrerende, fordi vi bliver målt op i mod de fleste danskere, der kan og har overskud til at være på fuldtid, mens vi desværre ikke kan holde til det, selvom det har en konsekvens for vores løn og pension.
Derfor bør Mette Frederiksen opfylde hele sit oprindelige løfte, nemlig at hæve lønnen uden modkrav.
Regeringen skal passe rigtig meget på med at presse en i forvejen udmattet faggruppe, hvis de ikke ønsker at miste bulguren derhjemme.
Læs mere
Højere løn er vejen frem
Et tillæg eller mere i løn ville gøre det langt nemmere at finde frivillige til Covid-beredskabet, mener båder sygeplejersker og tillidsrepr...
Løn og arbejdsvilkår
Få viden om sygeplejerskers løn, find din overenskomst, og få rådgivning om bl.a. barsel, ferie og arbejdsmiljø.
Harun Demirtas - 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd
Få et overblik over Harun Demirtas' professionelle baggrund, se, hvilke tillidshverv han besidder, følg ham på hans sociale medier, og læs, ...