Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Snart kan akutsygeplejersker få specialuddannelse

Dansk Sygeplejeråd har længe efterspurgt en national specialuddannelse i akutsygepleje. Nu er den på vej.

Publiceret: 

8. juni 2023

Senest opdateret: 

19. juni 2023

Af:

Mai Brandi Ludvigsen

mlu@dsr.dk
40911216

Foto:

Lizette Kabré

Der er brug for en ny national specialuddannelse i akutsygepleje. Sådan har det i mange år lydt fra Blandt andre Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner. Nu går ønsket endelig i opfyldelse.

”Vi har sammen med akutsygeplejerskerne og Fagligt Selskab for Akutsygepleje, efterlyst en specialuddannelse på akutområdet længe. Det er godt, at vi nu får dækket det behov. Det vil løfte og ensarte kvaliteten på et stadig mere komplekst område, hvor sygeplejerskerne spiller en helt central rolle. Samtidig ved vi, at det giver stor faglig mening og gør det mere attraktivt for sygeplejerskerne at arbejde på akutområdet,” siger DSR-formand Grete Christensen.

Specialuddannelsen i akutsygepleje bliver den 8. specialuddannelse i sygepleje. Den nye uddannelse skal være med til at sikre, at sygeplejersker, der arbejder på blandt andet sygehusenes akutafdelinger, får styrket deres faglige kompetencer.

Det stiller store krav at arbejde på en akutafdeling 

Det er indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, der har godkendt, at der bliver etableret en specialuddannelse for sygeplejersker i akutsygepleje. Hun siger:

”Det stiller store krav til sundhedspersonalet at være på en akutmodtagelse eller en akutafdeling, for det er her, at mange patienter kommer ind med akutte skader og komplekse sygdomssymptomer. Derfor er det vigtigt, at sygeplejerskerne har de rette faglige kompetencer, og vi etablerer nu en ny national uddannelse i akutsygepleje. Og en sidegevinst ved den nye specialuddannelse kan være, at den gør det mere attraktivt for sygeplejersker at arbejde på sygehusenes akutmodtagelser eller akutafdelinger.”

Målgruppen for specialuddannelsen i akutsygepleje er sygeplejersker med kliniske funktioner ansat på akutafdelinger. Ud over den primære målgruppe kan der ske en individuel vurdering af sygeplejersker, der ønsker at blive optaget på uddannelsen.

Hvornår, det første hold kan starte, er endnu uafklaret. Blandt andet skal der nu laves bekendtgørelse og studieordning for uddannelsen.

I 2020 kom Sundhedsstyrelsens ”Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats”, hvor en af anbefalinger var oprettelse af en specialuddannelse i akutsygepleje. På den baggrund blev der udarbejdet et oplæg til udformningen af den nye specialuddannelse af en arbejdsgruppe ledet af Sundhedsstyrelsen.

Læs mere her