Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Tragisk knivdrab kalder på politisk handling

”Det må bare ikke ske!” Knivdrab af en medarbejder og drabsforsøg på en anden på Glostrup Retspsykiatriske afdeling er en påmindelse om, at løfter om forbedringer stadig lader vente på sig, mener Dorthe Boe Danbjørg fra Dansk Sygeplejeråd.

Publiceret: 

24. juli 2023

Senest opdateret: 

21. februar 2025

Af:

Lotte Dahlmann

ldh@dsr.dk
52664578

Foto:

Søren Svendsen

Tragisk knivdrab kalder på politisk handling

”Det må bare ikke ske!” Knivdrab af en medarbejder og drabsforsøg på en anden på Glostrup Retspsykiatriske afdeling er en påmindelse om, at løfter om forbedringer stadig lader vente på sig, mener Dorthe Boe Danbjørg fra Dansk Sygeplejeråd.

Knivoverfaldet fredag d. 21. juli på tre medarbejdere på Glostrup Retspsykiatrisk afdeling er en dag, medarbejdere i retspsykiatrien aldrig glemmer. En 41-årig mand, som var patient på afdelingen, tilstod lørdag drabet på en læge og at have såret to.

Hændelsen fik Dansk Sygeplejeråd til at kalde til politisk handling:

”Psykiatrien har været nedprioriteret i en årrække, det er alle enige om. Politikerne har igen og igen sagt, at det er nu, psykiatrien skal prioriteres. Der ligger et fagligt oplæg fra sundhedsstyrelsen, som alle faglige organisationer og patientforeninger bakker op om, men vi har ikke set politisk handling” siger Dorthe Boe Danbjørg, 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd.

Hun fortsætter:
”Det er desværre ikke første gang, vi ser, at medarbejdere i psykiatrien, som kommer ud i situationer, hvor de ender med at afgå ved døden, fordi de bliver overfaldet af patienterne. Det må bare ikke ske.”

Dorthe Boe Danbjørg peger på, at psykiatrien har brug for at der er nok medarbejdere, og at medarbejderne har den rigtige faglighed. Det kan være med til at skabe en tryg psykiatri, hvor det er trygt at være patient og at arbejde.

En del af kritikken i psykiatrien er at der ikke er sengepladser nok og for få medarbejdere:

”Vi ved fra undersøgelser, at hvis der er personale nok og de er godt uddannet til at håndtere situationer, der kan føre til konflikt, så opstår der færre konflikter og brugen af tvang reduceres også.”

Dorthe Boe Danbjørg håber, at politikerne vil leve op til de ord, de har sagt igen og igen, men hun er samtidig meget utålmodig:

”Det, der skete i Glostrup viser, at politikerne er nødt til at steppe op vise, at de vil sætte handling bag deres ord. Vi skal gøre alt for at de mennesker, der har brug for psykiatrisk hjælp, får den hjælp, de har brug for. For ellers er det jo et svigt af det menneske og et svigt af personalet, som hver eneste dag går på arbejde i psykiatrien” siger hun.

Dorthe Boe Danbjørg pointerer, at sagen kan gøre det sværere at rekruttere kompetente medarbejdere til psykiatrien:
”Vi ved, at det er sværere at rekruttere til psykiatrien end det øvrige sundhedsvæsen, fordi psykiatrien har været presset i flere år. Så der er en udfordring med at få medarbejdere og få stabiliteten og erfaringen i psykiatrien. Derfor har vi gang på gang påpeget, at der skal politisk handling til, og nu vil vi gerne se, at politikerne gør noget ved alle de gode intentioner, de har, og for vi er jo alle sammen enige om at det her må ikke ske, og vi ved godt, at psykiatrien er udsultet.”


Læs DSR’s anbefalinger til en ny psykiatriplan

Læs mere om rekrutteringsudfordringerne i psykiatrien