Sundhedsvæsnet er for længst rykket ud i kommunerne. Hvornår rykker forskningen med?

Man kunne næsten få den tanke, at det ikke er gået op for alle, at sundhedsvæsenet er andet end det, der foregår på sygehusene. I hvert fald når man ser på, hvad der forskes i, og gives forskningsmidler til. Der mangler i den grad forskning i den kommunale sundhed. Hver evig eneste dag står sygeplejersker ude i borgernes egne hjem i komplekse forløb, hvor der forventes høj faglighed og viden, som er baseret på forskning.

Lige nu efterspørges der nye tilgange og metoder, der kan skabe bedre sammenhæng i patientforløb og en bedre udnyttelse af ressourcerne. Kan flere specialiserede opgaver flyttes ud i borgerens eget hjem? Hvordan bliver vi bedre til at forebygge indlæggelser gennem de lokale akutfunktioner? Det er noget af det, forskningen kan være med til at give svar på. 

Historisk har forskning betydet, at vi hele tiden har kunnet gøre behandlingen og plejen bedre. For eksempel er det forskning, der har givet konkrete værktøjer til at deeskalere og håndtere konflikter i psykiatrien. Ligesom det er forskning, der har vist, hvor vigtig mundpleje er i forbindelse med en åben hjerteoperation, fordi det mindsker risikoen for, at patienten får infektioner efter operationen.

Forskning er ikke det patientnæres modsætning

De mange landvindinger til trods kan det føles op ad bakke at tale for mere forskning. Lige nu blæser de politiske vinde i helt andre retninger. De sundhedsprofessionelle skal væk fra skrivebordene og ud til patienterne, lyder det. Det er en både ærgerlig og unuanceret melding af flere grunde. 

Først og fremmest er det alt for kortsigtet at ville løse manglen på medarbejdere ved at skrue ned for forskningen. Der er ikke mindre brug for ny viden og udvikling i et presset sundhedsvæsen. Tværtimod. Forskning kan være med til at styrke både kvaliteten og udnyttelsen af ressourcerne i det offentlige sundhedsvæsen.

For det andet virker det som om ordet patientnær er blevet et politisk mantra, der fuldstændig overskygger, at det også har værdi for patienterne, når eksempelvis sygeplejersker skaber ny viden gennem forskning. Forskning i sygepleje foregår typisk tæt på patienterne og har ofte direkte værdi for patienterne. 

Endelig er der brug for langsigtede og holdbare løsninger på udfordringerne i sundhedsvæsenet. Her ved vi, at faglig udvikling og karriereveje er afgørende for sygeplejerskerne. Både hvis man vil sikre nok sygeplejersker og et tidssvarende sundhedsvæsen. 

Derfor kan vi ikke bare undvære forskning.

Forskningsreserven kan sætte skub i udviklingen

Målet må være, at pleje og behandling er på højeste niveau, uanset om du er indlagt på hospitalet eller modtager pleje i eget hjem. Derfor skal sundhedsindsatserne i kommunerne i langt højere grad understøttes med forskningsbaseret viden – ligesom i det regionale sundhedsvæsen.

Og hvis vi kigger til vores nordiske nabolande, så har man da også i Norge prioriteret særskilte midler, netop for at dække behovet forskning i kommunerne. 

Fremadrettet bør politikerne have et bredere fokus i fordelingen af forskningsmidler, og de bør øremærke penge til at løfte forskning i det kommunale sundhedsvæsen. Det har de en oplagt mulighed for nu, når der skal forhandles om fordelingen af midlerne i forskningsreserven.