Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Regeringen vil sikre bedre hjælp til børn og unge i psykiatrien

Bedre hjælp til børn og unge, mere tryghed for de ansatte og forebyggelse af selvmord. Det er nogle af de områder, som regeringen ønsker at styrke med en halv mia. til psykiatrien i 2024.

Publiceret: 

14. oktober 2023

Senest opdateret: 

23. februar 2024

Af:

Mai Brandi Ludvigsen

mlu@dsr.dk
61462507

Foto:

kieferpix

Børn og unge venter alt for længe på at på hjælp, når de mistrives eller har psykiske lidelser. Derfor afsætter regeringen nu en halv milliard kroner til psykiatriområdet i 2024. Pengene er en del af regeringens 10-års plan for psykiatrien og skal blandt andet gå til at styrke kapaciteten i børne- og ungepsykiatrien.

Blandt andet ønsker regeringen, at der sker en hurtigere opstart af behandlingen i børne- og ungdomspsykiatrien, så børn og unge kan tilbydes behandling parallelt med udredningen. Konkret skal der udvikles og implementeres en basisbehandlingspakke, der skal sikre, at behandlingen kan sættes i gang tidligere.

Derudover skal børn og unge sikres opfølgning efter endt forløb i børne- og ungdomspsykiatrien, så de undgår tilbagefald.

Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i DSR, er glad for, at man nu får taget hul på den konkrete udmøntning af 10-års planen, og at børnene står først:

”Vi hører alt for tit om børn og unge, der venter så længe på hjælp, at det slider hele familier op. Derfor er det rigtig godt, at man nu vil styrke kapaciteten i børne og ungdompsykiatrien, så børn og unge kan få tidligere og bedre hjælp. Vi skal sikre høj kvalitet i behandlingen, og det kræver, at man prioriterer fastholdelse og rekruttering af medarbejdere med de rette fagligheder.” 

Dorthe Boe Danbjørg tilføjer, at det er vigtigt, at der også bliver gjort noget mere for de mange børn og unge, der ikke er så syge, at de har brug for hjælp i psykiatrien, men har brug for hjælp og støtte i det nære:

”Alt for mange for mange børn og unge får ikke god nok hjælp og ender med at blive så syge, at den eneste løsning er at vente på en plads i psykiatrien. Der er brug for bedre forebyggelse og for tiltag, der kan hjælpe de børn og unge, der ikke er syge nok til psykiatrien,” siger hun.

 

Mere tryghed for de ansatte

Ud over børn og unge ønsker regeringen også at øremærke penge til initiativer, der kan øge trygheden og sikkerheden for medarbejderne i psykiatrien.

”Det er meget positivt, at man har fokus på at forbedre sikkerheden for medarbejdere i psykiatrien. Det skal være trygt for alle at gå på arbejde, og det handler ikke mindst om, at der er nok på arbejde til at håndtere de situationer, der kan opstå. Derudover noterer jeg mig, at Sundhedsministeren på pressemødet nævnte pseudonymisering som en af de måder, man kan øge sikkerheden på. I Dansk Sygeplejeråd har vi længe kæmpet for en bedre beskyttelse af de sundhedsansattes navne i både journaler og på navneskilte,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

I udspillet indgår også indsatser, der kan forebygge selvmord og indsatser, der kan nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien, særligt hos børn og unge. 100 mio. skal gå til forskning i psykiatri og kommer fra forskningsreserven.

Læs mere om regeringens psykiatriudspil